Mari Tveita Stagrim – Det jeg letter etter, finnes ikke her

Mari Tveita Stagrim debuterede i 2015 med novellesamlingen Alle nyanser av sinne. Hendes anden bog, romanen Det jeg letter etter, finnes ikke her, handler om venskabet mellem to navnløse teenagepiger. De mødes til svømning, går i skole sammen og ryger cigaretter i smug. Bogen foregår i en ligeledes unavngiven by, og mere specifikt i et ubehageligt ungdomsmiljø, der er præget af skilsmisser, selvskadende adfærd, overgreb og druk.

Åbningsteksten lyder i sin helhed: ”Jeg var et åpent barn, vendt mot verden. Skyerne dreiv over himmelen, bølgene slo mot svabergene. Barnet blir født med en forestilling om trygghet som en selvfølge. Verden bryter mot dette” (s. 9), og både det åbne og det at ”bryte mot” noget er gennemgående motiver i romanen. Lidt senere hedder det således om veninden: ”Du hadde så mange steder, så mange hjem du gikk inn og ut av, så mange dører du åpna, så mange hjerter du åpna, så mange mennesker du åpna” (s. 20). Jeget, derimod, er ikke åben på samme måde; det er, som om hun har svært ved at finde sin plads i tilværelsen som teenager. Du’et er en trettenårig med en voksenkrop, mens jeget er en trettenårig med blød mave og bumser; du’et er altid omgivet af andre (det vil sige: af drenge og mænd), mens jeget aldrig har haft en kæreste. ”Jeg var den søte, du var mer sexy”, som det hedder et sted (s. 53). Men som den første tekst også antyder, er det at være åben ikke udelukkende en god ting; det indebærer også at være udsat for med- og modmenneskers påvirkning.

Veninden bliver kæreste med den snart 18-årige Sjur, og de tre unge hænger meget ud hjemme hos Sjurs far Jan. Her bliver det tydeligt, at alt ikke er, som det burde være. Gulvet er fyldt med uåbnede breve, tomme flasker og cigaretpakker, og efterhånden tilbringer veninden mere og mere tid i kælderen sammen med Jan, når Sjur ikke er hjemme. Skildringen af det døsigt forrykte kælderliv er – ligesom resten af romanen – præcis og ubehagelig: ”Vi satt ved sida av hverandre i sofaen, tv-en sto på, sola steikte gjennom vinduet, støvet beveget seg i lyset, lyset la seg i striper over gulvet, svetten lå i panna, små, mørke flekker under armene, lukta av svette spredte seg og blanda seg med røylukta” (s. 19). Jeg ved ikke helt, hvad det er, der fungerer så godt ved Stagrims beskrivelser, for de er hverken udførlige eller spektakulære, til gengæld er de enkle og konkrete, detaljerne er enormt velvalgte. Der er noget feberagtigt ved beskrivelserne, som jeg ikke kan lokalisere på sætningsniveau, men som lægger sig over hele romanen og skaber en helt særligt knugende stemning af, at noget ubehageligt er ved at ske som om det var det mest naturlige og almindelige i verden. I den passage, jeg netop har citeret, er der en bemærkelsesværdig tyngde i den simple beskrivelse: Den stegende hede, støvet, røgen, sveden, det hele er så indestængt og sammenhvirvlet.

Romanen består af små afsnit, der aldrig fylder mere end en enkelt bogside. Normalt kan jeg godt have det svært med sådanne fragmenterede fortællinger, fordi de har en tendens til at udelade vigtige scener og detaljer og lade det være op til læseren at udfylde fortællingens tomrum med en hel masse betydning. Når jeg ikke har et problem med det her, skyldes det både at tekststykkerne akkurat hænger nok sammen til at det aldrig føles abrupt, og at måden, der bliver fortalt på, passer så godt til det, der bliver fortalt: Veninden er flygtig og båret af sin egen selvfølgelige og uforståelige logik; jeget føler sig ikke sikker på, hvor hun har hende: ”Jeg husker deg best i bilder. Som om jeg hele tida sto litt på utsida og så på det du gjorde. Som om jeg aldri var helt med, for jeg kan ikke huske noen følelser, jeg ser det bare for meg” (s. 87). De to piger finder liget af en kvinde, der har begået selvmord, Sjur bliver fjernet fra hjemmet, jeget bliver afhørt af politiet, da nogen melder Jan for at have et seksuelt forhold til du’et, og selvom bogen er et erindringsarbejde, bliver det hele fortalt så tæt på situationerne, at det ikke er til at afgøre, hvornår jeget er for ung til at forstå, hvad der sker, og hvornår hun vælger ikke at tage konsekvensen af det, hun ser.

Det jeg letter etter, finnes ikke her er en barsk skildring af, hvordan to unge piger finder og mister hinanden. Særligt nedslående bliver det fordi den enes forfald beskrives på en måde, der både virker uafvendelig og som om det kunne (og ikke mindst burde) have været undgået. Jeg tror det er den dynamik, der trods bogens enkelhed og sparsomme handlingsforløb, gør det til en intens og medrivende læseoplevelse.

*

Mari Tveita Stagrim

Det jeg letter etter, finnes ikke her (2017)

Kolon Forlag

96 s.