Karl Ove Knausgård: I kyklopenes land

I kyklopenes land består af tekster, der tidligere har været udgivet i magasiner og tidsskrifter som New York Times, Paris Review og Vagant. Kun en enkelt (et 30 sider langt brev til vennen og kollegaen Tore Renberg) har ikke været offentliggjort før. Foruden klassiske essays samler bogen også rejseberetninger, taler til Laurie Anderson og Peter Handke, samt en anmeldelse af Michel Houellebecqs roman Underkastelse. De 19 tekster handler primært om litteratur og om Knausgård selv, men også om svensk debatkultur, Anselm Kiefer, norsk fodbold og hjernekirurgi.

Gennem disse vidt forskellige emner løber en række tematiske tråde, der kendetegner forfatterskabet indtil nu. Særligt i Knausgårds fire årstidsbøger og bogen om Edvard Munch har han skildret hverdagen og dens rutineblik, som forhindrer os i at se verden ordentligt. Af samme årsag har han beskæftiget sig med kunstnere, der tømmer »blikkets på-forhånd-ladning« i et vedvarende forsøg på at få verden til at åbne sig igen. I denne bog sker det gennem blandt andet Handke, fotografen Stephen Gill og den svenske maler Anna Bjerger. Gill arbejder eksempelvis med billeder af skoven om natten, hvor et ellers skjult dyreliv træder frem, mens Bjergers malerier »på en og samme tid feirer verden og ensomheten i den«, blandt andet ved at vise, hvordan der »finnes noe utilgjengelig i det aller mest hverdagslige«.

Knausgårds personlige variant af dette er en søgen efter det, der er uden for det sociale. I et glimrende essay om nakker fører en gribende og dramatisk skildring af den yngste datters fødsel til beskrivelsen af, hvordan et nyt menneske bogstaveligt talt løftes ind i fællesskabet: »sårbarheten og hjelpeløsheten i det er absolutt, det kan ikke flytte seg, og ikke engang holde hodet oppe selv, men må bli støttet av andres hender, holdt opp mot andres ansikter, som er det første hun ser når hun åpner øynene. Med det trer hun inn i kretsen av ansikter, som hun skal leve resten av sitt liv i«.

Samlinger af tekster, der er skrevet over flere år, byder forståeligt nok ofte på gentagelser af referencer og pointer. I kyklopenes land er ingen undtagelse, og selvom det ikke behøver at være et problem, ender det tit med at blive det her. Knausgårds skrift traver rundt i den samme lille fold af hverdagsbeskrivelser og velkendte emner, mens den leder efter en åbning; noget, der kan sætte den fri og føre til nye indsigter. Nogle gange lykkes det, andre gange gør det ikke – og i sidstnævnte tilfælde ser man virkelig, hvor begrænset en forfatter, Knausgård kan være. Når beskrivelsen af det velkendte ikke fører videre til noget andet, lyder det som her mere som en gymnasiestil end en passage hos en verdenskendt forfatter: »Retorikk er læren om talekunsten, den handler om hvordan man best mulig kan overbevise andre mennesker om noe, og det å kunne det, er det samme som å ha makt. Den makten kan bruges ideologisk eller idealistisk eller religiøst, eller den kan brukes til å tjene penger«. Andre steder lider teksterne under spinkle retfærdiggørelser af idiosynkratiske associationer: Som forfattere har Jon Fosse og Michel Houellebecq ikke meget til fælles; det eneste, der tilsyneladende berettiger at inddrage sidstnævnte i en tekst om førstnævnte er »nærværet av et menneske i skriften«, hvilket er så generelt, at det ikke rigtig siger noget.

Knausgård er ofte en god forfatter, når han skriver om sit mindreværd som menneske; til gengæld kan han være kedelig og decideret frustrerende at læse, når han skriver om sit mindreværd som forfatter. Bogens afsluttende essay handler om tidsskriftet Vagants første år og rummer mange interessante betragtninger om, hvordan det, der var selvfølgeligt dengang – litteratursyn, reklamer og retorik – tager sig besynderligt ud på afstand. Én ting er, at emnet ikke bliver foldet helt så meget ud, som det fortjener, en anden – og langt værre – er, at essayet er godt 15 sider om at komme ordentligt i gang, fordi Knausgård både skal skrive sig varm og overkomme sit eget mindreværd – ikke kun over for Vagant, dengang han var litteraturstuderende, men også over det at skulle skrive om Vagant som voksen.

I kyklopenes land svinger en hel del i kvalitet; udover essayet om nakker bør også teksterne om Ingmar Bergman, hjernekirurgi og Stephen Gill fremhæves positivt. Her fremstår Knausgård som en nysgerrig, begejstret og indlevende forfatter, der både skriver godt om nye og gamle emner. Men der er som nævnt også flere tekster, der sjældent løfter sig over det jævnt beskrivende, og andre, hvis interessante pointer drukner i lange afsnit, der burde have været redigeret væk. Når Knausgård er bedst, er han en glimrende essayist, men det kommer som regel tydeligere til udtryk i hans romaner – hvor tankerne ikke får helt frit løb, og i stedet både former og former sig efter narrativet – end i hans essays. Det er denne samling et udmærket eksempel på.

*

Karl Ove Knausgård

I kyklopenes land

Forlaget Oktober

472 s.