01.07.2015

Mazdak Shafieian - Det urgamle materialet



Mazdak Shafieian har tidligere udgivet de to digtsamlinger Dyregravsmørke (2006) og Antwerpen (2011); Det urgamle materialet (2015) er altså hans første essaysamling. Bogen indledes med den programmatiske tekst ”Apocryphus”, som handler om kanonisering. Shafieian minder om at selve kanonidéen helt fra begyndelsen har været tæt forbundet med udelukkelse, og skitserer derpå to forskellige måder at forholde sig til fortidens litteratur på. Den ene bliver beskrevet som museal, fordi den er mere interesseret i at vise, at litterær kvalitet har eksisteret i fx et bestemt land, end i at diskutere, hvad litterær kvalitet er. Denne kanonopfattelse udspringer af ”angsten for et forsvinningspunkt i vår kollektive hukommelse” (s. 14), og behandler litteraturen ”som en serie navn og skrifter samlet mellom to stive bokpermer” (s. 15). Den anden tilgang er mere dynamisk; den ”består ikke nødvendigvis i å velge ut forfattere og dermed ’kanonisere’ dem som sådan, men snarere i å undersøke denne arvens udødelighet i samtidslitteraturen”. Og det er selvfølgelig denne sidste forståelse af begrebet, som Shafieian tilslutter sig: ”Det skapende, avgjørende og oppbevarende ved litteraturen er dens stier og hvordan de forgrener seg”, skriver han eksempelvis. Dermed kommer den første tekst (og i særdeleshed den pågældende sætning) til at udgøre et punkt, som resten af bogen forgrener sig ud fra. På sætningsplan er der adskillige sti-, plante- og forgreningsmetaforer hele vejen igennem: Ole Robert Sundes Naturligvis måtte hun ringe er ”et viltvoksende planterike av en bok” (s. 86), Mahmoud Dowlatabadis forfatterskab handler om ”de voldelige maktapparatene som har opstått gjennom historien og slått rot i landet” (s. 65), mens det i bogens sidste tekst hedder at ”mennesket […] er fullt av paradokser og motsetninger som forgreiner seg dag for dag” (s. 120).
På et overordnet strukturelt plan bevæger Det urgamle materialets efterfølgende essays sig som forgreninger ud fra Shafieians indledende tanker om forholdet mellem litteraturen og historien, samtidig med at kristendommen slår ring om hele bogen: I den første tekst nævnes Bibelen som et eksempel på radikal og brutal kanonisering, mens bogens afsluttende tekst blandt andet handler om Gisle Selnes’ omfortolkning af Kristus. Litteraturens kampe er også kulturens kampe, og kulturkampe er også politiske, og politiske kampe er en forhandling om virkeligheden. Sådan synes det usagte ræsonnement at være. I hvert fald udgør litteratur, kultur, politik og historie en slags felter, som der bestandigt kan veksles mellem, og som kan blandes på alle niveauer i Shafieians skrift. 

Alle teksterne kredser om fænomenet tid, navnlig i form af forskellige opgør med den lineære tid. Fortiden er konstant nærværende, enten på grund af de ruiner af alle slags, som stadig kan ses i vor tid, eller også fordi det – som det for eksempel sker for hovedpersonen i Sadegh Hedajats Den blinde ugle – er muligt at vågne op som sig selv, bare 100 år tidligere, simpelthen falde ned gennem tiden som var den en skakt.
I Svein Jarvolls forfatterskab er ”den antikke klangbunnen” altid mærkbar; handlingstråde og figurer kan være baseret på myter, legender og andre former for ældre tekster. At fortiden i Jarvolls optik ikke skal betragtes som et aflåst rum, men snarere som en passage, ses blandt andet i et afsnit fra Ustadighet Ustadighet (2004), hvor fortælleren undrer sig over ”dobbelt(minst)tydigheten av ordet ’dør’ på norsk, at det som verb betegner overgangen mellem våre to hovedtilstander, liv og død, og at det som substantiv gjenstanden i overgangen mellom et rom og et andet”.
Hos Ole Robert Sunde er den destabiliserede tid knyttet til erindringen og dens evne til at fremkalde billeder på tværs af kronologien og på tværs af sanserne. Sundes tekster præges af næsten uendelige forskydninger og digressioner, det er som om tid og rum er opløst til fordel for en bevidsthed, der er modtagelig for hvad som helst. Shafieian beskriver Sundes fortællere som ”lutter øre overalt”, men de associative skift er i lige så høj grad styret af de øvrige sanser og de besynderlige motorveje mellem dem, som Sundes skrift synes at fremmane og efterlade i stort set samme bevægelse. Det er en nivellering, der gør alle fænomener og begivenheder lige nærværende – uanset om noget foregik for få sekunder eller for fem tusind år siden, vil der altid være noget i nuet, som gør det muligt at række tilbage dertil.  
En af bogens stærkeste tekster opridser Elsa Gress’ historieopfattelse, der ikke kun gør op med forestillingen om fortiden som et aflåst rum, men ligefrem formaner mod den. Gress beskriver blandt andet hvordan det at kalde noget for en historisk begivenhed eller en historisk kendsgerning er et eksempel på en arvesyndslogik, der altid vil være populær, fordi den fritager samtiden for ansvar (”sket er sket”, som man siger). Denne tanke er ikke i sig selv videre bemærkelsesværdig, men for det første bliver den for Shafieian en anledning til at skrive så ejendommelig en passage, som den, der indleder essayet:

Den abstrakte måten å overlevere fortiden på, idet historien bliver redusert til fag, og den viten som oppstår gjennom denne overleveringsprosessen, om tidstypiske trekk, begivenheter, ideologiske strømninger et cetera, er som Ludvig 15.s behandling av den dødsdømte Robert-François Damiens: Lemmene slites fra hverandre, og resten av kroppen, dekket av ved og kvist, brennes på et bål mens kjevene til den ulykkelige fortsat beveger seg. Dagen derpå øynes en hund som kommer og legger seg ved asken der bålet fant sted – og hvor mange ganger den enn bliver jaget bort, kommer den stadig tilbake: den borgerlig radikale. Den søker varme der, kald og melankolsk, med forkroppen mot jorden og forbeina strukket ut, mens det på samme samme tid brenner andre steder med flammer som blusser opp mot himmelen. (s. 43)

For det andet formår Shafieian at vise, hvordan denne historiekritik i Gress’ forfatterskab kommer til at hænge sammen med forholdet mellem individ og fællesskab, med Gress’ deltagelse i modstandsbevægelsen, og med broderen Palles voldsomme selvmord, der skyldtes frygten for at blive deporteret.
Et andet højdepunkt i bogen er de tre tekster om de iranske forfattere Mahmoud Dowlatabadi, Sadegh Hedajat og Ahmad Shamlo. Eftersom jeg ikke selv har noget særligt kendskab til iransk litteratur, er jeg nødt til at støtte mig til Shafieians fremstilling af den. Men det indtryk, jeg får, er af en litteratur, der er rig og alvorlig, som vokser ud af (og med og mod) de indre uoverensstemmelser, der skyldes landets hastige omvæltninger i det 20. århundrede. Jeg kan ikke finde ud af, præcis hvad det er, der giver disse tekster en helt særlig nerve og energi, måske er det for plat at sige, at det ikke er noget, der kan lokaliseres i selve teksterne, men snarere en slags alvor, der gløder bagved og rundt om teksterne, ja, det er det nok, men ikke desto mindre er det sådan det føles. Et eksempel, der måske kan være med til at indfange spændvidden: Om Ahmad Shamlo fortælles det, at han var i så heftig opposition til den samtidige, men nationalkonservative digter Mehdi Hamidi, at han sparede penge sammen, så han i ny og næ kunne købe så mange af Hamidis bøger som muligt, for derefter at smide dem direkte i rendestenen ude foran boghandelen. Men det fortælles også, at det ”ikke [er] måte på hvor ofte gravsteinen hans, fortsatt nå, så mange år etter hans død, bliver angrepet og slått i stykker av ”ukjente motstandere”, for atter å erstattes av en ny gravstein som igjen knuses, mens diktsamlingene hans stadig vekk kommer i nye opplag” (s. 99).

Det er ikke altid til at skelne mellem hvornår Shafieian formidler den pågældende forfatters idéer og hvornår han tænker selv. Men stemmen er helt klart stærkest, når hans idéer om forholdet mellem litteratur og samfund behandles som et grundvilkår for skriften. Selvom han i bogens første og sidste tekst stadig giver sig selv plads til at tænke højt, føles de alligevel mere bastante i deres udsagn, måske fordi de i højere grad søger at pointere end at illustrere. Især det afsluttende essay om Gisle Selnes adskiller sig fra resten af bogen; det er mere diffust, mere abstrakt, og referencerammerne er nu Lacan, Žižek, Engels (og så videre og så videre). Teksten peger i mange forskellige retninger, men udover at være en meget lang illustration af, at inklusion afhænger af eksklusion (underligt nok, når dette er ganske indlysende, og når bogens første tekst allerede har pointeret det) er den en slags forsvar for det revolutionære, for det komplekse og uharmoniske; alt det, der normalt udstødes for at opretholde samfundets orden:  

Heller enn å forsøke å sy sammen eller eliminere de interne antagonismene, avvikene og alt det ’urene’ som mennesket i sit vesen er, og de sosiale prosedyrene det stadig er med på å sette sitt avgjørende preg på, representerer essayet en radikal tenkemåte som tvert imot tar innover seg de grunnleggende motsetningene og forholder seg til dem, for derigjennom å komme i berøring med det fortrengte og bringe til syne det som ellers er den ideologiske ordens hensikt å holde usynlig […]. (s. 121)

Og her kommer Shafieian, via Selnes, ind på noget, som helt sikkert er en personlig aversion, og som jeg derfor vil lade være det sidste om denne bog, eftersom disse tanker tydeliggør, at min læsning af den er ophørt:
Hvorfor skal vi blive ved med at høre om essayets kritiske potentiale – vel at mærke fra essayet selv? Den ovenstående passage leder nemt tankerne hen på Adorno (”Essayet tænker i brud, så sandt som virkeligheden er hjemsøgt af brud, og finder sin enhed gennem bruddene, – ikke ved at glatte dem ud. Enstemmighed i den logiske orden lyver om det væsentligt antagonistiske ved det som denne orden blev påklistret”) og hans udsagn om at essayet er en kættersk form, som nærmest synes at være blevet en obligatorisk ting at citere i essays om essays, og en slags rygdækning, som stort set ingen føler sig forpligtet til at sætte spørgsmålstegn ved. Det kan føles helt nødvendigt at påpege, at det ikke altid har været sådan, og at der trods alt er andre skoler – Virginia Woolf mente for eksempel, at der ikke er ”plads til litterære urenheder i et essay”, og at essayet først og fremmest skal fornøje (”give pleasure”), mens et mere nutidigt bud kunne være Espen Stueland, der i Falsk tilståelse og andre essays gør eksplicit op med Adorno, navnlig dennes tanker om modsætningsforholdet mellem essay og videnskab.
Under alle omstændigheder kan jeg ikke lade være med at synes, at der er noget selvforherligende ved de evindelige essays om essayet som kættersk form. Jeg forstår jo godt tankegangen, og kan nogle dage også sagtens være enig i den, i hvert fald et stykke hen ad vejen, men alligevel. Det er lidt som en gammel mand, der af uvisse årsager stadig er iført sit konfirmationstøj, og træder ind rummet mens han stolt proklamerer, at han har drukket så meget, at han lige måtte ud for at brække sig.

*
Mazdak Shafieian
Det urgamle materialet (2015)
Gyldendal Norsk Forlag

Ingen kommentarer:

Send en kommentar