Et par dage efter jeg havde skrevet denne anmeldelse, læste jeg Henning Hagerups essay ”Den evinnelige kritikken” i antologien Samtale med et svin (Sissel Lie & Liv Nysted (red.), 1995). Hagerup skriver blandt andet om sin egen ungdommelige nedsabling af en af Jon Michelets romaner: ”Mens Roland Barthes i et optimistisk essay fra 1963 snakker begeistret om den såkalte ”immanente kritikerens” evne til å la seg forundre, har jeg i Michelet-anmeldelsen gitt et eklatant eksempel på evnen til å la seg fornærme” (s. 183). Selvom jeg har forsøgt at formulere min undren over Kyrre Andreassens roman, kan jeg ikke udelukke, at jeg også fremstår en kende fornærmet, men hvis anmeldelsen først og fremmest består af en masse udpegninger af problemer og irritationsmomenter, så falder det alligevel kun delvist tilbage på mig selv. Uanset om en bog er god eller dårlig, ønsker jeg mig altid at mødet med den fører til kritisk refleksion, og Andreassens bog er et godt eksempel på, hvor frustrerende det er, når en bog er dårlig på en så irriterende måde, at den på intet tidspunkt åbner for tanken, men snarere virker, som om den gør alt, hvad den kan for at lukke den ned.
På grund af en diskusprolaps må Krister Larsen stoppe som
elektriker. I stedet får han job som underviser i norsk som andetsprog, selvom
han ikke er kvalificeret til det. Derhjemme skændes han med sin kone Marianne,
som mistænker ham for at være utro med den alternative behandler Yvonne, og
deres søn Andreas indstilles til psykiatrisk udredning fordi han har slået et
andet barn henne i skolen. Mens dette scenarie ændrer sig til det (lidt) værre,
får vi Kristers livshistorie, iblandet digressioner om hans holdning til
pædagogik, globalisering og andres udseende.
Krister forsøger som regel at løse sine problemer med vold
eller aggressive tilsvininger, og når det ikke virker, har han en tendens til
at flygte. Hans sprog er præget af talrige gentagelser – ”Når man har været
gift i over femten år, ville det være et under, hvis der ikke opstod lidt
slitage, og når der opstår slitage, er det tiltrængt med nye perspektiver. Det
var derfor, vi tog den tur til Rom. For at få nye perspektiver. Vi havde det
som blommen i Rom” (s. 7) – og er samtidig overlæsset med kække eller
umotiveret hånlige udtryk, som når et solarie omtales som en ”svansegrill” (s.
80).
Krister er kongen af dårlige
undskyldninger. Uanset hvad han får rodet sig ud i, er det altid de andres
skyld: Når han igen har været voldelig, affejer han det med at det kun var
nødvendigt fordi den anden startede, og da røntgenbillederne fra skadestuen
viser svære skader, holder han fast i sin egen version af forløbet med
henvisning til, at det er ”let at manipulere med billeder” (s. 223). Da han på
et tidspunkt beder en af sine elever fra sprogskolen om at bygge en pergola
hjemme hos ham og Marianne, begrunder han det med, at han bare vil ”gøre noget
godt for et andet menneske” (s. 210). Igen og igen betoner han, at han ”bare
vil være flink ved manden”, der skal hjælpe ham, samtidig med at han udpensler
alle hans usselheder: Manden er irriterende, han griner på de forkerte
tidspunkter, han ”burde befinde sig på psykiatrisk” (s. 212) og han både ligner
og lugter som en grævling. Efterfølgende fører det til en anklage om sort
arbejde, som Krister afviser ved at sige, at han aldrig havde tænkt sig at
betale manden.
Et andet udpræget karaktertræk er
hans altomfattende bedrevidenhed. Selv beskriver han sit forhold til andre
således: ”I de blindes rige er den enøjede konge, men det hjælper ikke en skid,
når de blinde nægter at indse, at kongen har et øje” (s. 193) og ”det er ikke
mig, der er noget i vejen med, det er loven, det er samfundet” (s. 224). Når
han hjælper andre, er det kun fordi han mener, at han er bedre kvalificeret til
at løse deres problemer, end de selv er, og i øvrigt kunne han ”uforberedt møde
op på universitetet og bestå den ene eksamen efter den anden i historie” (s.
53). Her er et længere, bedre og værre eksempel:
Jeg troede, der måtte være grænser for
dumheden. Men Marianne har altid sagt, at Cathrine er lidt simpel. Marianne er
ikke simpel, og jeg synes ikke, hun er dum, det synes jeg ikke, men hun er ikke
så velorienteret, som jeg er, jeg har en bredere horisont. Jeg læser aviser,
hører radio, det begyndte jeg på, da jeg kom i lære, jeg hører Nyhederne hver
dag, debatprogrammer og dokumentarer fra morgen til aften. Marianne, Cathrine
og Ole Petter er ikke interesserede i, hvad der rører sig i samfundet. De
forstår ikke, hvad det at spise ost med tandstikkere egentlig handler om. Når
de det ene øjeblik sidder snalrede på en terrasse i Drammen og drømmer sig væk
til Frankrig og i næste øjeblik bare kan trykke på et par taster på en computer
for at få det ønske opfyldt, så handler det om globalisering, men det forstår
de ikke, de aner ikke, hvad globalisering er.
(s.
192)
Da For øvrigt mener
jeg at Karthago bør ødelægges udkom i Norge, fik den positive anmeldelser
og blev nomineret til Brageprisen. Jeg har meget svært ved
at forstå hvorfor. Andreassens roman minder mig om andre romaner af Ola Bauer
og Bjørn Arild Ersland. Trods deres indbyrdes forskelligheder arbejder disse
bøger med ensomme mænd, som har en uheldig tendens til ikke kun at være
utroligt stædige, men også bedrevidende på en total måde. Og der er et eller
andet ved den type fortæller, den form for bedrevidenhed, som går mig
fuldstændig på nerverne. Mens jeg læser, leder jeg efter en måde at forholde
mig til fortælleren på. Er bogen interesseret i at udstille, hvor irriterende
denne mand er – eller vil den snarere at give mig et indblik i alle de tanker,
der er bag den brovtende facade, i forsøget på at vække min sympati for et
misforstået menneske? Hvis det første er tilfældet, lykkes Andreassen med sin
mission allerede i løbet af romanens første kapitel, og i så fald undrer jeg
mig over, hvorfor denne simple pointe skal strækkes til hele 330 sider. Men
hvis det andet er tilfældet, og romanen altså prøver at få mig til at forstå
Krister bedre, og måske endda vække min sympati for ham, så mislykkes den på
alle punkter.
Problemet med romanen er ikke
engang, at dens hovedperson er usympatisk og irriterende, for det kan der
sagtens komme stor litteratur ud af. Problemet er, at den ikke har andet at
byde på end en træls mand, der kæmper for at fremstille sig selv som helten i
en ubetydelig historie. Ved bogens slutning er Krister lidt mere usympatisk end
ved dens begyndelse; han forsikrer læseren om, at han ikke er voldelig, og så
viser det sig efterhånden, at han faktisk ér voldelig, eller han siger, at han
elsker sin kone og aldrig kunne finde på at være hende utro, hvorefter det
viser sig at – ja, gæt selv. Problemet med at bygge en hel roman op om så
simpel en bevægelse er, at det tidligt står klart, at Krister ikke bare er
blottet for selvindsigt, men også dybt manipulerende, så når tingene viser sig
at være værre, end han hidtil har påstået, bliver jeg ikke overrasket eller
forarget. Jeg bliver bare bekræftet i noget, jeg allerede har fået vist og
fortalt mange gange undervejs. Kristers karakteristik af
andre hæver sig sjældent over fladpandede konstateringer: Folk er ”dumme, de er
frække og dumme” (s. 70), og når voksne går rundt med cykelhjelm, ser det ”bare
for idiotisk ud” (s. 14); uanset om han skildrer bureaukrater eller rockere, er
beskrivelserne overfladiske og forudsigelige. Romanen er altså ikke
synderligt rammende i sin personskildring og samfundskritik, og den er heller
ikke hverken sjov, spændende eller hvad man nu ellers kunne have håbet på. Dertil er den simpelthen for ensporet og skæmmet af en
fortæller, som er så nem at gennemskue – både når det kommer til hans manglende
selvindsigt og hans lange, ligegyldige tirader om alt, hvad der er galt med
folk. Når den i forvejen spinkle handling afbrydes af endnu en digression, kan
man være helt sikker på, at dens primære formål er at parodiere, undergrave, udstille
eller på anden måde tale grimt om andre. Lad os tage et sidste eksempel, om
nødvendigt:
Der er intet, der lugter værre end nervøs
sved, og pædagogerne var neurotikere alle som en. Det var lugten af angst og
lugten af den tredje verden, lugten af alle mulige eksotiske krydderier fra
kantinen nede i kælderen. Og bare for at nævne det, så er jeg ikke specielt
følsom over for den slags. Jeg havde en lærling med hygiejneproblemer, da jeg
arbejdede i Abicon. Der var også sved inde i billedet. Han kunne ikke bukke sig
ned, uden at sveden sprang frem på hans pande, når han rettede sig op igen, og
formentlig tørrede han sig ikke godt nok bagi, der var i hvert fald en duft
hinsides det behagelige. Men det generede mig ikke.
(s.
242)
Det bliver så
utroligt trættende i længden, at det kræver stor udholdenhed ikke bare at
skimme og bladre og til sidst rejse sig og lade bogen dumpe ned et sted, hvor
der forhåbentlig ikke er nogen, der finder den. For det meste er Kyrre
Andreassens roman kedelig eller irriterende, og dens største præstation er sådan
set, at den ofte i så høj grad formår at være begge dele på samme tid.
*
Kyrre Andreassen
For øvrigt mener jeg
at Karthago bør ødelægges (2017) [opr. 2016]
Oversat af Rolf Stavnem
Gyldendal
330 s.
