Mona Høvring – Noget der hjælper

Efter de to første bøger, digtsamlingerne IIK!! Ein dialog og Ensomme badedager og andre dikt, udgav Mona Høvring i 2004 romanen Noe som hjelper. I slutningen af 2016 udkom bogen som den første på Forlaget LESEN, i forfatteren Ditte Holms Bros oversættelse.

Noget der hjælper handler om Laura, der bor sammen med sin far. Hendes mor er død, hendes bror er rejst væk for at studere, og hendes bedste veninde Marie er flyttet til en anden by sammen med sin mor. Faren er ofte på havet for at arbejde, og derfor er Laura overladt til sig selv en stor del af tiden. En dag møder hun den midaldrende Vivian Koller, som netop har åbnet en frisørsalon i byen. Laura tager med Vivian på badehotel, hvor de dyrker sex. Senere møder Laura en ung mand, som hun på trods af en indledningsvis modvilje ender med at blive kæreste med. Dette simple handlingsforløb er fundamentet for historien om Lauras ”seksuelle opvågnen”, som det hedder på bagsideteksten.

Selvom persongalleriet ikke er synderligt stort, og romanen foregår på et ret begrænset geografisk område, føles den aldrig lille; ved hjælp af nogle få skarpt skrevne scener og en række suggestive billeder formår Høvring at opbygge et univers, der virker sammenhængende, konsekvent og dragende. Jeg er ret begejstret for Høvrings enkle præcision i beskrivelser som ”Bordene var dækket med kridhvide duge, kandelabre og høje, skinnende glas, på tallerknerne knejsede stive stofservietter, omfavnet, sammenholdt af brede mavebælter i sølv, og i loftet hang tunge prismelysekroner” (s. 82), hvor konsonanternes gentagne hårdhed ligesom forstærker indtrykket af det sirligt dækkede bord.

Lige så præcist – men helt anderledes abstrakt – er skildringen af, hvordan Laura opdager sit eget begær. Da Laura opdager sin brors pornoblade, giver hun sig med barnagtig entusiasme og kejtethed til at kopiere de nøgne kroppe over på madpapir. Efterfølgende er hun tæt på at støde ind i en ung mand i svømmehallen:

Han skød pludselig op af vandet, greb fat i trappegelænderet og trak sig op. Det glinsede på de kraftige overarme, vandet fossede af ham og så gled bukserne ned. Han grinte lidt, trak bukserne op, og gik mod badet som om intet var hændt. Jeg drømte om episoden flere nætter i træk. Hver gang var det den samme drøm. Manden kom ind på mit værelse og trak badebukserne ned, bevægelserne var langsomme, han gav sig god tid.

(s. 35)

Disse glimt – som også inkluderer skildringen af den uvante og brændende fryd ved at blive sæbet ind af veninden Marias mor under bruseren – tegner et interessant og rammende portræt af den kraft, som seksualitetens første åbninger mod omverdenen kan have, inden den vel at mærke samler sig og bliver til et genkendeligt og velbevandret begær.

Mens jeg læste bogen, tænkte jeg en del på Caroline Albertine Minors debut Pura vida (2013). Både Minors hovedperson Victoria og Høvrings ditto Laura har en tendens til at dagdrømme og til lettere katastrofefikseret tænkning, de oplever fysisk ubehag og har i det hele taget et uafklaret forhold til deres egen krop, og i begge bøger har jeg fornemmelsen af, at næsten hver gang to personer møder hinanden, er der en mulighed for at de dyrker sex. Ikke fordi romanerne er proppet med sexscener, men mere fordi det begær, de fremskriver, er årvågent uden at det nødvendigvis kommer til udtryk. Minors roman læses typisk som et portræt af en generations rast- og rodløshed, men den kan også læses som historien om hvordan en ung kvinde forsøger at finde sin egen plads i en seksuel (og seksualiseret) verden: Victoria gennemlever en serie af ret klassiske fantasier, såsom at dyrke sex med en fremmed tjener i et eksotisk land, at lade sig overtale til at smide tøjet af en professionel fotograf, at blive forført af en dannet ældre mand, og så videre. Lauras seksuelle vækkelse er mindre seriel, den virker mere tilfældig og adspredt, og et sted karakteriserer hun da det også selv som ”et begær helt uden længsel” (s. 89).

Uden at have tænkt tanken til ende, vil jeg nævne, at det også er muligt at læse det som om Lauras begær ikke primært er seksuelt, men et udtryk for en mere generel længsel efter nærhed. Jeg gætter på, at denne indskydelse stammer fra, at både moderen og seksualiteten er knyttet til romanens vel nok mest markante motiv, nemlig vand: Moderen lærer hende at svømme; svømmehallen bliver via en anden mor scenen for en af Lauras første seksuelle oplevelser; moderen begår selvmord ved at drukne sig i havet – og foruden disse skelsættende begivenheder, er der mange mindre eksempler, som gør, at vandet hele tiden er nærværende i romanen. For eksempel foregår faderens arbejder som nævnt på havet, genboerne Andreas og Johanna hyrer Laura til at vande deres blomster mens de er på ferie, og første gang Laura ser sin kommende kæreste, befinder han sig i vandet.

Det er, som om vandmotivet både tætner og udvider romanen, fordi det på den ene side sammenkæder forskellige elementer i Lauras liv, mens det på den anden side ikke fungerer som et symbol med en bestemt betydning, der kan afkodes, men snarere forbliver fluktuerende i sin suggestive kraft.

Med få personer og elementer skaber Høvring en gribende fortælling, som understøttes fint af de mange beskrivelser og iagttagelser, der er utroligt fint og sensibelt fordansket af Ditte Holm Bro. Der er al mulig grund til at tage godt imod ikke kun Høvrings forfatterskab på dansk, men også Forlaget LESEN, som efter sigende har flere interessante udgivelser på vej, heriblandt også en række norske forfattere.

*

Mona Høvring

Noget der hjælper (2016)

Oversat af Ditte Holm Bro

Forlaget LESEN

131 s.

Vigdis Hjorth – Arv og miljø

Efterårets store litterære debat i Norge har handlet om den såkaldte virkelighedslitteratur, og særligt om, hvor grænsen går for, hvad forfattere kan tillade sig at skrive om virkelige personer. Anledningen til debatten var udgivelsen af Vigdis Hjorths roman Arv og miljø, som handler om fire søskendes forsøg på at dele arven efter deres forældre (der vel at mærke stadig lever, da striden begynder). To af dem (Astrid og Åsa) har et godt forhold til forældrene, mens de to andre (Bård og Bergljot) har brudt forbindelsen til familien. Stridens omdrejningspunkt er forældrenes to hytter ved Hvaler, som de vil sælge til Åsa og Astrid til langt under markedsprisen, på trods af, at de tidligere har lovet børnene, at arven skulle fordeles ligeligt mellem dem. Midt i denne strid dør faderen, hvilket kun gør tingene værre: Det viser sig nemlig, at Bergljots begrundelse for at ikke at se familien er, at de ikke vil anerkende, at han udsatte hende for seksuelle overgreb da hun var barn.

Romanen skildrer hendes forsøg på at navigere mellem de mange forskellige følelser og interesser. Selvom hun insisterer på sin egen historie, er Bergljot hele tiden i tvivl om, hvordan hun skal forholde sig til familiemedlemmerne. Det meste bliver analyseret og endevendt gentagne gange, hvilket rent stilistisk fører til mange gentagelser – eller måske snarere: tilbagevenden til de samme emner, men med bittesmå forskydninger – og spørgsmål: ”Hvordan skulle mor handle hvis far innrømmet? Svimlende, svimlende. Snakke ut med far og innkalle til et møte med meg? Så vi kunne snakke alvorlig og ærlig om det alle tre, hele trekanten? Kunne de fortsette å være gift da? Kunne jeg fortsette å se dem da? Og de andre, skulle det snakkes åpent og ærlig om med Bård og Astrid og Åsa? Og var det ikke ulovlig, måtte det meldes til politiet?” (s. 239).

Familiemedlemmerne forstår tilsyneladende aldrig helt, hvad problemet er for Bergljot, idet de flere gange forsøger at genetablere kontakten til hende i håb om, at hun bare kan glemme det, der er sket. Arv og miljø er således en bog om ikke at føle sig set. Både Bård, Bergljot og hendes datter Tale giver udtryk for, at den anden del af familien ikke anerkender dem og deres oplevelser. På overfladen er opgøret måske økonomisk, men i sin rod er det moralsk. Og selvom Astrid forsøger at mægle mellem parterne, anklager moderen Bergljot for at lyve om overgrebet for at gøre sig interessant, hvilket selvsagt umuliggør at de nogensinde når hinanden. For som Bergljot siger, kan forsoning kun ske, når alle parter får lov at fortælle deres historie (s. 197).

Selvom der dukker uventede breve og oplysninger op, som i en anden slags roman kunne have ført til ændringer i konflikten, er det, som om Arv og miljø bare graver sig dybere og dybere ned i den elendighed, som er til stede fra begyndelsen. Undervejs har jeg flere gange tænkt på August Strindbergs En dåres forsvarstale. På trods af, at der er stor forskel mellem de to bøger, forekommer der mig alligevel at være fællestræk i måden, fortællerne retfærdiggør deres egne tanker og handlinger på og medtager alle mellemregningerne, samtidig med at de andre personer tillægges alle mulige motiver, som passer perfekt ind i jegets fortælling. Bergljots tanker er ofte præget af en voldsom vrede, men der er dog også steder, hvor hendes vrængen kammer over og grænser op til det humoristiske: ”Fordi voldtekt av barn er ekstremt alvorlig, må slike påstander behandles med stort alvor, skrev hun, formelt og på armlengdes avstand som for å påpeke for meg hvor alvorlige mine påstander var, i tilfelle jeg ikke hadde tenkt på det. Brukte alvor og alvorlig i samme setning, så alvorlig tok hun det, med stort alvor” (s. 320). Hvor Strindberg er uomtvisteligt forrykt og paranoid, så er det sværere at have en entydig holdning til Bergljot. Den tragiske overgrebshistorie vækker selvsagt sympati, og familiens manglende evne eller vilje til at forstå hende, er frustrerende at overvære. Men hun udviser også en bemærkelsesværdig mangel på selverkendelse på visse områder, som når hun tørrer sine børn af på bedsteforældrene, og ligesom bytter børnenes samvær med dem for selv at kunne få en pause fra den konflikt, hun har med dem. På den ene side er jeg tilbøjelig til at gå med på hendes mange motivanalyser, men på den anden side er der noget ubehageligt ved hendes skråsikkerhed, eksempelvis når hun ligefrem forestiller sig dialogen mellem familiemedlemmerne:

[Astrid] hadde tenkt mye på det, skrev hun, ikke fortiet det, men snakket mye om det, men med hvem? Fagfolk? Støttesenteret for incest? Nei, med mannen sin og Åsa som delte hennes interesser og med mor hvis hele liv ville framstå som dumt og skammelig hvis det jeg sa var sant. Hvordan lød samtalen om dette dem mellom?

Mor: Kan det ha skjedd? Vi hadde jo et så åpent hus. 

Ingen sa noen gang noe til meg.

Åsa: Hun hadde jo tre barn da dette kom fram, hun kan ikke ha hatt fysiske skader, da ville vel en lege reagert.

Astrid: Jeg kan ikke huske at hun sa noe om det eller at hun hadde det vondt. Det var ingen som nevnte noe om noe slikt.

Mor: Jeg tror ikke det kan ha skjedd. Far var ikke sånn.

Åsa: Nei, det tror ikke jeg heller.

Astrid: Nei, det virker ikke sannsynlig.

(s. 323)

Samtidig får Bergljot også flere gange ondt af sin far, men kun indtil hun minder sig selv om, at ”den faren jeg følte medlidenhet med ikke var far, men forestillingen far, arketypen far, myten far, den tapte faren min” (s. 67). Der er ingen tvivl om, hvem der er skurkene i fortællingen, men heller ikke ofret er uden fejl og usympatiske træk, og Hjorth balancerer disse spændinger på imponerende vis.

Det virker meget nøgleromanagtigt at en af romanens karakterer, en digter, hedder ”Anton Vindskev” – det er for fjollet i forhold til tonen i resten af bogen, så jeg gætter på, at det er en intern morsomhed – men jeg ved simpelthen for lidt om Vigdis Hjorths liv og værk til at jeg ville have opfattet romanen som selvbiografisk, hvis det altså ikke havde været for den heftige debat i Norge (og navnlig i Aftenposten). Jeg må ærligt indrømme, at det ikke er vigtigt for mig om bogen er baseret på forfatterens egne oplevelser; derfor har jeg heller ikke tænkt mig at gå dybere ind i de etiske problemstillinger her. Ønsker man at læse en perspektivrig anmeldelse, der opfatter bogen som selvbiografisk og forholder sig til debatten i Norge, vil jeg henvise til Arne Borges tekst fra Vagant, som kan læses her: http://www.vagant.no/noen-ganger-er-det-for-sent/

For mig er det mere vigtigt, at Hjorth har skrevet en bog om de mekanismer, som omgivelserne bruger for at forhindre nogen i at bryde tabu. Arv og miljø er gennemsyret af jalousi, fortvivlelse og nærmest alle andre tænkelige varianter af forsmåede følelser. Det er en stærk og medrivende historie, som fortjener at blive læst og diskuteret.

*

Vigdis Hjorth

Arv og miljø (2016)

Cappelen Damm

343 s.

Ingvild Lothe – Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt

I 2015 udgav Ingvild Lothe hæftet Litt lyst til å pule, litt lyst til å dø på AFV Press. Nu debuterer hun i bogform med digtsamlingen Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt, som er en slags portræt af en ung kvinde, der kæmper med at finde sig til rette i livet. Hun går i seng med mænd, hun ikke kan lide, ”streamer dårlige komedier på Netflix og blir dum i hodet” (s. 39) og drømmer om en fremtid med ”mann og barn og Volvo og hekk” (s. 51).

Disse beskrivelser af hendes hverdag suppleres af nedslag fra jegets opvækst: Fra barndommen til frustrationen over kroppens forandringer til de mislykkede forsøg på at udnytte ungpigekroppen til sin egen fordel. Der er ikke tale om en klassisk historie, hvor den voksne længes tilbage til barndommens idylliske uskyld, for selvom jeget ”savner å være åtte år og ikke ha ødelagt livet mitt” (s. 9), vidner beskrivelserne også om et hjem med fraværende forældre og en voldelig far (”når bølgene slår / er det med en ømhet / som ikke finnes i andre slag / som f eks når pappa slår mamma”). Samtidig beskrives det, hvordan hun helt siden barndommen har følt sig forkert; samlingen er fyldt med udtryk som ”feil”, ”uelsket”, ”umulig” og ”fremtidsløs”, og da jeget er blevet en ung kvinde, suppleres disse følelser af en konstant frygt for, at der også er noget alvorligt galt med hendes krop.

Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt er en bog om modstridende følelser. Jeg mindes ikke før at have læst en bog om et ungt menneske, som handler så meget om at være træt. På den ene side er hun urolig og rastløs, på den anden side er hun slidt:

Som liten elsket jeg å løpe.

Nå venter jeg på neste buss.

Jeg har energien til en olding,

allikevel sier folk: Du har hele livet foran deg.

                     

Men altså hva faen.

Det finnes grenser

for hvor mye et menneske

kan makte å legge bak seg.  

(s. 26)

Andetsteds hedder det med symptomatisk ambivalens: ”Jeg vender meg mot verden, jeg vender ryggen til” (s. 32). Den unge kvinde både vil og vil ikke livet, og hendes nerver slides tynde af alle de store og små spørgsmål, som hele tiden strømmer gennem hendes hoved (”Er jeg verdifull. / Burde jeg ta flere selfies” (s. 68)).

Denne tvivl manifesterer sig også i bogens tonefald. Selvom de fleste af digtene er korte, spænder de ofte over mange forskellige registre. Ingvild Lothe formår på imponerende vis at balancere klassiske lyriske linjer (”det er så mye tåke i barndommen min / hjemme er ingen hjemme / vi er barn som vokser i mørket” (s. 15)) og talesprog (”Jeg er sykt pen i utlandet” (s. 56)). Jeget er koket, urimelig og forkælet (”Noen har sendt meg blomster i gave / men ikke av sorten jeg foretrekker” (s. 42)), hun er apatisk og selvdestruktiv, og undervejs tænkte jeg flere gange, at det var underligt, at bogen ikke irriterede mig mere. Det havde den helt sikkert gjort, hvis disse træk kun havde været udtryk for overfladisk koketteri, men eftersom de også rummer en stor alvor og smerte, opstår der en helt speciel tone, som jeg ikke kan finde en præcis betegnelse for. Se for eksempel den vilde blanding af skrøbelighed, foragt og en selvironisk hvad-skal-jeg-ellers-stille-op-følelse i linjer som ”cumshot rett i fjeset / selvfølgelig ble jeg forbanna / så jeg tok meg til ansiktet / samlet spermen mellom fingrene / og med en teatralsk bevegelse / gned jeg hånda over panna hans / og hvisket simba” (s. 30).

Ingvild Lothe er beslægtet med forfattere som Caspar Eric, Sofie Diemer og Maja Mittag, og for dem, der er begejstrede for denne del af nyere dansk lyrik, er hendes bog et must have. Men der er også noget at komme efter for andre. Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt burde få en pris for årets bogtitel, for udover at være et af hverdagens store spørgsmål, illustrerer den også digtsamlingens bedste træk: Den selvfølgelige sammenskrivning af det urimelige, morsomme og sårbare, som gør

bogen både rørende og sært charmerende.

*

Ingvild Lothe

Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt (2016)

Kolon Forlag