14.01.2020

Vigdis Hjorth: Lærerindens sang


Efter de seneste års virak om den glimrende, måske/måske ikke-selvbiografiske Arv og miljø er norske Vigdis Hjorth nu klar med en ny roman. Lærerindens sang handler om den midaldrende Lotte Bøk, der underviser i dramatik på en kunsthøjskole. I sin fritid samler hun svampe i skoven eller hjælper sin datter i Australien med at forfatte sobre mails til eksmanden. En dag bliver hun kontaktet af den unge kunstelev Tage Bast. Som afgangsprojekt vil han lave en film, der undersøger forholdet mellem lærernes liv og undervisning. Lotte takker ja til at medvirke, og herefter ændrer hendes liv sig på en måde, hun ikke havde forestillet sig. Tilstedeværelsen af Tage og hans kamera skaber nemlig et ydre blik på hendes bevægelser, hendes hjem og ikke mindst hendes arbejde. Blikket – alene tanken om det – rokker ved Lottes selvforståelse. For hvad nu, hvis det ikke er hendes elever, der er uengagerede, men hende, der er en dårlig lærer?




Lærerindens sang stiller interessante spørgsmål om, hvordan vi skaber vores selvbillede, og om angsten for at udforske og udfordre det. Men trods det – og gennemgangene af Bertolt Brechts teaterstykker, der virkelig gav mig lyst til selv at læse dem – kommer romanen ikke helt i mål. Vi får et dybdegående kendskab til Lottes tankeverden, men de øvrige karakterer forbliver vage. Særligt Tage er mærkeligt underudviklet, når nu han rent faktisk er så væsentligt en del af handlingen. Idéen er god, men Hjorth gør rigtig ikke noget overraskende med den. Filmprojektet går lige så galt som forventet, og når der endelig sker noget andet på de sidste 40-50 sider, virker det både forceret og forhastet.

*
Vigdis Hjorth
Lærerindens sang
Oversat af Karen Fastrup
Turbine
218 sider