Kyrre Andreassen – For øvrigt mener jeg at Karthago bør ødelægges

Et par dage efter jeg havde skrevet denne anmeldelse, læste jeg Henning Hagerups essay ”Den evinnelige kritikken” i antologien Samtale med et svin (Sissel Lie & Liv Nysted (red.), 1995). Hagerup skriver blandt andet om sin egen ungdommelige nedsabling af en af Jon Michelets romaner: ”Mens Roland Barthes i et optimistisk essay fra 1963 snakker begeistret om den såkalte ”immanente kritikerens” evne til å la seg forundre, har jeg i Michelet-anmeldelsen gitt et eklatant eksempel på evnen til å la seg fornærme” (s. 183). Selvom jeg har forsøgt at formulere min undren over Kyrre Andreassens roman, kan jeg ikke udelukke, at jeg også fremstår en kende fornærmet, men hvis anmeldelsen først og fremmest består af en masse udpegninger af problemer og irritationsmomenter, så falder det alligevel kun delvist tilbage på mig selv. Uanset om en bog er god eller dårlig, ønsker jeg mig altid at mødet med den fører til kritisk refleksion, og Andreassens bog er et godt eksempel på, hvor frustrerende det er, når en bog er dårlig på en så irriterende måde, at den på intet tidspunkt åbner for tanken, men snarere virker, som om den gør alt, hvad den kan for at lukke den ned.

På grund af en diskusprolaps må Krister Larsen stoppe som elektriker. I stedet får han job som underviser i norsk som andetsprog, selvom han ikke er kvalificeret til det. Derhjemme skændes han med sin kone Marianne, som mistænker ham for at være utro med den alternative behandler Yvonne, og deres søn Andreas indstilles til psykiatrisk udredning fordi han har slået et andet barn henne i skolen. Mens dette scenarie ændrer sig til det (lidt) værre, får vi Kristers livshistorie, iblandet digressioner om hans holdning til pædagogik, globalisering og andres udseende.

Krister forsøger som regel at løse sine problemer med vold eller aggressive tilsvininger, og når det ikke virker, har han en tendens til at flygte. Hans sprog er præget af talrige gentagelser – ”Når man har været gift i over femten år, ville det være et under, hvis der ikke opstod lidt slitage, og når der opstår slitage, er det tiltrængt med nye perspektiver. Det var derfor, vi tog den tur til Rom. For at få nye perspektiver. Vi havde det som blommen i Rom” (s. 7) – og er samtidig overlæsset med kække eller umotiveret hånlige udtryk, som når et solarie omtales som en ”svansegrill” (s. 80).

Krister er kongen af dårlige undskyldninger. Uanset hvad han får rodet sig ud i, er det altid de andres skyld: Når han igen har været voldelig, affejer han det med at det kun var nødvendigt fordi den anden startede, og da røntgenbillederne fra skadestuen viser svære skader, holder han fast i sin egen version af forløbet med henvisning til, at det er ”let at manipulere med billeder” (s. 223). Da han på et tidspunkt beder en af sine elever fra sprogskolen om at bygge en pergola hjemme hos ham og Marianne, begrunder han det med, at han bare vil ”gøre noget godt for et andet menneske” (s. 210). Igen og igen betoner han, at han ”bare vil være flink ved manden”, der skal hjælpe ham, samtidig med at han udpensler alle hans usselheder: Manden er irriterende, han griner på de forkerte tidspunkter, han ”burde befinde sig på psykiatrisk” (s. 212) og han både ligner og lugter som en grævling. Efterfølgende fører det til en anklage om sort arbejde, som Krister afviser ved at sige, at han aldrig havde tænkt sig at betale manden.

Et andet udpræget karaktertræk er hans altomfattende bedrevidenhed. Selv beskriver han sit forhold til andre således: ”I de blindes rige er den enøjede konge, men det hjælper ikke en skid, når de blinde nægter at indse, at kongen har et øje” (s. 193) og ”det er ikke mig, der er noget i vejen med, det er loven, det er samfundet” (s. 224). Når han hjælper andre, er det kun fordi han mener, at han er bedre kvalificeret til at løse deres problemer, end de selv er, og i øvrigt kunne han ”uforberedt møde op på universitetet og bestå den ene eksamen efter den anden i historie” (s. 53). Her er et længere, bedre og værre eksempel:

Jeg troede, der måtte være grænser for dumheden. Men Marianne har altid sagt, at Cathrine er lidt simpel. Marianne er ikke simpel, og jeg synes ikke, hun er dum, det synes jeg ikke, men hun er ikke så velorienteret, som jeg er, jeg har en bredere horisont. Jeg læser aviser, hører radio, det begyndte jeg på, da jeg kom i lære, jeg hører Nyhederne hver dag, debatprogrammer og dokumentarer fra morgen til aften. Marianne, Cathrine og Ole Petter er ikke interesserede i, hvad der rører sig i samfundet. De forstår ikke, hvad det at spise ost med tandstikkere egentlig handler om. Når de det ene øjeblik sidder snalrede på en terrasse i Drammen og drømmer sig væk til Frankrig og i næste øjeblik bare kan trykke på et par taster på en computer for at få det ønske opfyldt, så handler det om globalisering, men det forstår de ikke, de aner ikke, hvad globalisering er.

(s. 192)

Da For øvrigt mener jeg at Karthago bør ødelægges udkom i Norge, fik den positive anmeldelser og blev nomineret til Brageprisen. Jeg har meget svært ved at forstå hvorfor. Andreassens roman minder mig om andre romaner af Ola Bauer og Bjørn Arild Ersland. Trods deres indbyrdes forskelligheder arbejder disse bøger med ensomme mænd, som har en uheldig tendens til ikke kun at være utroligt stædige, men også bedrevidende på en total måde. Og der er et eller andet ved den type fortæller, den form for bedrevidenhed, som går mig fuldstændig på nerverne. Mens jeg læser, leder jeg efter en måde at forholde mig til fortælleren på. Er bogen interesseret i at udstille, hvor irriterende denne mand er – eller vil den snarere at give mig et indblik i alle de tanker, der er bag den brovtende facade, i forsøget på at vække min sympati for et misforstået menneske? Hvis det første er tilfældet, lykkes Andreassen med sin mission allerede i løbet af romanens første kapitel, og i så fald undrer jeg mig over, hvorfor denne simple pointe skal strækkes til hele 330 sider. Men hvis det andet er tilfældet, og romanen altså prøver at få mig til at forstå Krister bedre, og måske endda vække min sympati for ham, så mislykkes den på alle punkter.

Problemet med romanen er ikke engang, at dens hovedperson er usympatisk og irriterende, for det kan der sagtens komme stor litteratur ud af. Problemet er, at den ikke har andet at byde på end en træls mand, der kæmper for at fremstille sig selv som helten i en ubetydelig historie. Ved bogens slutning er Krister lidt mere usympatisk end ved dens begyndelse; han forsikrer læseren om, at han ikke er voldelig, og så viser det sig efterhånden, at han faktisk ér voldelig, eller han siger, at han elsker sin kone og aldrig kunne finde på at være hende utro, hvorefter det viser sig at – ja, gæt selv. Problemet med at bygge en hel roman op om så simpel en bevægelse er, at det tidligt står klart, at Krister ikke bare er blottet for selvindsigt, men også dybt manipulerende, så når tingene viser sig at være værre, end han hidtil har påstået, bliver jeg ikke overrasket eller forarget. Jeg bliver bare bekræftet i noget, jeg allerede har fået vist og fortalt mange gange undervejs. Kristers karakteristik af andre hæver sig sjældent over fladpandede konstateringer: Folk er ”dumme, de er frække og dumme” (s. 70), og når voksne går rundt med cykelhjelm, ser det ”bare for idiotisk ud” (s. 14); uanset om han skildrer bureaukrater eller rockere, er beskrivelserne overfladiske og forudsigelige. Romanen er altså ikke synderligt rammende i sin personskildring og samfundskritik, og den er heller ikke hverken sjov, spændende eller hvad man nu ellers kunne have håbet på. Dertil er den simpelthen for ensporet og skæmmet af en fortæller, som er så nem at gennemskue – både når det kommer til hans manglende selvindsigt og hans lange, ligegyldige tirader om alt, hvad der er galt med folk. Når den i forvejen spinkle handling afbrydes af endnu en digression, kan man være helt sikker på, at dens primære formål er at parodiere, undergrave, udstille eller på anden måde tale grimt om andre. Lad os tage et sidste eksempel, om nødvendigt:

Der er intet, der lugter værre end nervøs sved, og pædagogerne var neurotikere alle som en. Det var lugten af angst og lugten af den tredje verden, lugten af alle mulige eksotiske krydderier fra kantinen nede i kælderen. Og bare for at nævne det, så er jeg ikke specielt følsom over for den slags. Jeg havde en lærling med hygiejneproblemer, da jeg arbejdede i Abicon. Der var også sved inde i billedet. Han kunne ikke bukke sig ned, uden at sveden sprang frem på hans pande, når han rettede sig op igen, og formentlig tørrede han sig ikke godt nok bagi, der var i hvert fald en duft hinsides det behagelige. Men det generede mig ikke.

(s. 242)

Det bliver så utroligt trættende i længden, at det kræver stor udholdenhed ikke bare at skimme og bladre og til sidst rejse sig og lade bogen dumpe ned et sted, hvor der forhåbentlig ikke er nogen, der finder den. For det meste er Kyrre Andreassens roman kedelig eller irriterende, og dens største præstation er sådan set, at den ofte i så høj grad formår at være begge dele på samme tid.

*

Kyrre Andreassen

For øvrigt mener jeg at Karthago bør ødelægges (2017) [opr. 2016]

Oversat af Rolf Stavnem

Gyldendal

330 s.