Susanne Christensen: Leonoras reise

Noget af det bedste ved litteraturen er, at den giver indblik i, hvordan andre tænker. Hvordan mening og problemer opstår for et andet menneske, på grund af netop deres særlige måde at anskue verden på. Jeg tror, min forkærlighed for essays skyldes, at netop den teksttype er en særligt generøs demonstration af en andens tænkning. I de bedste essays kan man både se, hvordan en idé tager form, hvordan den må justeres undervejs og hvordan den ændrer karakter i mødet med andre perspektiver.

Netop tankens bevægelser slår mig som noget helt centralt i Susanne Christensens skrift. Siden årtusindeskiftet har hun særligt i Norge været en markant og engageret formidler af litterære strømninger i både over- og undergrunden. Christensens essays og kritik handler ofte ikke kun om et bestemt værk, men også om de tråde, det trækker til andre værker og idéer. Hendes nye bog Leonoras reise handler om den britisk-fødte mexicanske kunstner Leonora Carrington, men den er langt fra en traditionel monografi eller kunstbog. Snarere er den et langt essay, der sætter Christensens version af Carrington i forbindelse med blandt andet klimaforandringer, sci-fi og kulturskribenters ringe arbejdsvilkår.

De mange forskellige emner knopskyder fra Christensens gennemgang af Carringtons tumultariske liv. Hun voksede op i den engelske overklasse, hvor hun aldrig fandt sig til rette. Som 20-årig mødte hun den tyske surrealist Max Ernst, og kort tid efter flyttede parret til Paris. Da anden verdenskrig brød ud, blev Ernst anholdt og Carrington flygtede til Spanien. Gennem deres netværk fik hendes forældre hende her indlagt på et psykiatrisk hospital. Da hun endelig blev udskrevet, genoptog hun kontakten til Max Ernst og tilbragte nogle år i New York, hvor hun var en del af kunstsamleren Petty Guggenheims omgangskreds. Herefter flyttede hun til Mexico City, hvor hun boede og arbejdede indtil sin død i 2011.

Susanne Christensens foregående bog, En punkbønn, skildrede musikalske og aktivistiske fællesskaber, og fællesskabet er også et gennemgående motiv i Leonoras reise. Hun skriver om Carringtons fællesskab med de andre surrealister og om hendes mexicanske vennegruppe af kunstnere som Remedios Varo og Octavio Paz. Men Christensen skriver også om sit venskab med andre freelance-kulturarbejdere, samt om sine møder med andre såkaldte ’leonoraheads’. Den lille gruppe af Carrington-forskere omtales sågar et sted som »en god og klok tverrnasjonal familie« (s. 147). Endelig er der menneskets fællesskab med andre arter, som Christensen reflekterer over i et intermezzo om den amerikanske teoretiker Donna Haraway.

Jeg opfatter bogens form som en videreførelse af netop dette. Christensen veksler mellem essayistik, citater og rejseberetning. Et helt kapitel overlader scenen til forskeren Gloria Orensteins monolog om sine møder med Carrington. Nok er det Christensen, der skriver, men hun gør det ved at indoptage andre stemmer og perspektiver. Og på samme måde er Leonora Carrington ikke bogens hovedperson, men dens omdrejningspunkt. På et tidspunkt fører en bemærkning om Carrington som en slags alien til en lang digression, der går fra sci-fi-filmene Nærkontakt af tredje grad og Arrival til tanker om en dokumentar om havet og korallers død, som ender ved kulturarbejdere, der begår selvmord. Alt sammen i løbet af ganske få sider.

I det ligger der et verdens- og menneskesyn, og dermed selvfølgelig også et litteratursyn. Det bliver særligt tydeligt i en passage, hvor følgende kritik af norsk samtidslitteratur lægges i munden på Carrington: »Alle de selvgode romanforfatterne, de legger seg lavt i landskapet og kverner løs om menneskelige banaliteter. Tenk om leserne fikk en grenseoverskridende idé i kaffekoppen, det ville uten tvil gå fullstendig galt. Det er en implisitt undervurdering av såkalte vanlige folk som foregår« (s. 155).

Ligesom forsøget på at tyde rumvæsenernes sætninger i Arrival kræver, at vi anskuer vores eget sprog på en ny måde, kan mødet med surrealistisk kunst få os til at se helt anderledes på vores virkelighed og måden, vi konstruerer den på. Spørgsmålet om, hvordan vi møder noget fremmed, er fundamentet og retningen for en anmelders praksis, og således bliver det meste alligevel bundet perspektivrigt sammen. Christensens tænkning er vild og idiosynkratisk, og derfor er Leonoras reise også netop dét. Som en måde at danne fællesskaber og åbne verden på er den værd at lade sig inspirere af. Som kunstformidling er den vidende, engageret og helt sin egen.

*

Susanne Christensen

Leonoras reise

Forlaget Oktober

196 s.

Karl Ove Knausgård: Fuglene under himmelen

Næsten uanset hvad Karl Ove Knausgård foretager sig, bliver det en nyhed i kulturspalterne. Dette forårs store sensation var, at nordmanden for første gang længe har skrevet noget, der kan betegnes som fiktion. At stort set samme nyhed kunne læses for et par år siden, da Knausgård udgav Om sommeren, hvor han i et afsnit lever sig ind i en ældres kvindes historie, siger noget om kulturjournalistikkens mangel på hukommelse.

Fuglene under himmelen danner udgangspunkt for en moderne teateropsætning af Henrik Ibens Peer Gynt, men udgives også som en lille bog med fotografier af engelske Stephen Gill. Novellen handler om en kvinde, der er flyttet tilbage til sit barndomshjem for at passe sin syge mor. Hendes 20-årige datter kommer på besøg for at få læsero til sine eksamener, men bruger det meste af tiden på at være indesluttet og gå lange ture. Kvinden befinder sig i en mellemposition med moderen til den ene side og datteren til den anden. Hun forsøger at hjælpe dem begge, men formår ikke at leve op til sine egne krav, og da en af dem kommer ud for en ulykke, spidser situationen endnu mere til.

 Fortællingen sammenvæves med storladne og grænsende til romantiske naturbeskrivelser: »Jeg så over mot fjellet på den andre siden. Refleksen fra det lave, rødlige sollyset fikk det til å se ut som om det brant langs kanten. Holmene som sett herfra tilsynelatende lå rett under den stupbratte fjellveggen, men som i virkeligheten befant seg flere hundre meter unna den, sendte også lyset tilbake, svakt glødende over den blåsvarte vannflaten« (s. 54). Ikke overraskende fylder fugle også en hel del i disse beskrivelser. Bogens titel henviser til Kierkegaards tekst om, hvad vi kan lære af »Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen«. I stedet for som mennesket at gøre modstand mod verden ved at bekymre sig om for- og fremtid, hengiver fuglen sig til den ved at leve i nuet. Derfor viser den for Knausgårds fortæller vejen ind i Guds rige. Men er det overhovedet muligt for mennesket at give slip på sit eget lille perspektiv?

Det spørgsmål stiller teksten, men den lykkes ikke helt med at kombinere kvindernes liv med Kierkegaards tanker og en tung fuglesymbolik. Fuglene under himmelen er ikke ligefrem banebrydende, og den virker heller ikke brændende nødvendig. Alligevel er den værd at læse for de fine naturbeskrivelser, samt ikke mindst den særegne stemning af, at noget urovækkende ligger og ulmer under overfladen. Her vil jeg særligt fremhæve fortællerens gamle mor, der næsten ikke har nogen stemme længere og stadig rummer et stort følelsesliv, som hendes krop kun undtagelsesvist lykkes med at udtrykke. Portrættet af hende var det, der gjorde størst indtryk på mig i bogen.

*

Karl Ove Knausgård

Fuglene under himmelen

Forlaget Oktober

62 s.

Johan Harstad: Max, Mischa & Tet-offensiven

Det er altid særligt at læse virkelig lange romaner. Uanset om den strækkes ud over mange uger eller foregår i en hektisk rus, går læsningen fra at være en oplevelse til at blive en tilstand. Korte bøger kan læses når som helst, og derfor husker jeg sjældent hvor og hvornår, jeg læste dem, mens de mange timer, det tog at læse Lykke-Per eller Krig og fred, greb ind i hverdagen i så høj grad, at skellet mellem liv og litteratur blev kunstigt: Selvom det, der skete i mit liv, ikke havde noget med bøgernes indhold at gøre, er de alligevel tæt forbundne. Med sine 1066 sider må Johan Harstads Max, Mischa & Tet-offensiven siges at tilhøre denne kategori, men når jeg føler mig sikker på, at jeg også vil huske den på en særlig måde, er det ikke kun fordi jeg har tilbragt så mange timer i dens selskab de seneste dage – det er også fordi den er dybt betagende.

Romanen handler om norske Max Hansen, der som barn emigrerede til USA med sin familie. Nu er han en succesfuld og søvnløs teaterinstruktør, som turnerer landet rundt med forestillingen Better Worlds Through Weyland-Yutani. Efter at have redegjort for sit dramatikervirke med en desillusion, der er Michel Houellebecq værdig, fortæller Max om sine barndomsår i Norge, om flytningen til USA, samt ikke mindst om hans venskab med Mordecai og hans forhold til den syv år ældre billedkunstner Mischa.

Med jævne mellemrum afbrydes handlingen for at fortælle historien om hvordan Max’ onkel Ove blev til Owen (han rejste til USA for at blive jazzmusiker, men endte med frivilligt at deltage i Vietnam-krigen for at opnå statsborgerskab). Det siger sig selv, at alle murstensromaner kunne tåle at få strøget nogle sider hist og her, og hos Harstad er det kapitlerne om Owen, der skiller sig negativt ud. Selvom der afgjort er både medrivende og væsentlige afsnit her, må jeg indrømme, at jeg aldrig helt forstår, hvorfor romanen tror, at Owen er så umådeligt interessant. Hans liv er bestemt ikke uden modgang, men han har en tendens til med nærmest Forest Gump-agtig tilfældighed at møde de rigtige mennesker på belejlige tidspunkter, og mysteriet om hvorfor han afbrød al kontakt med sin norske familie viser sig at være ganske uspektakulært.

Owens historie fylder omtrent det samme som en almindelig roman, og alligevel trækker den bemærkelsesværdigt lidt ned i min overordnede bedømmelse af Harstads bog. En del af forklaringen skal sikkert findes i den åbenlyse fortælleglæde, der lyser ud af de mange digressioner og drilske parodier på kunstkatalogtekster, men langt vigtigere er det, at romanen samtidig er afsindigt god til at beskrive forskellige slags relationer. Uanset om det handler om Max og Mordecai, der sniger sig ud i verden med øl i tasken, om forholdet til deres barske dramalærer Wohlman, der lærer dem »fagets ensomhed«, eller om Max’ svimlende forelskelse i Mischa, fremstår det både unikt, genkendeligt og rørende – endda i en sådan grad, at jeg måtte udskyde at læse en længe ventet afskedsscene mellem to af personerne, fordi jeg ikke kunne bære, at de måtte skilles.

Lige så rørende er beskrivelsen af Max’ barndom i Norge – både når han leger krig med sine kammerater, når han sniger sig til at se Apocalypse Now i kælderen og når han modvilligt må tage afsked med sine bedste venner Stig og Andri fordi familien rykker til Long Island. Harstads portræt af Stavanger som et barndommens mikrokosmos er så utroligt fin, både når det kommer til børnenes fællesskaber, til nabokonventioner og til skildringen af hverdagen alene med mødrene, mens fædrene arbejder på boreplatforme i Nordsøen. Samtidig viser han hvordan barndommens venskaber er baseret på lighed og enighed, mens ungdommens venskab er baseret på forskelle, på udveksling og diskussion. Det er således også en roman om at opleve verden åbne sig gennem mødet med andre mennesker.

Ifølge omslaget handler bogen om spørgsmålet »Hvor længe kan man blive væk, før det er for sent at tage hjem?«, og det er klart at dette emne spiller en rolle for romanens rodløse karakterer, der har svært ved at slippe af med deres ensomhed. Men for mig at se er det i endnu højere grad en roman om at sige farvel. Max’ beskrivelse af lejligheden, han og Mischa flytter ind i, fører umærkeligt over i en bemærkning om, hvordan den ser ud, når de flytter ud af den igen, og denne bevægelse findes i utallige variationer bogen igennem. I ethvert møde klinger afskeden med; i enhver lykke skurrer tanken om, at den kun er midlertidig. Skilsmisser, dødsfald, opbrud og langsom fremmedgørelse udgør romanens søjler – alligevel er den alt andet end nedslående. En så omfattende bog kan ikke ydes retfærdighed i denne lille tekst; lad mig derfor blot afslutningsvist sige, at den fortjener alle de læsere, den kan få. Max, Mischa & Tet-offensiven er simpelthen noget af det mest vidunderlige, jeg længe har læst.

Johan Harstad

Max, Mischa & Tet-offensiven

Oversat af Nete Harsberg og Lea Carlsen Ejsing

C&K Forlag

1066 s.