06/01/2018

Henrik Nor-Hansen – Termin


Henrik Nor-Hansens forfatterskab består af digtsamlinger og korte romaner. I 2016 udgav han Termin, som efterfølgende blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Året efter udkom romanen herhjemme på Forlaget Silkefyret, oversat af forlægger Allan Lillelund Andersen.

Efter at være flyttet til Sommersåk med sin kone bliver Kjetil Tuestad brutalt overfaldet. Han pådrager sig både ansigtsskader, hjernerystelse og brækkede ribben, men værst går det ud over hans sind. Efter overfaldet føler han sig desorienteret og lider af hukommelsestab. Som tiden går, afløses dette af en stadigt voksende fremmedhedsfølelse, der gør, at Kjetil ikke føler, at han har kontakt til sit eget liv. Han flytter ind i sin egen lejlighed, flytter tilbage til sin kone, får et barn med hende, bliver skilt, flytter ind hos sin farmor og derefter ind i en kælderlejlighed. Undervejs opstår kortvarige bekendtskaber med andre, der blandt andet fører til voldelige optrin og sex, der måske snarere er voldtægt.

Romanen er skrevet i en slags rapport- eller journalsprog. Fortælleren er et ikke nærmere defineret ”man”, og de fleste af de ofte temmelig korte sætninger rummer en eller anden form for forbehold eller tvivl: ”17. maj skulle Kjetil Tuestad have stået længe på Domkirkeplassen. Det havde regnet. Man får fortalt, at han spiste en pølse udenfor SR-bank. Kjetil mener, at det var sent om eftermiddagen, han havde set en del mennesker, som kom fra Folketoget. Kjetil skulle derefter have bevæget sig langs Stavanger Domkirke og ned i byparken” (s. 63).

Historien om Kjetils overfald er del af en større skildring af vold og overgreb i lokalsamfundet. I løbet af bogen hører vi således både om en lille dreng, der bliver stenet, en ung kvinde, der bliver gruppevoldtaget og adskillige former for dyremishandling. Volden sammenkædes med en grundlæggende ændring i befolkningens mentalitet, som skyldes den økonomiske vækst i Norge: ”Demografien var ved at ændre sig, flere af de lokale kunne genkende sig selv i det dengang omtalte Stavangersyndrom. Naboer var stoppet med at hilse. Folk kunne fremstå tavse og undvigende. Det blev fortalt, at man kun så hinanden i biler. Spørgsmålet var, om langvarig økonomisk vækst kunne have tvunget en anden, mere afmålt omgangstone frem” (s. 32-33). Etableringen af nye bredbåndsforbindelser fører således også til udbredt selvdyrkelse og seksualisering blandt egnens unge, som bliver mere og mere apatiske. Alverdens undersøgelser iværksættes for at finde ud af, hvorfor Hommersåk pludselig er blevet så ”belastet”, men i stedet for forklaringer og årsager, dukker flere og flere problemer op:

Man fik bekræftet et stort indtag af sukker, både i form af søde sager og drikke. Der blev indtaget mange færdigretter. Noget af det mest opsigtsvækkende var nok udbredelsen af frygt og aggression. Målinger viste særlig høje stuetemperaturer. Dårligt indeklima havde medført flere tilfælde af mider og allergi. Mange pensionister gav udtryk for dårlig nattesøvn. Blandt mænd fandt man jævnligt forstørret prostata med vandladning om natten. En del klagede også over betonlunger efter at have indåndet støv fra den lokale industri.
(s. 35-36)




Rapportstilens parataktiske karakter understøtter det ubehagelige ved bogens tematik. Nor-Hansen er vældig god til at vægte stoffet på en måde, der helt grundlæggende virker forkert. Refererende prosa glider umærkeligt over i mere konkrete scener og beskrivelser, hvor ubetydelige detaljer vægtes lige så højt som brutale handlinger. Et sted beskrives et optrin mellem Kjetil og to mænd på følgende måde: ”Kjetil havde slået den ene i ansigtet. Han fik selv et slag over øjet. De skulle have trukket hinanden rundt i gruset udenfor selskabslokalet. Kjetil mistede nogle skjorteknapper og fik trådt nogle nye mokkasiner i stykker” (s. 46). Og lidt længere nede på siden, efter at Kjetil har ladet sig indlægge på psykiatrisk afdeling, findes denne beskrivelse, i samme tonefald og med lige så megen tyngde som voldsskildringen: ”Han tændte lys over sengen. Kjetil mindes her at have trukket lagenet til side, som skulle have været helt nyt. I tusmørket havde det regnet ind mod vinduet. En flok måger stod ubevægelige på græsplænen nedenfor” (s. 46-47).

Kjetil fortæller, at han rejste sig og slog manden gentagende [sic] gange med en tom vinflaske. Han mindes, at manden blev liggende i samme stilling. Kjetil havde umiddelbart troet, at slagene var uden effekt. Det første slag kom også skævt, flasken strejfede øret og ramte kravebenet. De næste slag ramte lige ned i hovedet. Kjetil siger, at det krævede en del flere slag før flasken knustes. Han blev stående tilbage med tud og flaskehals. Frisk blod skulle have strømmet frem fra håret. Kjetil siger, at blodet løb ned ad tinding og kind. Selv var han gået på toilettet. Kjetil skulle have urineret under, hvad han vil kalde uhygiejniske forhold. Derefter forlod han lejligheden. Kjetil siger, at han standsede ved en Shell-station i Pedersgata. Han købte en is. Han husker ikke nogen kontakt med eget følelsesliv.
(s. 64)

Der er noget sært inciterende over dette insisterende og alligevel tøvende sprog. Det lakoniske tonefald kombineret med de mange angiveligheder får alting til at virke urovækkende og forkert. Som det da et sted nævnes, at Kjetil var ”ansat hos ’Lars’, der skulle have været roommatens yngste bror” (s. 67). Ingen andre steder i bogen bruges der citationstegn ved navne, så hvorfor sker det pludselig her? 

Termin har fået en virkelig fin modtagelse både i Norge og Danmark, og selvom jeg også finder bogen interessant, er jeg ikke helt så begejstret som så mange andre læsere. Når romanen er bedst, er den en konsekvent, brutal og knugende skildring af, hvordan en meningsløs hændelse fører til et menneskes forfald. Men trods sine 75 bittesmå sider føles den også lidt langtrukken og i flere passager temmelig stillestående. Jeg er med på, at fortællemåden er bevidst tør og slæbende, og at det netop er forudsætningen for at skabe den stemning og de sammenstød, jeg selv har fremhævet som bogens højdepunkter, men for mig kulminerer det lidt for sjældent. Det meste af tiden er jeg mere principielt end reelt foruroliget, og selvom de mange voldshandlinger i lokalsamfundet løber som en mørk understrøm hele bogen igennem, bliver sammenkædningen af vold og økonomisk vækst ikke udfoldet synderligt, og derfor fremstår den for mig aldrig som andet end et postulat.

*
Henrik Nor-Hansen
Termin (2017) [opr. 2016]
Oversat af Allan Lillelund Andersen
Forlaget Silkefyret
75 s.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar