Karl Ove Knausgård – Om vinteren

For mindre end to måneder siden udkom den første bog i Karl Ove Knausgårds firebindsværk, der følger årstiderne, og allerede nu er den næste bog, Om vinteren, landet. Bøgerne er henvendt til Knausgårds yngste datter og udformet som en personlig encyklopædi over ting og fænomener som mønter, næsen, atomer og fødselsdage; et forsøg på at beskrive den verden, som datteren skal vokse op i. I forhold til den første bog virker Om vinteren mere komponeret: Årstiden spiller en større rolle, ikke kun i emnevalg (både vinter, sne, den første sne, vinterlyde, kulde, julegaver, julenisser og fyrværkeri har således deres egne opslag), men også i måden, vejret former familiens aktiviteter på. Samtidig er bogen tematisk mere stringent. Indledningsvis beskriver Knausgård hvordan fostrets udvikling minder om hele menneskehedens udvikling, fra et lille rejelignende dyr, til et pattedyr med fingre og tæer – ligesom barnet, der ligger i mørket i moderens mave, minder ham om Jorden i universets mørke. Denne idé om at stort og småt rummer hinanden dukker op i utallige variationer i løbet af bogen, og danner udgangspunkt for de fleste tanker, metaforer og associationer.

Derudover bruger Knausgård den samme metode i størstedelen af teksterne: Først beskriver han to poler (såsom orden/rod, fri/afhængig, synlig/skjult, ideel/reel, nærhed/afstand, nogen/ingen), og dernæst giver han sig til at udforske grænselandet mellem dem. Når det fungerer, kan metoden tydeliggøre besynderlige aspekter af uskrevne regler og hierarkier, og blotlægge nogle virkelig interessante nuancer i sociale omgangsformer. I teksten om vinduer bliver skellet mellem inde og ude anledning til en (kærkommen) påmindelse om, hvor mærkeligt det er at opbevare planter indenfor – for ikke nok med at ”inde” dermed bliver ”gjennomtrengt av ”ute””, det foregår også under ”sterkt kontrollerte former, det er som om blomsternes ute får et eget ”inne”, inne i det store ”inne”, bare ifølge det omvendte prinsipp, for i blomsterpotten er det ”ute”, det vil si jorden og vannet, som holdes ”inne” av veggene. Ingen dyrker blomster eller grønnsaker inne uten disse ekstra veggene, for eksempel i jordhauger på gulvet; tvert imod, all jord, alle småsteiner, all sand, gresstrå, barnåler og løv som av en eller annen grunn havner inne, er uønsket og fjernes umiddelbart” (s. 271).

Når det til gengæld ikke fungerer, er det som regel fordi forskellen mellem de to poler er lige lovligt skarpt trukket op, eksempelvis ved at kalde en bestemt handling eller opførsel for ”utænkelig”, selvom det højst drejer sig om noget, der er lidt usædvanligt (”Så innarbeidet er stolens vesen av enerådighet at det er utenkelig at to voksne skulle dele en stol, enten det nå var gjennom å sitte ved siden av hverandre, eller den ene oppå fanget til den andre” (s. 52)). I den slags tilfælde beskriver Knausgård ikke sociale normer, men snarere hvor utroligt tynget, han selv er af andres blikke: ”Ganske ofte ser jeg på livet vårt her med blikket til barnevernet eller sosialtjenesten. Er det ikke altfor rotete? Er det ikke for lenge siden vi har skiftet sengetøy? Hvor lenge er det siden de har badet, egentlig? […] Jeg tenker meg ganske ofte en representant for en av disse myndighetene stå ved siden av meg og notere det som skjer. Med rødt blekk i notatblokken står det: Fett hår. Skitne negler. En av dem svært sint for svært lite, ukontrollert. En annen taus, mutt, ikke-kommunikativ. Og de deler tannbørster. Fosterhjemplasseres?” (s. 167).

 

Hvor den foregående bog var fuld af håb for fremtiden, og sågar skildrede nogle lykkelige stunder (i hvert fald ud fra en knausgårdsk målestok), så rummer denne bog en mere eksplicit bevidsthed om livets skrøbelighed. I det indledende brev skriver Knausgård flere gange, at hvis alt går vel, vil der i fremtiden ske sådan og sådan (fx at datteren skal begynde i skole). Denne bevidsthed om at noget forfærdeligt også kan ske, var stort set ikke til stede i Om høsten, hvilket gjorde at den visse steder blev lige lovligt sentimental. Dette skyldes måske, at den bog udelukkende var præget af forventningens glæde, eftersom datteren på dette tidspunkt endnu ikke var født, mens hun under arbejdet med Om vinteren rent faktisk bliver født, endda en måned for tidligt, under dramatiske omstændigheder, hvor Knausgård et øjeblik når at tænke, at hun er død. Den skrøbelighed forplanter sig i bogen, og det giver plads til lidt flere nuancer og lidt mere perspektiv. 

I det hele taget rummer Om vinteren flere deciderede højdepunkter. Teksterne om hulrum, livsfølelse, operation og vinduer rummer noget af det, Knausgård er allerbedst til: de indfølte, detaljerede beskrivelser af dagligdagen, og de skarpe, særegne analyser af menneskers måder at organisere sig på. At han også mestrer at veksle mellem det generelle og det specifikke, ses i teksten om vand, som begynder med en beskrivelse af et helt almindeligt glas vand, og slutter med en foruroligende beretning om en ven, der under en gåtur i vintermørket pludselig ser noget lyse på havbunden, hvilket viser sig at være en forulykket bil. Der er også adskillige små fine billeder, som når han kalder næsen for kindernes telt eller skriver at ”åkrene utenfor vinduene var dekket av et tynt lag snø, hvor jordens brune her og der trengte gjennom, omtrent som sår trenger gjennom tynne lag av gasbind”.

Men der er samtidig noget trist ved projektet. For udover at ville vise verden til sit nyfødte barn, er årstidsbøgernes mål også at åbne verden for Knausgård selv. I Min kamp-serien gjaldt det om at bryde med fiktionens begrænsninger, men det handlede lige så meget om at bruge skriften som en flugt fra et utilfredsstillende hverdagsliv. Og den kamp kæmper han tilsyneladende stadigvæk. For selvom datterens fødsel glimtvis fører til lykkelige stunder, er det en stor tabserfaring, der kommer til udtryk i udsagn som ”livet kan defineres som kampen mot utligningskreftene, som det på sikt er dømt til å tape. Livet eksisterer således på trass, og er tragisk i sin natur”, eller ”hverdagen får alt til å forsvinne, hverdagen er som en sone hvor det som havner innenfor, blir dømt til glemsel” – og der er ingen tvivl om at Knausgård spejler sig i sine børns måde at møde verden på, og længes efter et mere frit og umiddelbart syn på tingene.

Om vinteren indeholder mange gode tekster, og heldigvis forholdsvis få, der ligefrem er uinteressante eller ligegyldige. Dog synes jeg også, at bogen bliver mærkeligt ujævn, når alle teksterne er stort set lige lange – uden noget hensyn til, om Knausgård nu rent faktisk har synderligt meget at sige om det pågældende emne. En del tekster kunne sagtens have været halvt så lange, mens andre havde fortjent at få mere plads. Men det, der gør størst indtryk er alligevel Knausgårds stædige kamp mod sit eget triste sind, og hans længsel efter barndommens åbenhed. Det minder mig om en passage hos en af hans norske forfatterkolleger, afdøde Stig Sæterbakken: ”Det å ha vært barn er vår store sorg i livet. Vi går jo rundt og bærer på et dødt barn, helt til vi dør”.

*

Karl Ove Knausgård

Om vinteren (2015)

Forlaget Oktober

(Teksten er en udvidet version af min anmeldelse fra Information d. 28. november)