Karl Ove Knausgård: I kyklopenes land

I kyklopenes land består af tekster, der tidligere har været udgivet i magasiner og tidsskrifter som New York Times, Paris Review og Vagant. Kun en enkelt (et 30 sider langt brev til vennen og kollegaen Tore Renberg) har ikke været offentliggjort før. Foruden klassiske essays samler bogen også rejseberetninger, taler til Laurie Anderson og Peter Handke, samt en anmeldelse af Michel Houellebecqs roman Underkastelse. De 19 tekster handler primært om litteratur og om Knausgård selv, men også om svensk debatkultur, Anselm Kiefer, norsk fodbold og hjernekirurgi.

Gennem disse vidt forskellige emner løber en række tematiske tråde, der kendetegner forfatterskabet indtil nu. Særligt i Knausgårds fire årstidsbøger og bogen om Edvard Munch har han skildret hverdagen og dens rutineblik, som forhindrer os i at se verden ordentligt. Af samme årsag har han beskæftiget sig med kunstnere, der tømmer »blikkets på-forhånd-ladning« i et vedvarende forsøg på at få verden til at åbne sig igen. I denne bog sker det gennem blandt andet Handke, fotografen Stephen Gill og den svenske maler Anna Bjerger. Gill arbejder eksempelvis med billeder af skoven om natten, hvor et ellers skjult dyreliv træder frem, mens Bjergers malerier »på en og samme tid feirer verden og ensomheten i den«, blandt andet ved at vise, hvordan der »finnes noe utilgjengelig i det aller mest hverdagslige«.

Knausgårds personlige variant af dette er en søgen efter det, der er uden for det sociale. I et glimrende essay om nakker fører en gribende og dramatisk skildring af den yngste datters fødsel til beskrivelsen af, hvordan et nyt menneske bogstaveligt talt løftes ind i fællesskabet: »sårbarheten og hjelpeløsheten i det er absolutt, det kan ikke flytte seg, og ikke engang holde hodet oppe selv, men må bli støttet av andres hender, holdt opp mot andres ansikter, som er det første hun ser når hun åpner øynene. Med det trer hun inn i kretsen av ansikter, som hun skal leve resten av sitt liv i«.

Samlinger af tekster, der er skrevet over flere år, byder forståeligt nok ofte på gentagelser af referencer og pointer. I kyklopenes land er ingen undtagelse, og selvom det ikke behøver at være et problem, ender det tit med at blive det her. Knausgårds skrift traver rundt i den samme lille fold af hverdagsbeskrivelser og velkendte emner, mens den leder efter en åbning; noget, der kan sætte den fri og føre til nye indsigter. Nogle gange lykkes det, andre gange gør det ikke – og i sidstnævnte tilfælde ser man virkelig, hvor begrænset en forfatter, Knausgård kan være. Når beskrivelsen af det velkendte ikke fører videre til noget andet, lyder det som her mere som en gymnasiestil end en passage hos en verdenskendt forfatter: »Retorikk er læren om talekunsten, den handler om hvordan man best mulig kan overbevise andre mennesker om noe, og det å kunne det, er det samme som å ha makt. Den makten kan bruges ideologisk eller idealistisk eller religiøst, eller den kan brukes til å tjene penger«. Andre steder lider teksterne under spinkle retfærdiggørelser af idiosynkratiske associationer: Som forfattere har Jon Fosse og Michel Houellebecq ikke meget til fælles; det eneste, der tilsyneladende berettiger at inddrage sidstnævnte i en tekst om førstnævnte er »nærværet av et menneske i skriften«, hvilket er så generelt, at det ikke rigtig siger noget.

Knausgård er ofte en god forfatter, når han skriver om sit mindreværd som menneske; til gengæld kan han være kedelig og decideret frustrerende at læse, når han skriver om sit mindreværd som forfatter. Bogens afsluttende essay handler om tidsskriftet Vagants første år og rummer mange interessante betragtninger om, hvordan det, der var selvfølgeligt dengang – litteratursyn, reklamer og retorik – tager sig besynderligt ud på afstand. Én ting er, at emnet ikke bliver foldet helt så meget ud, som det fortjener, en anden – og langt værre – er, at essayet er godt 15 sider om at komme ordentligt i gang, fordi Knausgård både skal skrive sig varm og overkomme sit eget mindreværd – ikke kun over for Vagant, dengang han var litteraturstuderende, men også over det at skulle skrive om Vagant som voksen.

I kyklopenes land svinger en hel del i kvalitet; udover essayet om nakker bør også teksterne om Ingmar Bergman, hjernekirurgi og Stephen Gill fremhæves positivt. Her fremstår Knausgård som en nysgerrig, begejstret og indlevende forfatter, der både skriver godt om nye og gamle emner. Men der er som nævnt også flere tekster, der sjældent løfter sig over det jævnt beskrivende, og andre, hvis interessante pointer drukner i lange afsnit, der burde have været redigeret væk. Når Knausgård er bedst, er han en glimrende essayist, men det kommer som regel tydeligere til udtryk i hans romaner – hvor tankerne ikke får helt frit løb, og i stedet både former og former sig efter narrativet – end i hans essays. Det er denne samling et udmærket eksempel på.

*

Karl Ove Knausgård

I kyklopenes land

Forlaget Oktober

472 s.

Per Petterson: Mænd i min situation

Nogle forfatterskaber er så kanoniserede, at man næsten kan glemme, at man ikke selv har læst dem. For eksempel er det muligt at danne sig et ganske godt indtryk af Kafkas absurde bureaukrati eller Helle Helles tyste provinskomik uden nogensinde at have åbnet deres bøger. Selv har jeg indtil nu haft det sådan med Per Pettersons forfatterskab. Min fordom har været, at Petterson skriver prosa med spændvidde fra let melankoli til afdæmpet ironi, om stille mandlige eksistenser, og det blev bekræftet, da jeg læste hans nye roman Mænd i min situation.

Et år efter deres skilsmisse ringer Arvids ekskone Turid til ham en tidlig morgen. Hun er ulykkelig og ved ikke, hvor hun er, men beder ham alligevel om at hente hende. Hjemme i Turids lejlighed erklærer hun til Arvids store overraskelse, at han er den eneste, hun har. Arvid afviser hende, men lover at hente deres døtre hos Turids veninde senere på dagen. I de mellemliggende timer får vi historien om skilsmissen, samt om Arvids efterfølgende nedtur. Det meste af romanen veksler elegant mellem scener fra hans kejtede samvær med Turid og døtrene, hans mange rastløse køreture og hans færd gennem Oslos beværtninger på jagt efter ømhed og adspredelse.

Arvid er en mand, der kan alle Bob Dylans tekster udenad. Han drikker for meget, han er følelsesmæssigt forkvaklet og træder sjældent i karakter. Pettersons portræt af ham er kritisk uden at være hånligt, han forholder sig nysgerrigt og tålmodigt til sin hovedperson og lader ham udstille sig selv i interaktionen med andre. I løbet af romanen viser det sig, at særligt to karaktertræk står i vejen for Arvids liv. For det første lyver han over for sig selv og alle andre: Når døtrene spørger, hvad han laver, når han ikke er sammen med dem, finder han på historier. Han bliver ved med at sige, at hans første datter blev født i en taxa, selv om det skete på hospitalet. Og da han pludselig får chancen for at kysse med en anden, mens han stadig er gift, påstår han, at han er alene. »Du lyver så du selv tror på det«, siger Turid, hvorefter Arvid retfærdiggør det over for sig selv med ordene »jeg løj ikke, jeg huskede det anderledes«.

Arvids andet store problem er, at han ikke er i stand til at give sig hen. De kvinder, han møder i byen, bliver frustrerede over, at han ikke formår at have sex med dem, og en af de gange, hvor det faktisk lykkes, bliver han rørt over, at kvinden kan give sig hen til ham, men også ked af det, fordi han forstår, at han aldrig selv vil kunne gøre det samme. Selv om handlingsforløbet giver ham adskillige muligheder for nærhed og intimitet, udnytter ham dem ikke, blandt andet fordi han ikke kan få sig selv til at spørge ind, når nogen forsøger at tale om deres problemer.

Værst er det, at han ikke er i stand til at hengive sig til samværet med sine døtre. Han svigter dem ved at drikke, blive rasende og trække sig, når de har brug for hjælp. Den ældste datter Vigdis er særligt hårdt ramt. Netop fordi hun så klart opfatter, hvad Arvid egentlig er for en mand, er hun også den, der har det mest anstrengte forhold til ham. Bogens stærkeste scener handler om Arvids manglende evner som far. Navnlig skildringen af en bilulykke, hvor Arvid – der selvfølgelig er skyld i det hele – ikke kan tage hånd om situationen og må overlade omsorgen for døtrene til en fremmed mand, er barsk.

Arvid bliver slået mindst fem gange i løbet af romanen. Jeg læser det som et udtryk for, at omgivelserne forsøger at ruske op i ham. Selv fik jeg efterhånden lyst til at puffe blidt til romanen i håb om at der ville ske noget. For ligesom Arvids liv består af gentagelser, er romanen præget af en vis redundans. En symptomatisk replikudveksling lyder: »Det er ikke synd for mig, sagde jeg. Er det ikke, sagde hun. Nej, det er det ikke. Nå ikke, sagde hun«. Mange scener minder om hinanden, og en hel del mindre afsnit gør bogen længere uden at føre handlingen videre. I de sidste dele krydsklippes der hårdere mellem de forskellige spor, hvilket ødelægger den elegante vekslen. Petterson er mere interesseret i at trække tråde end i at binde sløjfer, og selv om jeg ikke havde forventet nogen større forløsning på bogens konflikter, er det alligevel en flad fornemmelse, når det, der har drevet handlingen, siver ud i ingenting, hvorefter der spoles fire år frem til en sært påklistret slutning. De mange gentagelser gør Mænd i min situation for stillestående, og den ellers fine struktur kollapser til sidst – men den er også et indsigtsfuldt portræt af selvbedrag og følelsesmæssig uformåenhed.

*

Per Petterson
Mænd i min situation

Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. 

Batzer & CO

304 s.

Vigdis Hjorth: Lærerindens sang

Efter de seneste års virak om den glimrende, måske/måske ikke-selvbiografiske Arv og miljø er norske Vigdis Hjorth nu klar med en ny roman. Lærerindens sang handler om den midaldrende Lotte Bøk, der underviser i dramatik på en kunsthøjskole. I sin fritid samler hun svampe i skoven eller hjælper sin datter i Australien med at forfatte sobre mails til eksmanden. En dag bliver hun kontaktet af den unge kunstelev Tage Bast. Som afgangsprojekt vil han lave en film, der undersøger forholdet mellem lærernes liv og undervisning. Lotte takker ja til at medvirke, og herefter ændrer hendes liv sig på en måde, hun ikke havde forestillet sig. Tilstedeværelsen af Tage og hans kamera skaber nemlig et ydre blik på hendes bevægelser, hendes hjem og ikke mindst hendes arbejde. Blikket – alene tanken om det – rokker ved Lottes selvforståelse. For hvad nu, hvis det ikke er hendes elever, der er uengagerede, men hende, der er en dårlig lærer?

Lærerindens sang stiller interessante spørgsmål om, hvordan vi skaber vores selvbillede, og om angsten for at udforske og udfordre det. Men trods det – og gennemgangene af Bertolt Brechts teaterstykker, der virkelig gav mig lyst til selv at læse dem – kommer romanen ikke helt i mål. Vi får et dybdegående kendskab til Lottes tankeverden, men de øvrige karakterer forbliver vage. Særligt Tage er mærkeligt underudviklet, når nu han rent faktisk er så væsentligt en del af handlingen. Idéen er god, men Hjorth gør rigtig ikke noget overraskende med den. Filmprojektet går lige så galt som forventet, og når der endelig sker noget andet på de sidste 40-50 sider, virker det både forceret og forhastet.

*

Vigdis Hjorth

Lærerindens sang

Oversat af Karen Fastrup

Turbine

218 sider