16.01.2017

Mona Høvring – Noget der hjælper


Efter de to første bøger, digtsamlingerne IIK!! Ein dialog og Ensomme badedager og andre dikt, udgav Mona Høvring i 2004 romanen Noe som hjelper. I slutningen af 2016 udkom bogen som den første på Forlaget LESEN, i forfatteren Ditte Holms Bros oversættelse.
Noget der hjælper handler om Laura, der bor sammen med sin far. Hendes mor er død, hendes bror er rejst væk for at studere, og hendes bedste veninde Marie er flyttet til en anden by sammen med sin mor. Faren er ofte på havet for at arbejde, og derfor er Laura overladt til sig selv en stor del af tiden. En dag møder hun den midaldrende Vivian Koller, som netop har åbnet en frisørsalon i byen. Laura tager med Vivian på badehotel, hvor de dyrker sex. Senere møder Laura en ung mand, som hun på trods af en indledningsvis modvilje ender med at blive kæreste med. Dette simple handlingsforløb er fundamentet for historien om Lauras ”seksuelle opvågnen”, som det hedder på bagsideteksten.
Selvom persongalleriet ikke er synderligt stort, og romanen foregår på et ret begrænset geografisk område, føles den aldrig lille; ved hjælp af nogle få skarpt skrevne scener og en række suggestive billeder formår Høvring at opbygge et univers, der virker sammenhængende, konsekvent og dragende. Jeg er ret begejstret for Høvrings enkle præcision i beskrivelser som ”Bordene var dækket med kridhvide duge, kandelabre og høje, skinnende glas, på tallerknerne knejsede stive stofservietter, omfavnet, sammenholdt af brede mavebælter i sølv, og i loftet hang tunge prismelysekroner” (s. 82), hvor konsonanternes gentagne hårdhed ligesom forstærker indtrykket af det sirligt dækkede bord.

Lige så præcist – men helt anderledes abstrakt – er skildringen af, hvordan Laura opdager sit eget begær. Da Laura opdager sin brors pornoblade, giver hun sig med barnagtig entusiasme og kejtethed til at kopiere de nøgne kroppe over på madpapir. Efterfølgende er hun tæt på at støde ind i en ung mand i svømmehallen:

Han skød pludselig op af vandet, greb fat i trappegelænderet og trak sig op. Det glinsede på de kraftige overarme, vandet fossede af ham og så gled bukserne ned. Han grinte lidt, trak bukserne op, og gik mod badet som om intet var hændt. Jeg drømte om episoden flere nætter i træk. Hver gang var det den samme drøm. Manden kom ind på mit værelse og trak badebukserne ned, bevægelserne var langsomme, han gav sig god tid.
(s. 35)

Disse glimt – som også inkluderer skildringen af den uvante og brændende fryd ved at blive sæbet ind af veninden Marias mor under bruseren – tegner et interessant og rammende portræt af den kraft, som seksualitetens første åbninger mod omverdenen kan have, inden den vel at mærke samler sig og bliver til et genkendeligt og velbevandret begær.
Mens jeg læste bogen, tænkte jeg en del på Caroline Albertine Minors debut Pura vida (2013). Både Minors hovedperson Victoria og Høvrings ditto Laura har en tendens til at dagdrømme og til lettere katastrofefikseret tænkning, de oplever fysisk ubehag og har i det hele taget et uafklaret forhold til deres egen krop, og i begge bøger har jeg fornemmelsen af, at næsten hver gang to personer møder hinanden, er der en mulighed for at de dyrker sex. Ikke fordi romanerne er proppet med sexscener, men mere fordi det begær, de fremskriver, er årvågent uden at det nødvendigvis kommer til udtryk. Minors roman læses typisk som et portræt af en generations rast- og rodløshed, men den kan også læses som historien om hvordan en ung kvinde forsøger at finde sin egen plads i en seksuel (og seksualiseret) verden: Victoria gennemlever en serie af ret klassiske fantasier, såsom at dyrke sex med en fremmed tjener i et eksotisk land, at lade sig overtale til at smide tøjet af en professionel fotograf, at blive forført af en dannet ældre mand, og så videre. Lauras seksuelle vækkelse er mindre seriel, den virker mere tilfældig og adspredt, og et sted karakteriserer hun da det også selv som ”et begær helt uden længsel” (s. 89).

Uden at have tænkt tanken til ende, vil jeg nævne, at det også er muligt at læse det som om Lauras begær ikke primært er seksuelt, men et udtryk for en mere generel længsel efter nærhed. Jeg gætter på, at denne indskydelse stammer fra, at både moderen og seksualiteten er knyttet til romanens vel nok mest markante motiv, nemlig vand: Moderen lærer hende at svømme; svømmehallen bliver via en anden mor scenen for en af Lauras første seksuelle oplevelser; moderen begår selvmord ved at drukne sig i havet – og foruden disse skelsættende begivenheder, er der mange mindre eksempler, som gør, at vandet hele tiden er nærværende i romanen. For eksempel foregår faderens arbejder som nævnt på havet, genboerne Andreas og Johanna hyrer Laura til at vande deres blomster mens de er på ferie, og første gang Laura ser sin kommende kæreste, befinder han sig i vandet.
Det er, som om vandmotivet både tætner og udvider romanen, fordi det på den ene side sammenkæder forskellige elementer i Lauras liv, mens det på den anden side ikke fungerer som et symbol med en bestemt betydning, der kan afkodes, men snarere forbliver fluktuerende i sin suggestive kraft.














Med få personer og elementer skaber Høvring en gribende fortælling, som understøttes fint af de mange beskrivelser og iagttagelser, der er utroligt fint og sensibelt fordansket af Ditte Holm Bro. Der er al mulig grund til at tage godt imod ikke kun Høvrings forfatterskab på dansk, men også Forlaget LESEN, som efter sigende har flere interessante udgivelser på vej, heriblandt også en række norske forfattere.

*
Mona Høvring
Noget der hjælper (2016)
Oversat af Ditte Holm Bro
Forlaget LESEN
131 s.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar