01.06.2017

Nils Chr. Moe-Repstad – Wunderkammer

(4. oktober 2016)

I renæssancen spredte raritetskabinetterne sig over Europa. Udover at de gav folk mulighed for at fryde sig over at se kuriøse genstande og væsener side om side, var de et forsøg på et indsamle en hel epokes viden på ét sted. Digteren Nils Chr. Moe-Repstads nye bog Wunderkammer er et moderne bud på fænomenet; den består af 737 tekster på 3 linjer hver, hvoraf nogle er traditionelle digte, mens andre er tættere på aforismen, encyklopædien eller den mytologiske fabel. Digtene handler om matematik, om at rejse, om skrift, sygdom, natur, krig, partikler og døden, og undervejs er der referencer til både Darwin, Marx, Linné, Inger Christensen og The Smiths.

Midt i dette mylder af emner og motiver er der to ting, som særligt stikker ud. Den ene er Moe-Repstads skepsis over for bekendelseslitteraturen; den anden er de mange sammenskrivninger af (og skift mellem) perspektiver, der forbinder stort og småt. Ofte tager skiftene udgangspunkt i kroppen, som når det lyder at ”kontinenter skjæres ut av deg” (s. 20) eller ”det viktigste jeg kan si om kroppen, er at neglene / vokser like hurtig som månen beveger seg bort fra jorden” (s. 513), men det kan også være en blanding af flere domæner: ”Gud finnes, jeg slapp ham inn smijernsporten i dag / og sa: ”dette er din inngang til min tid, den ble / funnet i myrene for 3000 år siden”” (s. 36). Skiftene er svimlende både i omfang og mængde, og de destabiliserer konstant min læsning, ikke kun når de fører til fine passager som ”Du er magnetisk, elskede, øynene dine har Jupiters mørke ringer rundt løvetannpupiller / som åpner seg om morgenen og lukker seg om kvelden: 400 km/s flyter du med solvind / til den ytterste grensen av universet vårt, beskyttet mot stjernevindene av magnetismen” (s. 61), men også når de resulterer i kaotiske digte som ”Jeg skulle talt årstidenes passeringer, vintrene, men Tesla hadde ikke / noe forhold til sine duers hvithet, han forbandt dem med tallet tre / en balanse i galskapen, som jordrotasjonen og det indre ørets krystaller” (s. 406).
Perspektivskiftene fungerer samtidig som en understøttelse af opgøret med bekendelseslitteraturen, der for Moe-Repstad er lig med en afprivatisering af sjælen. Her er direkte udfald såsom ”Jeg har kronisk infeksjon i høyre øye, sånn utholder jeg bekjennelser / i litteraturen” (s. 546), men også en mere grundlæggende kritik af jegets position i verden: ”Jeg skulle si du, men jeget er så evolusjonistisk / overlegent at det invaderer en verbal sone, den er / helt på det tørre, mens det er myr der du synker” (s. 776). Mens bekendelseslitteraturen med sine udleveringer fælder hele skoven, skriver Moe-Repstad i stedet for at bevare den, som det hedder et sted. Derfor er jeget heller ikke i centrum i Wunderkammer – oftest er det bare en grammatisk position, et talerør for andre stemmer eller fænomener (”Jeg hadde vann til hoftene da jeg fikk diagnosen øy” (s. 784)), som ikke tager hensyn til almindelige opfattelser af identitet eller tid: ”for 360 millioner år siden, i den devonske perioden / var jeg et tre meter langt amfibium” (s. 516).

Raritetskabinettet var oprindeligt et forsøg på at gøre verden overskuelig og forståelig, men det førte hurtigt til større forvirring, fordi tingene viste sig at hænge sammen på uventede måder, mens de på andre punkter modsatte sig sammenstillingen. Arbejdet med at klassificere førte til spørgsmål om, hvordan verden overhovedet så ud: ”By seeking guiding principles to present objects and knowledge, humanists elaborated unprecedented formulations. For example, what form should we give the movement of the world: a tree, a circle, or a spiral?”, som den franske kunstprofessor Christine Davenne skriver i sin bog om raritetskabinettets historie. Menneskeheden ville fejre sin erobring af verden, men endte med at sætte spørgsmålstegn ved sin egen plads heri. På samme måde kan Wunderkammer læses som et forsøg på at sammensætte en masse forskellige ting på kryds og tværs, i håb om at denne bevægelse fører til nye spørgsmål. Og et af disse spørgsmål er altså, hvad det betyder for både litteratur- og verdenssyn, hvis jeget ikke længere opfattes som midtpunkt.




Der er masser af mørke, smerte og indignation i bogen, men intensiteten stiger og falder konstant, og jeg må indrømme, at jeg ofte føler mig hægtet af, både på grund af kedsomhed og problemer med at forstå, hvad de enkelte digte vil. Omfanget og konceptet taget i betragtning, er det måske ikke så mærkeligt, at der er en del tekster, som er langt under niveau. Her blot et par eksempler: ”Maria, bare, bare kom med Maria, skjøgen eller jomfruen kom, bare, bare kom med Maria / profetene kom, bare kom med profetene, profetene kom, bare kom med profetene, profetene / Messias, Messias, Messias, selvfølgelig Messias, Messias, selvfølgelig Messias, Messias, Messias” (s. 432), og ”Til fyret, til fyret, de holder piknik i fyret / til fyret, til fyret, de spiller cricket i fyret / til fyret, til fyret, det er sirkus i fyret” (s. 704). Men heldigvis er der også skarpere formuleringer som ”Også i det siste etiske mennesket er krigen en egen organisme / men selvmordet er ingen krigshandling: krigen dør ut / resten er arkeologi” (s. 203), svimlende tekster som ”Og trykker du øynene mine langt nok inn i cortex / begynner hjernen å bøye historier, som universet bøyer / tiden, bøyes virkeligheten i et infinitivt antall svingninger” (s. 403), eller godt gammeldags fine digte: ”Du kan legge alt du er i øynene mine, og bli til det lysner / under neste venusformørkelse, om du lever, vil du se / en uendelig vakker prikk foran solen, det er pupillen din” (s. 462).
Wunderkammer har fået vældig positive anmeldelser i hjemlandet, hvor den sågar er blevet udråbt til at være ”en begivenhed i norsk poesihistorie” af Freddy Fjellheim i Vårt Land. Helt så begejstret er jeg ikke, for selvom Moe-Repstad uden tvivl har skrevet en vild og usædvanlig digtsamling, så er bogen efter min mening bedst, når man læser efter de større motiver, mens den på sætningsniveau har en tendens til at blive lige lovligt kryptisk. Derfor ender jeg også med at være mere imponeret end overvældet.

*
Nils Chr. Moe-Repstad
Wunderkammer (2016)
Flamme Forlag

848 s.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar