Wencke Mühleisen – All gjeldende fornuft

I essayet ”On the Invisibility of Middle-Aged Women” skriver Dorthe Nors om et møde med en jævnaldrende kvinde på en litteraturfestival i Wales. Allerede efter nogle få bemærkninger opdager de, at de er fælles om en række erfaringer, såsom at mænd afslutter samtalen med dem, hvis en yngre kvinde træder ind i lokalet, samt at bilerne ikke længere stopper for at lade dem krydse gaden. Nors bruger mødet som afsæt for refleksioner over, hvorfor kvinder mister deres værdi i samfundet i takt med at de bliver ældre, og hvordan deres værdi altid er relationel:  

The interesting thing is that middle-aged women on the search for essence and their license to live can come off as quite provocative characters. Some people regard them as lacking self control—or even worse; they are conceived of as “self absorbed.” A middle-aged woman who’s not preoccupied with handling herself or taking care of someone else is a dangerous, erratic being. What is she up to? And what’s the point of her being up to anything? […] In a world where women are almost always defined by their relationships (daughter, sister, lover, wife, mother, grandmother) it strikes me as important to shed a light on the woman herself. What is she without all these shoes she has to fill? Well, she’s an existence and she’s an existence that either disturbs her surroundings—or is in the danger of retreating from them: like mist.

(Nors (2016), http://lithub.com/on-the-invisibility-of-middle-aged-women/)

Jeg kom til at tænke på Nors’ essay da jeg læste Wencke Mühleisens tredje roman, All gjeldende fornuft, som udkom i begyndelsen af året. Gennem breve til tre forskellige modtagere – fortællerens ”livsledsager”, hendes veninde og et ikke nærmere specificeret ”du” – tegner bogen nemlig et portræt af en kvinde, der på nærmest samtlige punkter er faldet ud af sit eget liv. Hendes arbejde som leder på et humanistisk institut gør, at hun ofte er væk hjemmefra i et par uger ad gangen, og det er her, i en sparsomt indrettet lejlighed i Stavanger, at hun begynder at skrive breve. Indledningsvist klager hun over at være rastløs, samt at være træt af akademisk sprogbrug, bureaukrati og nedskæringer, men da det går op for hende, at problemet ikke bare er en ”snakkekrise” (s.15), tager hun orlov fra universitetet og flygter til Italien.

Som ung boede Mühleisens fortæller i et kollektiv knyttet til den såkaldte ”Aktionsanalytische Organisation”, der gjorde op med kernefamilien og praktiserede fri seksualitet. De alternative fællesskabsformer var frisættende i begyndelsen, men da hun forelskede sig i ham, der blev hendes livsledsager, føltes monogamiet som ”omvendt utroskap” (s. 32). Senere, efter at være flygtet fra kollektivet, er hun en af frontkæmperne for at få kønsstudier indført på universitet – men som hun påpeger i et brev til veninden, der også er hendes kollega på instituttet, er de gået fra at være magtkritiske til at være ”de flinkeste i klassen” (s. 117), med fast stilling og udsigt til en fornem pension.

Det oprørske engagement er erstattet af desillusion. Endnu værre end tabet af idealisme er dog tabet af ikke blot fortællerens eget begær, men også af hendes tiltrækningskraft: ”Vi har sjelden sex, vi to. Jeg er 62 år. Tallet fremkaller et kvalmende søkk. Bilder av min mors lik i sengen der jeg sto over den ugjenkjennelige dødsmasken. Hun som hadde vært levende for bare fem minutter siden. Å bli stirret på som et menneskelig avfallsprodukt” (s. 93). Mühleisen skriver utroligt fint om denne stilfærdige og dybtfølte fortvivlelse over tabet og savnet: ”Dette er verdens mest håpløse spørsmål: Hvorfor begjærer du meg ikke lenger? Jeg forsøker å være tapper. Jeg skjemmes over mitt selvopptatte, rasende savn. Det er ikke tilfredsstillelsen jeg higer etter, tror jeg, for den kan jeg saktens gi meg selv – men å bli tatt imot. Å ikke bli lengtet etter er som å falle ut av det levende” (s. 94).

Løsrevet fra relationer og mislykkede samværsformer leder fortælleren efter et nyt fællesskab. Særligt leder hun efter ældre kvinder, der ikke ”føler seg som avslåtte tv-er” (s. 143), og disse finder hun blandt forbilleder som Patti Smith, Suzanne Brøgger og Laurie Anderson (I den forbindelse er det måske også værd at bemærke, at bogens sidste brev er dateret 8. marts). Et gennemgående motiv i romanen er kroppens forbindelse til omgivelserne: ”Da jeg lå på stranden denne vårdagen, som så mange ganger tidligere, var det som om de tregt buldrende dønningene ble beveget av jordens indre, som om brenningene sto i forbindelse med hjertet mitt og fikk det til å trekke seg sammen og vide seg ut” (s. 35). På sin vis starter fællesskabet altså her, med jorden, hjertet og vejrtrækningen. Undervejs tænkte jeg flere gange på amerikanske Juliana Spahrs digtsamling This Connection of Everyone with Lungs og navnlig på Susanne Christensens En punkbønn, som også fremskriver et (aktivistisk) fællesskab med udgangspunkt i åndedrættet – og begge bøger er da også nævnt i litteraturlisten, der afslutter All gjeldende fornuft.

Wencke Mühleisens roman er glimtvis en stærk skildring af skæringspunkterne mellem længsel, frygt, forundring og desperation. Alligevel er jeg ikke voldsomt begejstret for den. Det er, som om All gjeldende fornuft er for klog på sig selv, den er sjældent tilstrækkeligt nysgerrig eller undrende, og det gør, at dens analyser af eksempelvis ”fellesskapets salige og ødeleggende kraft” (s. 127) for det meste ikke hæver sig over det selvfølgelige. I forhold til at fortælleren er en autoritet inden for kønsforskning, er det i hvert fald forbavsende for mig, hvor indlysende mange af dens pointer om relationer, køn og seksualitet er. Dens afsluttende bemærkninger i denne henseende skulle måske snarere have været romanens udgangspunkt, hvis der skulle være kommet noget interessant og overraskende ud af det for mig. Som det er nu, er jeg sympatisk indstillet over for bogen, men jeg har læst både fagbøger og andre romaner, der er mere åbne og nysgerrige og som giver mig nye perspektiver på de emner, der tages op her, og derfor forbliver min sympati frustrerende nok ret principiel.

All gjeldende fornuft er lang tid om at komme i gang, og den er også for lang tid om at runde af. Midterdelen er suverænt den stærkeste, og jeg har på fornemmelsen at det skyldes, at vi her faktisk får lov at følge fortælleren, mens det går op for hende, at problemerne ikke kan affejes som en sprogkrise eller en mæthed af den akademiske verden, men at disse følelser har forbindelse til alle andre centrale dele af hendes liv. Problemkomplekset folder sig ud på en virkelig fin måde, og netop derfor føles bogens slutning heller ikke som noget klimaks, men mere som en lidt unødvendig dobbeltknude på en række tråde, der undervejs hverken har været synderligt spredte eller sammenfiltrede.

*

Wencke Mühleisen

All gjeldende fornuft (2017)

Gyldendal Norsk Forlag

156 s.