04.06.2016

Cathrine Knudsen – Manuel



Mens et væld af norske forfattere de seneste år er blevet oversat til dansk, har en af de bedst bevarede hemmeligheder deroppefra været Cathrine Knudsen. I hvert fald indtil nu. For med Manuel, Knudsens fjerde bog, lanceres forfatterskabet herhjemme, og det er der god grund til at glæde sig over.
Romanens fortæller Cara er en reserveret person, der længes efter nærhed og kontakt, men samtidig bliver drænet af at være sammen med andre mennesker: ”Det er svært for andre at forstå hvor meget hvert enkelt menneskemøde fylder hos mig. Hvordan det er indrammet, kan hentes frem igen og igen (ligesom kopiere sig selv i det uendelige uden at jeg kommer til bunds i det) og ikke lader mig opleve, eller står i vejen for et savn”. Cara er optaget af grænser, systemer, regler og domæner. Hun forstår verden gennem modsætninger, og mange af hendes tanker er udforskninger af grænselandet mellem begreber som indre/ydre, fast/flydende og nærhed/afstand – dog ikke i et forsøg på at ophæve modsætningerne, men snarere at nå frem til et rum i sig selv, der kan bruges som værn mod den slags kategorier.

Manuel er en velkomponeret blanding af erindringer og forskellige hændelser i bogens nutid, hvor Cara besøger sin far på plejehjemmet eller passer sin syge søsters datter. Tilsammen udgør disse spor en undersøgelse af relationer, grænser og eksistentielle grundvilkår. Et centralt motiv i bogen er den såkaldte Kjellstadsbom, Norges første vejbom med betalingsanlæg. Ved overgangen kan man enten betale manuelt eller automatisk, og en af dem, der sidder i de trange bokse og tager imod mønter, er Caras farfar. Efter at have været i krig er hans forhold til andre mennesker smadret af vrangforestillinger og paranoia, og familien har ingen anden kontakt med ham end de få sekunder, det tager at gennemføre transaktionen. Erindringerne om turene gennem betalingsanlægget indfanger de fleste af romanens vigtigste temaer: Udover at bommen helt konkret udgør en grænse, bliver den også anledning til refleksioner over økonomiske systemer, utilgængelighed og sociale gråzoner, samt forholdet mellem mennesker og teknologi. Sidstnævnte videreføres i et rørende afsnit om det liv, Caras efterhånden demente far lever på plejehjemmet. Her har man indført en række nye hjælpemidler med så foruroligende betegnelser som ”velfærdsteknologi” og ”omsorgsrobotter” – blandt andet i form af en lille robotsæl med bakterieresistent pels.






















Cathrine Knudsens skrift veksler mellem det abstrakte og det konkrete og bevæger sig tit i en særegen blanding af de to registre. En kvinde, der slår græs, beskrives eksempelvis sådan her: ”Jeg tænker på lysten og ødelæggelserne hun må have vadet igennem, som hun måske husker som noget fjernt mens hun går gennem det halvhøje græs, nærmest trukket af den kraftige motorplæneklipper. I modsætning til at opnå individets fulde blomstring, som du troede dengang, idet det gennemstrømmede dig, da blodet strømmede så stærkt gennem din virkeliggjorte krop, var det altet der slugte dig, du var kun en verdensbestanddel som blev brugt som biologisk faktor, som en brik, menneskeartens forlængede eksistens på jorden”. Af og til kræver det en vis portion stædighed, hvis man skal undgå at blive hægtet af – men der er heldigvis også mere konkrete afsnit, der er fyldt med fine iagttagelser og beskrivelser: ”Jeg forestillede mig rådyrene som løber hen over marken om efteråret, forestillede mig elgene som travede i den dybe sne med en tynd, hård skorpe ovenpå; det er som skum for dem”.

Bogens omslag virker som et forsøg på litterær blåstempling af Knudsen, idet det nævnes at hun er gift med forfatteren Thure Erik Lund, samt at Karl Ove Knausgård har været redaktør på romanen. Ganske overflødigt, egentlig, for Cathrine Knudsen er helt sin egen. Hun har et beundringsværdigt skarpt blik for de små nuancer i menneskers måde at omgås hinanden på; hendes skrift er nogle steder dunkel, andre steder gnistrende klar og brutal, og Manuel er i det hele taget en særegen og dragende roman.

*
Cathrine Knudsen
Manuel (2016, opr. 2014)
Oversat af Sara Koch
Gyldendal

Ingen kommentarer:

Send en kommentar