Karl Ove Knausgård – Om våren

Med Om våren er Karl Ove Knausgård nået til tredje bind i sin serie af årstidsbøger. Hvor de to første var udformet som en personlig encyklopædi, som præsenterede fænomener som tyggegummi, fødselsdage og stilhed for hans nyfødte datter, er den nye bog en roman, der handler om et enkelt døgn i familiens liv, med særligt fokus på forholdet mellem far og datter: Knausgård følger sine børn i skole og børnehave inden han kører med den tre måneder gamle datter til Helsingborg, hvor hans kone er indlagt på grund af en depression. Efter besøget bliver børnene hentet, og om aftenen går familien til en nærliggende plads, hvor landsbyen fejrer den svenske forårsfest Valborgsaften med fakler og bål.

Skildringen af denne relativt almindelige dag – hvor de dramatiske højdepunkter er, at Knausgård opdager blod i kummen efter et toiletbesøg, og at han glemmer at tage sin pung med, da han kører til Helsingborg – fylder små 200 sider. Naturbeskrivelserne er mange og lange, de næsten indholdsløse samtaler med naboerne er troligt gengivet, og selv farven på opvaskebørsten skal nævnes. Altsammen helt som forventet i en bog af denne forfatter. Men til forskel fra de to foregående udgivelser, som trods enkelte højdepunkter var for ufokuserede og sludrende, er den nye fyldt med samme nerve og nærvær som flere af Min kamp-bøgerne. 

Det er et gennemgående greb i forfatterskabet at Knausgård opstiller en række modsætningspar for derefter at udforske grænselandet mellem dem. I denne bog tager han udgangspunkt i den nyfødtes verden, som veksler mellem lyst/mørkt, koldt/varmt og blødt/hårdt. Men romanen handler ikke kun om bleskift og børneopdragelse, den handler også om, hvordan vi interagerer med andre mennesker i det hele taget, og om livet som et forsøg på at minimere begrænsning og skabe rum for udfoldelse: ”gjennom alle de tusenvis av dagenes små justeringer som ble gjort for å få alt til å flyte så lett og uanstrengt som mulig, dannet det seg mønstre, virvler, væremåter, både i barna og i foreldrene”. Den almindelige dag danner udgangspunkt for en lang række associationer, hvor Knausgårds tanker forgrener sig i essayistiske passager om personlighed, selvmord og kærlighedens rolle i Turgenjevs Fædre og sønner, hvilket falder fint i tråd med hans livssyn, hvor ”det vakre og det gode får mening i forbindelsen, i utvekslingen, i det som står åpent mellom oss og verden. I seg selv betyr ikke tingene og hendelsene noe. Betydningen får de i den gjenklangen de vekker”. På samme måde er forårsmotivet ofte blot en anledning til at skrive om andre ting (for eksempel foregår en stor del af bogen om sommeren, i en slags flashback til de første dage af graviditeten), ligesom det sammenkædes med konens depression, hvor livets lys og tungsindets mørke flettes ind i beskrivelserne af foråret som en brydningstid mellem vinter og sommer. Selvom han stadig skildrer familielivet indgående, er det samtidig som om Knausgård holder mere igen denne gang. Alle personerne er navnløse, og da han indkaldes til et møde med børneværnet, får vi ikke at vide, hvad årsagen er. Der bliver værnet om privatlivet, hvilket er ganske rart, fordi det minimerer det voyeuristiske aspekt ved udleveringen af andre, og lader de større eksistentielle temaer stå tydeligere frem.

Romanen er rørstrømsk og sentimental i sin romantisering af livets begyndelse, og det bliver ofte lidt anstrengende med de mange storladne udbrud, såsom ”Å du himmel, å du sol, å du grønne eng! Å du fine, uskyldige unge!”. Men ligesom Knausgård skriver om at hengive sig til det, han kalder ”inderlighetens overlegenhet”, overgiver jeg mig også let og gerne til den store kærlighed og nænsomhed, der gennemsyrer beskrivelserne af de små stunder med datteren. Om våren er ikke kun en smuk og rørende roman, det er også den bedste bog, Knausgård længe har skrevet.

*

Karl Ove Knausgård

Om våren (2016)

Forlaget Oktober

 

Cathrine Knudsen – Manuel

Mens et væld af norske forfattere de seneste år er blevet oversat til dansk, har en af de bedst bevarede hemmeligheder deroppefra været Cathrine Knudsen. I hvert fald indtil nu. For med Manuel, Knudsens fjerde bog, lanceres forfatterskabet herhjemme, og det er der god grund til at glæde sig over.

Romanens fortæller Cara er en reserveret person, der længes efter nærhed og kontakt, men samtidig bliver drænet af at være sammen med andre mennesker: ”Det er svært for andre at forstå hvor meget hvert enkelt menneskemøde fylder hos mig. Hvordan det er indrammet, kan hentes frem igen og igen (ligesom kopiere sig selv i det uendelige uden at jeg kommer til bunds i det) og ikke lader mig opleve, eller står i vejen for et savn”. Cara er optaget af grænser, systemer, regler og domæner. Hun forstår verden gennem modsætninger, og mange af hendes tanker er udforskninger af grænselandet mellem begreber som indre/ydre, fast/flydende og nærhed/afstand – dog ikke i et forsøg på at ophæve modsætningerne, men snarere at nå frem til et rum i sig selv, der kan bruges som værn mod den slags kategorier.

Manuel er en velkomponeret blanding af erindringer og forskellige hændelser i bogens nutid, hvor Cara besøger sin far på plejehjemmet eller passer sin syge søsters datter. Tilsammen udgør disse spor en undersøgelse af relationer, grænser og eksistentielle grundvilkår. Et centralt motiv i bogen er den såkaldte Kjellstadsbom, Norges første vejbom med betalingsanlæg. Ved overgangen kan man enten betale manuelt eller automatisk, og en af dem, der sidder i de trange bokse og tager imod mønter, er Caras farfar. Efter at have været i krig er hans forhold til andre mennesker smadret af vrangforestillinger og paranoia, og familien har ingen anden kontakt med ham end de få sekunder, det tager at gennemføre transaktionen. Erindringerne om turene gennem betalingsanlægget indfanger de fleste af romanens vigtigste temaer: Udover at bommen helt konkret udgør en grænse, bliver den også anledning til refleksioner over økonomiske systemer, utilgængelighed og sociale gråzoner, samt forholdet mellem mennesker og teknologi. Sidstnævnte videreføres i et rørende afsnit om det liv, Caras efterhånden demente far lever på plejehjemmet. Her har man indført en række nye hjælpemidler med så foruroligende betegnelser som ”velfærdsteknologi” og ”omsorgsrobotter” – blandt andet i form af en lille robotsæl med bakterieresistent pels.

Cathrine Knudsens skrift veksler mellem det abstrakte og det konkrete og bevæger sig tit i en særegen blanding af de to registre. En kvinde, der slår græs, beskrives eksempelvis sådan her: ”Jeg tænker på lysten og ødelæggelserne hun må have vadet igennem, som hun måske husker som noget fjernt mens hun går gennem det halvhøje græs, nærmest trukket af den kraftige motorplæneklipper. I modsætning til at opnå individets fulde blomstring, som du troede dengang, idet det gennemstrømmede dig, da blodet strømmede så stærkt gennem din virkeliggjorte krop, var det altet der slugte dig, du var kun en verdensbestanddel som blev brugt som biologisk faktor, som en brik, menneskeartens forlængede eksistens på jorden”. Af og til kræver det en vis portion stædighed, hvis man skal undgå at blive hægtet af – men der er heldigvis også mere konkrete afsnit, der er fyldt med fine iagttagelser og beskrivelser: ”Jeg forestillede mig rådyrene som løber hen over marken om efteråret, forestillede mig elgene som travede i den dybe sne med en tynd, hård skorpe ovenpå; det er som skum for dem”.

Bogens omslag virker som et forsøg på litterær blåstempling af Knudsen, idet det nævnes at hun er gift med forfatteren Thure Erik Lund, samt at Karl Ove Knausgård har været redaktør på romanen. Ganske overflødigt, egentlig, for Cathrine Knudsen er helt sin egen. Hun har et beundringsværdigt skarpt blik for de små nuancer i menneskers måde at omgås hinanden på; hendes skrift er nogle steder dunkel, andre steder gnistrende klar og brutal, og Manuel er i det hele taget en særegen og dragende roman.

*

Cathrine Knudsen

Manuel (2016, opr. 2014)

Oversat af Sara Koch

Gyldendal