Stig Sæterbakken – Der, hvor jeg tænker, er der altid mørkt

Angst. Skam. Selvmord. Det er nogle af nøgleordene i norske Stig Sæterbakkens essays, der med den præcist betitlede Der, hvor jeg tænker, er der altid mørkt nu for første gang udgives på dansk. Bogen samler tre tekster, der oprindeligt udkom som singler på Flamme Forlag. I den første, ”Ja. Nej. Ja”, skildrer Sæterbakken skriften som noget, der båder kræver nærvær og afstand, hengivenhed og eksil: ”den skrivende har et umuligt projekt, som er at finde det ikke-eksisterende sted midt imellem det at være helt med og det ikke at være med i det hele taget” (s. 12). Denne paradoksalitet genfinder han i alle livets aspekter, og tanken videreføres med skilsmissen som eksempel, idet den ”anerkender det dybtfølte ønske om, at det skulle kunne vare ved, men håner troen på, at det virkelig skulle kunne lade sig gøre”. Skilsmissen er simpelthen ”den meningsløse handling per se” (s. 13).

Bogens andet essay, ”Umuligheden af at leve”, handler om barndom og barnlighed. Trods alle forfatterens ønsker om – og forsøg på – at være en rigtig voksen, er det nemlig som om barnet i ham altid mosler frem og ødelægger det hele. Det barnlige fremstilles ikke (kun) som noget legesygt og uskyldigt, men også som noget grundlæggende destruktivt. Således hedder et sted, at ”selvmordet er barnligheden i yderste konsekvens” (s. 43). Sidste essay, ”Det frygtindgydende”, indledes med en beskrivelse af det, Sæterbakken kalder for ”selvtillidens spontanabort” (s. 52): De øjeblikke, hvor en erkendelse uventet afslører noget frygteligt om os selv og får os til at føle skam. Ligesom i de foregående tekster, kredser Sæterbakkens tanker om selvmord og skrivning, alt sammen med udgangspunkt i hans tilbøjelighed til at glemme alle de gode hændelser og i stedet svælge i erindringer, der er ”lige så behagelige at dvæle ved, som det ville være at få trukket pigtråd gennem tyndtarmen” (s. 55).

Stig Sæterbakken dyrkede det grimme, det beskidte og det onde. Hans essays udforsker moralens grænseland, og søger gerne at overskride det for med frygt og fryd at række ud efter det gyselige, der gemmer sig under overfladen. Når Sæterbakken er bedst, er teksterne ikke kun dystre, men også præget af en særlig intensitet og fyldt med citerbare formuleringer – heriblandt et udsagn, som jeg har tænkt på utallige gange siden jeg læste bogen på originalsproget: ”Det at have været barn er vores store sorg her i livet. Vi går jo rundt og bærer på et dødt barn, helt indtil vi dør” (s. 45).

Sæterbakken forstod selv sit oprør med den gængse moral som en måde at slippe ud af fastlåste forestillinger og åbne verden på, men der er en fare for, at det fører til akkurat det modsatte. At teksterne – i alle deres forsøg på at afdække det falske og åbenbare altings grusomme meningsløshed –  bliver forudsigelige. For det, der skal føre til friere og vildere tanker, viser sig at føre det samme sted hen hver eneste gang. I afsnittet om skilsmisse spørger han således, om det ikke er en fordel for børnene, hvis de så tidligt som muligt bliver forberedt på de skuffelser, der venter dem resten af livet:  ”Hvad vil gøre dem stærkere, smidigere, mere overlevelsesegnede i dagens samfund, end at blive gjort til kastebold i en bitter skilsmisse?”. Og det kan der da godt være en pointe i (særligt en retorisk en af slagsen), men stykket kulminerer i en sætningskaskade om at ”billedet er falsk”, at ”alt bare er spil for galleriet” (s. 15), som illustrerer en klassisk Sæterbakkensk tilbøjelighed til at overdrive. Når hans fikse og drilske udfordringer af moralen ikke kan drives længere, søger han at retfærdiggøre dem med henvisning til absolutter – og det gør det simpelthen for let at afvise ham. Sådanne alt og alle-argumenter får mig nemlig til at gå tilbage for at se, hvor langt, jeg egentlig kan følge hans tanker. Og hver gang viser det sig ikke at være så langt, som jeg først troede. Det er nemt at lade sig rive med et stykke tid, men de mange overdrivelser kan godt blive trættende i længden.

Det taler dog til Sæterbakkens fordel, at teksterne ikke falder fra hinanden selvom man læser dem så vrangvilligt, som han let får mig til at gøre. Og i dette korte udvalg er det trods alt den intense desillusion og dysterhed, der gør størst indtryk. Der, hvor jeg tænker, er der altid mørkt er en tung, trist, heftig, bombastisk og til tider temmelig frustrerende bog – og dermed fungerer den fortrinligt som introduktion til Sæterbakkens essayistiske forfatterskab.

*

Stig Sæterbakken

Der, hvor jeg tænker, er der altid mørkt (2017) [opr. 2012]

Oversat af Henrik Torjusen

Forlaget Sidste Århundrede

79 s.