Karl Ove Knausgård: Fuglene under himmelen

Næsten uanset hvad Karl Ove Knausgård foretager sig, bliver det en nyhed i kulturspalterne. Dette forårs store sensation var, at nordmanden for første gang længe har skrevet noget, der kan betegnes som fiktion. At stort set samme nyhed kunne læses for et par år siden, da Knausgård udgav Om sommeren, hvor han i et afsnit lever sig ind i en ældres kvindes historie, siger noget om kulturjournalistikkens mangel på hukommelse.

Fuglene under himmelen danner udgangspunkt for en moderne teateropsætning af Henrik Ibens Peer Gynt, men udgives også som en lille bog med fotografier af engelske Stephen Gill. Novellen handler om en kvinde, der er flyttet tilbage til sit barndomshjem for at passe sin syge mor. Hendes 20-årige datter kommer på besøg for at få læsero til sine eksamener, men bruger det meste af tiden på at være indesluttet og gå lange ture. Kvinden befinder sig i en mellemposition med moderen til den ene side og datteren til den anden. Hun forsøger at hjælpe dem begge, men formår ikke at leve op til sine egne krav, og da en af dem kommer ud for en ulykke, spidser situationen endnu mere til.

 Fortællingen sammenvæves med storladne og grænsende til romantiske naturbeskrivelser: »Jeg så over mot fjellet på den andre siden. Refleksen fra det lave, rødlige sollyset fikk det til å se ut som om det brant langs kanten. Holmene som sett herfra tilsynelatende lå rett under den stupbratte fjellveggen, men som i virkeligheten befant seg flere hundre meter unna den, sendte også lyset tilbake, svakt glødende over den blåsvarte vannflaten« (s. 54). Ikke overraskende fylder fugle også en hel del i disse beskrivelser. Bogens titel henviser til Kierkegaards tekst om, hvad vi kan lære af »Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen«. I stedet for som mennesket at gøre modstand mod verden ved at bekymre sig om for- og fremtid, hengiver fuglen sig til den ved at leve i nuet. Derfor viser den for Knausgårds fortæller vejen ind i Guds rige. Men er det overhovedet muligt for mennesket at give slip på sit eget lille perspektiv?

Det spørgsmål stiller teksten, men den lykkes ikke helt med at kombinere kvindernes liv med Kierkegaards tanker og en tung fuglesymbolik. Fuglene under himmelen er ikke ligefrem banebrydende, og den virker heller ikke brændende nødvendig. Alligevel er den værd at læse for de fine naturbeskrivelser, samt ikke mindst den særegne stemning af, at noget urovækkende ligger og ulmer under overfladen. Her vil jeg særligt fremhæve fortællerens gamle mor, der næsten ikke har nogen stemme længere og stadig rummer et stort følelsesliv, som hendes krop kun undtagelsesvist lykkes med at udtrykke. Portrættet af hende var det, der gjorde størst indtryk på mig i bogen.

*

Karl Ove Knausgård

Fuglene under himmelen

Forlaget Oktober

62 s.