Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har læst en bog, hvor
tvivlen iscenesættes på samme måde som i Kjærlighetstapene.
Mange af bogens udsagn virker kategoriske, hvis man læser dem isoleret, men i
løbet af bogen støder man på andre udsagn, som nuancerer de foregående og er
formuleret lige så kategorisk. Der er altså både hvad man kan kalde en
øjeblikkelig paradoksalitet, hvor den enkelte aforisme er bygget
kontradiktorisk op, men der er også en slags paradoksalitet over tid, hvor et
udsagn modificeres af et andet senere hen, uden at man får fornemmelsen af, at noget
af det er endegyldigt.
Tvivlen kommer også til udtryk i brugen af modalverber – (”En
dikter kan ikke være et unnvikende menneske” (s. 17), ”En dikter må ha erfart
seg selv som begge kjønn” (s. 19), ”En dikter bør ha kjent vinens
forvandlingskraft i kropp og sjel” (s. 53), for nu bare at nævne nogle af dem)
– en slags dogmatiske udsagn, som jeg ikke tror (og, ærligt talt: ikke håber)
skal forstås docerende, men snarere som et udtryk for at jeget forsøger at overbevise
sig selv.
I kærlighedspoetikdelen skriver Opstad flere gange om at vende
sig bort fra sin elskede og ligefrem skabe sig et kærlighedstab, for ”bare slik
vil han kunne beholde ham, uhildet, som svarte bokstaver på et hvitt papir” (s.
59). Der er ikke kun tale om en romantisk følelse, det er kærlighed i den
bredest mulige forstand. For digterjeget er denne følelse tæt forbundet med
fravær, og eftersom han nærer stor kærlighed til Gud (”Når noen stiller meg det
ublu spørsmålet om jeg tror på Gud, kan jeg bli like forlegen som når noen spør
om jeg har en kjæreste” (s. 60) og ”[…] hvorfor skulle kjærligheten til det
uendelige, om denne er virkelig, kjennes mindre smertefull enn den som er
rettet mot en kjær venn?” (s. 61)) bliver ”Gud” og ”fravær” til tæt
sammenskrevne størrelser i bogen, hvilket desværre ikke er noget, der bliver
udfoldet synderligt meget.
Kjærlighetstapene
virker langt hen ad vejen som en slags selvransagelse – et opgør med en
tidligere måde at leve på, som har påvirket både jegets forhold til sig selv,
til Gud, til kærlighed, og til skriften:
”I perioder har jeg fornektet alt og mistet så vel
poesien som politikken av syne. Jeg har vært besatt av
Gud som fravær, ikke som lyset som gjør hvert måltid
synlig. Diktene har lidd under dette slik feilernærte
unger lider”.
(s. 13)
Efter min mening er Opstad bedst når han skriver mere
traditionelt lyrisk. For eksempel synes jeg at dette billede er både fint og
sjovt: ”Når du lyver blir øyet ditt vått og kinnet ditt slapt / som et
valmueblad styrtet til jorden av nattens regn” (s. 23), og et stykke som dette
kan jeg også vældig godt lide:
”Éluard skriver at det fins en fugl større enn vinden.
Men livet har lært meg at så fort det kommer tre eller
fire andre fugler flyvende
så blir vinden igjen den største”.
(s. 29)
Men jeg har også på fornemmelsen, at jeg ville få mere ud af
disse tekster, hvis jeg havde læst Opstads foregående bøger. At det ville give
en helt anden tyngde, hvis jeg havde en dybere forståelse af, hvad opgøret gik
ud på. Enkelte steder er tekststykkerne for lukket om sig selv, når der
eksempelvis bare står ”Spørsmålet er: Hvordan skal den som engang har mistet
livet uttrykke livet” (s. 33). Det ene øjeblik bliver jeg ikke irriteret over
bastante sætninger som ”Poesien er det dypest saklige og det eneste som forsoner”
(s. 45), mens jeg andre gange slet ikke ved, hvad jeg skal stille op med dem.
Overordnet set ændrer det dog ikke ved, at Kjærlighetstapene
er en interessant og sært charmerende bog. Der er formentlig bare mest at hente
for dem, der kender forfatterskabet i forvejen.
*
Steinar Opstad
Kjærlighetstapene (2015)
Kolon Forlag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar