Efter at have været gift i 25 år er Ingrid og Jans liv
præget af rutiner; de har sex én gang om ugen, de passer deres arbejde med
aftagende entusiasme, og de ser opgivende og forargede til mens deres to
teenagebørn behandler dem som hæveautomater og rengøringshjælp.
Ingrid opfatter livet som en forhindringsbane og drømmer om
at få overstået både arbejde, måltider og toiletbesøg, så hun kan få »krydset hvert evig eneste
gøremål af en gang for alle«. Efter at have opgivet at
skabe orden i verden – eller bare at opdrage drengene til at være selvstændige
væsener – er hendes hjerne blevet »angrebet af en bakterie der kilede et hvorfor ind mellem hvert eneste ord hun udtalte eller tænkte«. Uanset om hun sidder alene
foran computeren derhjemme, blandt kollegerne på lærerværelset eller til møde i
læsekredsen, bekræfter det hende blot i tilværelsens afgrundsdybe
meningsløshed.
Også Jans liv er tomt og uden glæde – i hvert fald indtil
han efter en julefrokost ender hjemme hos den langt yngre Hanne, som er ansat i
hans departement. Men selv da deres affære har stået på i halvandet år, ved han
ikke, hvad han skal stille op: Skal han vælge det trygge, men trætte liv med
Ingrid og børnene? Eller skal han springe ud i det ukendte med en kvinde, som
får verden til at åbne sig for ham, vel vidende at hun længes efter at etablere
sig?
I begyndelsen føler Jan sigende nok at Hannes liv foregår »ude i samfundet«, fordi det rummer fester,
stoffer og uforpligtende sex, mens Hanne omvendt mener, at det er Jans liv, der
foregår derude, fordi han har hus, børn og bil. For mig at se er det en central
pointe i romanen, at personerne altid føler sig som fiaskoer, netop fordi de
sammenligner sig med andre og tror, at disses liv er det rigtige. Nej, nej og atter nej er således både en
historie om midtvejskrise og om mennesker, der ikke forstår at hvert eneste
valg uundgåeligt medfører fravalg.
Romanen skildrer mennesket som et impulsstyret væsen, der
ikke rigtig aner, hvad det laver, og som sådan er den både rammende og
realistisk. Den er skrevet i en upåfaldende og næsten personlighedsløs tone,
der understøtter, at karaktererne er parodisk almindelige. Deres problemer er
(tids)typiske og historien er fortalt mange gange før, men bogens kvalitet
ligger netop i, at personportrætterne er præcise, samt ikke mindst i den
grænsende til misantropiske skepsis over for alle, hvilket gør den velkendte
historie nedslående, komisk og grumt underholdende.
*
Nina Lykke
Nej, nej og atter nej (2018)
[opr. 2016]
Oversat af Nanna Gyldenkærne
Rosinante
344 s.
