Eirin Gundersen – Du er menneske nå

av og til mennesker med mørke sjøer i seg

og ansiktene til dem de savner, drivende et sted mellom bunn og overflate

Du er menneske nå er Eirin Gundersens debutbog. Digtsamlingen er en undersøgelse af sorgens indflydelse på tid og erindring, på forholdet mellem nærvær og fravær. En ung kvinde har mistet sin far, han er allerede fraværende i det første digt, som er en beskrivelse af, hvordan døden har lagt sig over huset og dets beboere, ”dekket veggene med kjedsomhet som ikke er kjedsomhet, men stillhet” (s. 9). For jeget bliver sorgen en slags prisme, den syr verden sammen på en ny måde (s. 13) – faderens fravær er forkert og fremmed, og via denne fremmedhed trækkes alt det, hun forbinder med noget forkert – selv ”kommafeilene jeg ble gjort oppmerksom på i niende, de røde strekene under ordene” – sammen i erindringen, indtil det er det eneste, hun lægger mærke til. Det betyder samtidig, at jeget mister tiltroen til sin egen hukommelse. Som om faderen med sin tilstedeværelse repræsenterede sandheden om (/i?) sig selv, mens han nu kun eksisterer i hendes erindring, hvor alt ligger hulter til bulter. Det er både frygten for at glemme, og frygten for at gøre faderen uvirkelig ved at reducere ham, eller ved at huske noget, der aldrig er sket:

jeg sitter på fanget til pappa, drikker saft. jeg er tre, kanskje fire og dette husker jeg. dette har jeg alltid husket. han forteller meg hvorfor det er så varmt. sommerens siste krampetak. sola skjærer i øynene. han grer håret sitt bakover med en kam. vi myser begge idet farmor tar bildet. men jeg var ikke født. nittenåttitre og jeg var ikke født. på fotografiet sitter søstra mi på fanget hans, søstra mi drikker fra en hvit plastkopp, hun har blonde korketrekkere og rød kjole. fargerne er matte, et gyllent filter, herdet av skarpt lys, årstider og gul saft

(s. 20) 

Du er menneske nå er også en historie om at opdage sin plads i verdens kredsløb. Jeget forsøger blandt andet at forstå sit forhold til omgivelserne ved at identificere sig med dem, for eksempel med en sibirisk kvinde, der har levet det meste af sit liv afskåret af andre mennesker, og nu taler et uforståeligt sprog, som ”sies å ligne en slags kurring, langsom og malende” (s. 33). Andre gange spejler jeget sig i forskellige dyr: ”under vann ligner huden min fiskeskjell. hendene glinser, fingrene blir lange klør” (s. 50), eller som her, hvor hun ser sin fars kiste blive sænket i jorden og er ude af stand til at græde:

”havskilpadden svømmer i dagevis uten annet enn saltvann å drikke, den gråter for ikke å dø; saltet skilles ut fra blodet, blandes med tårevæske, og havskilpadden gråter, slik også havoteren, sjøløven, selen og sjøkuen gråter, store, salte tårer som holder dem i live” (s. 10).

Den slags identifikationer et af digtsamlingens gennemgående motiver. Jeget er især fascineret af urtidsdyr, muligvis på grund af deres evne til at overleve på trods af verdens skiftende omstændigheder, men måske især fordi de bliver en slags repræsentanter for hendes nye opfattelse af tid: ”å være en lungefisk, et urtidsdyr i nåtiden” (s. 50) og ”der forfedrene våre en gang reiste seg og begynte å snakke, kunne vi bare bøyd oss, gått ned på fire, tilbake til urmennesket, alle ord usagt” (s. 49). Sorgen har opsplittet den kronologiske tidsopfattelse, forplumret forholdet mellem fortid og nutid, men efterhånden bliver det til en åbning for jeget, der får hende til at forstå, hvordan hun er forbundet med alt det, der er gået forud for hende: ”på alle steder der mennesker har vært: tråder som knytter livene sammen. i gamle hus, på bunnen av dype innsjøer. begravd under stein og jord og leire. enkelte dager ser jeg dem, trådene som følger etter meg hjem, historiene som ber om å bli fortalt” (s. 58), eller ”for fremtiden er vi dette: bindeledd, mønstre. en lang rekke mennesker som stod opp, gikk ut og levde til det ikke var mer igjen av oss” (s. 54). Altså den vanlige erkendelse af livets tyngde (eftersom det hviler på alt det foregående) og dets lethed (fordi det så hurtigt erstattes af noget nyt). Og i den henseende er det også historien om at vokse og opdage verden, kun for derefter at opdage, at den slags oplevelser og erkendelser er det mest almindelige, der findes: ”jeg må tenke noe som alle som tenker har tenkt” (s. 51). 

 

I løbet af bogen erstattes det oprindelige du (den afdøde far) med et nyt, i form af en kæreste. Sorgen som undtagelsestilstand glider over i sorgfyldt hverdag, som efterhånden bare bliver almindelig hverdag, som langsomt ledsages af et spirende håb. Fremtiden virker endda så lys, at jeget kan vende sin egen død til noget positivt (eller måske bare meningsfyldt?), i hvert fald i fantasien:

jeg tenker på å bli funnet som et skall, liggende et sted under jord og stein, i forbindelse med et byggeprosjekt. at nogen skal grave meg fram, finne ut når jeg levde, hvor lenge jeg befant meg her, om jeg spiste eller ble spist. noen skal legge det som er igjen av meg på et sted med perfekt luftfuktighet; den tørra lufta og levningene mine. noen skal ta vare på meg, stryke varsomt med små koster og ønske å rekonstruere alt. 

(s. 62)

*

Eirin Gundersen

Du er menneske nå (2015)

Gyldendal Norsk Forlag