Silje Aanes Fagerlund – Eneste

Eneste er Silje Aanes Fagerlunds debutbog. Den handler om et kærlighedsforhold, og navnlig om dette forholds opløsning. Romanen er således fortalt i retrospekt, i forsøget på at forstå, hvorfor det gik galt, og den kan læses som en undersøgelse af det spørgsmål, der bliver ved med at dukke op i fortællerens hoved: ”Hvor begynner en slutt” (fx s. 25).

Fagerlunds sprog er søgende og kredser ofte om de samme emner og situationer, som om det afventer sin egen præcision:

Jeg kunne svare med kroppen. Å elske som et slags svar; en annen måte å si at jeg elsker deg på. Men som mindre forpliktende enn ordene, mindre lukkende; både bekreftelse og utgang. Hvordan jeg plutselig kunne elske med en uventet intensitet da. Som om det gjorde meg friere innenfor det du hadde sagt, gjorde kroppen friere innenfor det. Eller kanskje utenfor, tok kroppen med utenfor og videre forbi. Jeg svarte men gled likevel forbi. Forbi noe tungt. Kanskje en byrde. Det er så vidt jeg tør si det ordet: byrde. Er det riktig ord. Er det riktig å si dét til deg.

(s. 94)

(Som det fremgår af citatet, omtales bogens hovedpersoner som ”jeg” og ”du”. Indledningsvist læser jeg det som om de beskrives på en måde, der delvist tilslører dem; hun er ung, det er han ikke, han er forfatter, hun er arkitektstuderende, de kunne ikke være hvem som helst, men de kunne være alle mulige. Men jo længere, jeg når ind i bogen, jo mere falder denne læsning fra hinanden. For efterhånden går det op for mig, at bogens du refererer til en virkelig – og ret genkendeligt beskrevet – person. Man behøver således ikke at have det store kendskab til forfatterskabet og dets tendens til at mytologisere almindeligt levet liv for at vide, hvem det drejer sig om. Mange af de ting, der fortælles om ham, er nogle, han selv skriver om i sine bøger, og det virker næsten påfaldende, at det eneste, der udelades, er hans navn (det kunne for så vidt lige så godt have stået der, jegets navn dukker også op i løbet af bogen og det er – ikke overraskende – Silje). Undtagelsesvist googler jeg bogen for at skimme anmeldelserne, og de fleste refererer med største selvfølgelighed til at det er den pågældende forfatter, romanen handler om. Eftersom jeg ikke vidste det, læste jeg de indledende sider helt anderledes, men jeg må indrømme, at det ikke er muligt for mig at lade som ingenting – nu ser jeg hans ansigt for mig, hver gang du’et nævnes).

Forholdet mellem de to er dybtfølt og intenst; de møder hinanden tilfældigt, kredser lidt om hinanden og pludselig udvikler det sig til en tæt relation, der er næsten totalt upåvirket af verden omkring dem:

Å ville elske, å så sterkt ville elske. Skråtaket over sengen, det lille rommet, vinduet på gløtt ut i vårlufta. Kroppene som infiltrerer hverandre, pusten. Låret mitt over ditt etterpå, vi ble bare liggende, sovnet selv om det ikke var blitt kveld ennå. Å hele tiden ville legge seg nærmere. Presse munnen inn mot nakken din.

Å våkne av regnet; hvor mange ganger våknet jeg ikke slik, for bare å legge meg enda tettere inntil deg igjen, hele tiden nærmere, tettere. Regnet trommende mot taket. Kroppene våre forandret seg. Vi ble den andres, ble hverandres, aldri tvil, alltid nær. Ingen tvil i kroppen, vi fikk kropper som visste; overbeviste av kjærlighet.

(s. 60-61)

Men så går det alligevel galt. De små irritationer fylder mere, og aldersforskellen bliver pludselig et problem; det er, som om det langsomt går op for Silje, at hendes kæreste allerede har levet en stor del af sit liv, mens hun selv kun skal til at etablere sig. Jeg-fortælleren søger i sin erindring efter tegn på, hvornår bruddet begyndte, men finder ikke frem til et entydigt svar; hverken aldersforskellen eller afstanden er en fyldestgørende forklaring. Afslutningen skildres dermed ikke som et brud, men som en række aspekter af deres samvær, der hele tiden har været der, og nu pludselig bliver dominerende.

Eneste er ikke kun fortællingen om et forholds opløsning, det er også historien om en ung kvindes forsøg på at finde sin rette vej i livet. Silje begynder som arkitektstuderende i København, hvor hun dog aldrig rigtig kommer til at passe ind. Derefter flytter hun til Bergen for at gå på en ny arkitektskole, som hun dog forlader efter en årrække for i stedet at læse litteraturvidenskab (først i Bergen og senere i Oslo). Undervejs bliver hendes forældre skilt. Beskrivelserne af hendes vrede over skilsmissen, samt hvordan hun får en nærmest barnlig lyst til at straffe forældrene, er nogle af de stærkeste i bogen:

Det låste seg helt for meg bare hun begynte å snakke om pappa, det var som om jeg hadde utviklet en allergi. Jeg orket ikke å bli dratt inn i det betente igjen og igjen, jeg klare ikke å være der, og jeg hadde forklart det så mange ganger, hvorfor kunne hun ikke la være. Hun så ikke meg når hun var der, da fantes bare hun. Jeg merket det med en gang det skjedde, når hun begynte å vikle seg inn i spiralen av sinne og sårhet og bebreidelser, når hun kjørte seg fast i det såreste mørket sitt. Bruddet. Nederlaget. Jeg ble dratt inn i det rommet hos henne hvor alt stod og dirret, og jeg kunne ikke være der, det ble så forferdelig trangt.

Jeg ble så streng. Nektet å være med henne i dét, jeg klare ikke møte henne der, jeg ville at hun skulle reise seg, riste av seg alt, vise seg sterkere enn det som hadde skjedd. Reis deg, lysten til å rope det inn i ørene hennes, kreve at hun gjorde det.

(s. 118)

Den slags beskrivelser, samt scenerne hvor små omslag i personernes humør viser, hvor lidt der skal til for at slå en flig løs i to menneskers tilsyneladende altomsluttende ømhed, er klart der, hvor Fagerlund er bedst. Men overordnet set er romanen meget ujævn. Der er for mange beskrivelser, der ikke fører nogen vegne, og selvom Fagerlund også formår at fremskrive flere stærke scener, så er den dannelsesrejse, som romanen viser sig at være, simpelthen ikke synderligt interessant – det er ikke et problem, at historien er fortalt mange gange før, og på alle måder er uspektakulær, til gengæld er den ikke beskrevet synderligt godt, og derfor står den også i vejen for den intense skildring, som bogen lader til gerne at ville være.

Silje Aanes Fagerlund  

Eneste (2016)

Cappelen Damm

Maria Navarro Skaranger – Alle udlændinge har lukkede gardiner

I Alle udlændinge har lukkede gardiner følger vi Mariana, der bor i Oslo-forstaden Romsås med sin mor, far og lillebror Matias (der er også en anden, ældre bror, som familien kun har sporadisk kontakt med). Mariana går i 7. klasse, og en stor del af bogen foregår i klasseværelset, i skolegården eller i centeret, hvor de unge hænger ud når de har fri.

Romanen er skrevet på såkaldt ”kebabnorsk” (eller bare ”gadesprog”, som det hedder på bagsideteksten) med ureglementerede ordstillinger, forkerte eller manglende bøjninger, samt en hel del slang og udtryk fra andre sprog og kulturer. Et eksempel, der lige så godt kunne være tilfældigt:

Efter skole jeg tog til stovner med isa for hende skulle købe ny kjole til nationaldagen 17. maj, så vi gik i Only og kiggede, og efter sikkert fyrre tusind år Isa til sidst endt med tighteste og mest turkise mamie del flow-kjole med glimmer på brysterne, så jeg bare: Isa, sikker på kjolen ikke er for mamie del flow, og Isa bare: nej, så tætsiddende er den ikke, og jeg bare: men hvis du også skal have sminke på, og Isa bare: fuck you, og absolut ikke gidede at tage hint, så jeg bare lod diskussionen ligge, og vi tog til Burger King.

(s. 93)

Selvom det er et forsøg på at nærme sig talesprogets rytme og syntaks, er det også helt vildt konstrueret skriftsprog (hvilket ikke er ment som en valorisering). Undervejs i læsningen har jeg flere gange tænkt, at det virker som en blanding af Niels Franks Nellies bog (2013) og noget fra et sketchshow med karikerede indvandrertyper.  

 

Der er to fortløbende spor i bogen; det ene handler om familiens ældste søn, Alvaro, som først går under jorden og dernæst kommer i fængsel; det andet handler om Marianas forelskelse i Muhammed (som bliver kaldt Mu2, fordi der er så mange andre, der også hedder Muhammed). Disse spor flettes ind mellem bogens øvrige tekster, som oftest består af en enkelt scene. Kombineret med åbningssætninger som ”Når alle dagene er ens og ingenting sker, livet pludselig bliver trist som novemberdag selvom det april” (s. 82) og ”I dag var vildt kedeligt i skole, og selvfølgelig jeg havde glemt min nøgle og blev nødt til at gå over til mor som sad på bænken bag boligblokken” (s. 95) giver det teksterne en dagbogslignende karakter. Det er de episodiske stykker, der udgør størstedelen af bogen, og det er egentlig symptomatisk, at de mere alvorlige og potentielt dramatiske aspekter næsten udelukkende udspiller sig i baggrunden og kun glimtvis bryder frem. Et oplagt eksempel er de religiøse spændinger, der kan opstå i et klasseværelse med elever fra så mange forskellige kulturer. Da Marianas klasse skal lave temaplakater, kommer eleven Nora til at smide en seddel ud, hvor der står ”Allah” på, hvilket ophidser de muslimske drenge, der forklarer at sedlen ikke må komme i skraldespanden, men skal brændes i stedet: ”og det var der tredje verdenskrig begyndede, for bagefter vi gik i frikvarter, og så alle muslimdrengene, wallah, hele asylcenteret stillede sig i ring omkring og næsten ville banke hun, og bare: racist!!!!! det så helt ud som krigszone, næsten de kunne begynde stene Nora” (s. 33). Heldigvis kommer en anden dreng, Dardan, og afværger faren ved at forklare, at det hele beror på en misforståelse. Slutningen på kapitlet angiver, hvad der er vigtigt i Marianas verden – for det, hun udleder af situationen er nemlig, at Dardan er vild med Nora.

På den ene side er det en meget forståelig og genkendelig skildring af teenagelivet hvor det er følelseslivet og de nære relationer, der optager jeget, og på sin vis synes jeg faktisk at skildringen er ganske god og rammende – på den anden side gør det også, at bogen kommer til at virke lidt overfladisk. Fortælletempoet er højt, hvilket nogle steder fungerer fint, for eksempel i mikroportrættet af en ny matematikvikar: ”en dulle fra Stavanger, som er skidetan med de hvideste vampyrtænder og smiler hele tiden så øjnene lyser af gal kvinde” (s. 40), men jo længere ind i bogen, jeg kommer, jo mere upåvirket bliver jeg også af bogens optrin til konflikter, fordi de kan løses så let som her: ”Når jeg kom hjem, det første jeg gjorde var msn, og allerede Mu2 var der og bare: du må ikke blive sur på mig, og jeg bare: jeg hænger ikke med folk der ler ad mine venner, og så Mu2 bare: sorry, jeg lo bare fordi andre gjorde, og så ting ordnede sig” (s. 107). Romanen formår på fin vis at give stemme til både en særegen dynamik i mødet mellem forskellige kulturer og til den på en og samme tid enormt individuelle og enormt kollektive teenagetilværelse. Den er bedst når alvoren kommer op til overfladen, eller når den løber som en klar strøm under de trivielle hverdagsskildringer. Men det sker desværre lidt for sjældent. Alle udlændinge har lukkede gardiner  er mere sympatisk end den er litterært interessant; den falder på intet tidspunkt helt igennem, men ender bare med at fremstå ujævn, og lidt for overfladisk til at jeg kan være med hele vejen.

*

Maria Navarro Skaranger

Alle udlændinge har lukkede gardiner (2016 [opr. 2015])

Oversat af Sara Koch

Gyldendal

Stein Sørensen – 4

Året er 2003. Kyrre Tanding, en ung jurastuderende, bor i et lille, afsidesliggende hus i Oslo sammen med sin kæreste Lucie. En dag bliver de opsøgt af Øistein Sørensen fra politiet, som fortæller dem at Kyrres barndomsven Svein er forsvundet. Svein har forsøgt at stjæle penge fra Eirik Vathek, som muligvis er en af de mest magtfulde mænd i den kriminelle underverden i Oslo. Øistein beder Kyrre om hjælp til at finde Svein, og få ham til at melde sig, så han kan komme under vidnebeskyttelse, og være med til at fælde Vathek. Sammen med Arfan Johansson – en fælles ven af Svein, som Kyrre også kender fra tidligere – lykkes det Kyrre at opspore Svein og hans kæreste Eli, som han hjælper med penge og husly, mens han prøver at overtale dem til at melde sig. Men alt dette er kun begyndelsen. For det viser sig hurtigt, at Arfan styrer en række lyssky forretninger, og blandt andet er involveret i narkohandel for mange millioner, og i den korte tid, Kyrre tilbragte sammen med ham for at finde Svein, er han allerede spundet så langt ind i Arfans net, at det ikke er til at komme ud igen.

Hvad der herefter sker, skal jeg ikke afsløre her, men det udvikler sig til en velfortalt og særegen spændingsroman. Selvom handlingen foregår i Norge, er universet langt hen ad vejen lig det, man forbinder med amerikanske krimi- og spændingsserier. Skal man have fat i nogen, kører man selvfølgelig hen til et værtshus, hvor bartenderen har et kæmpe netværk, og altid lige kender en, der er værd at snakke med. Den slags. Det lyder måske som en kritik, men er ingenlunde ment sådan. For det er Stein Sørensens store fortjeneste, at han formår at placere romanen i et velkendt univers med (fiktions)kriminalitetens helt særlige logikker, uden at det af den grund bliver forudsigeligt. Personerne spilles ud mod hinanden, og et godt stykke i romanen er man reelt i tvivl om, hvor omfattende sagen faktisk er. Hvad er det egentlig, Arfan Johansson har gang i? Har Eirik Vathek forbindelser til mafiaen? Spreder Øistein Sørensen usande oplysninger i det kriminelle miljø for sin egen vindings skyld? Og hvad er HBCG Banks rolle i det hele?

Hovedpersonen Kyrre er en underlig karakter. Næsten alt i hans umiddelbare nærhed kan igangsætte lange tankerækker, der får det til at virke som om hans hoved er en stor faktaboks:

Det yra mot rutene, og hjula sang gummimykt mot den regnsvarte asfalten. Arfan var på telefonen og forhørte seg med kompiser og venninner fra alle kanter av landet, og slik snevra nettet seg inn rundt Svein og Eli. Over oss skifta nyansene i gråværet langsomt, som skykroppene rulla med vindene, og jeg løfte blikket og tenkte på de globale systeme av damp og regn som driver vindsystemene rundt jorda, og fremst av alle Hadleys sirkler, som de kalles, de roterende hjula av gass i atmosfæren omkring ekvator, drevet av jordrotasjonen, solvarmen og vannets fordampning, som til sammen driver gassmassivene opp til kaldere lag høyt i været, der dampen kondenserer og faller som regn mot regnskogene nedenfor, og slik driver enorme flak av våt luft i hissig vind nordover eller sørover, bort fra ekvator, til den tørker ut over ørkenene og igjen stiger, drevet tilbake mot ekvator av jordrotasjonen.

(s. 64)

   

Selvom Kyrre er en dygtig og flittig studerende, viser det sig hurtigt, at hans fælles fortid med Svein og Arfan ikke blot kan karakteriseres som drengestreger eller som små tyverier, men faktisk også rummer alvorlig økonomisk kriminalitet. Alligevel er det lidt svært at forstå, hvorfor han er så forhippet på at hjælpe Svein, og hvordan han så hurtigt accepterer Arfans skumle aktiviteter. Men når nu han endelig er blevet indhentet af fortiden og fanget i Arfans spil, er beskrivelserne af, hvordan grebet strammes om Kyrre – endda af både Arfan og Øistein Sørensen – til gengæld virkelig gode. 

Bogens titel henviser til en række essayistiske passager, som handler om hvordan tallet fire går igen i alle mulige aspekter af menneskets måde at forstå verden på. I den anledning hører vi blandt andet om humoralpatologi, vand, Bourdieus kapitalbegreb, drømmetydning, penges forskellige funktioner, skyformer, teatrets fjerde væg og buddhistisk etik. Som udgangspunkt er jeg fuldstændig til fals for den slags: Et tilsyneladende upåfaldende fænomen, der bruges som et tværsnit gennem (verdens)historien og fører tankerne på overraskende og svimlende afveje (som man eksempelvis ser det hos Jorge Luis Borges eller W.G. Sebald). Desværre er det ikke tilfældet her. Bag disse afsnit ligger uden tvivl et stort arbejde med at opstøve forskellige forekomster af tallet 4, men jeg synes ærligt talt ikke, at de er synderligt godt forankret i romanen. For det første ville det ikke gøre nogen forskel for historien, hvis de essayistiske passager blev taget ud. For det andet bliver de heller ikke rigtig brugt til noget – fortælleren forbinder ikke de forskellige forekomster af tallet fire med hinanden, han bruger dem heller ikke som et springbræt for sine tanker, han peger sådan set bare på at de findes, og uddyber måske lige lidt hist og her, men det hæver sig altså ikke op over simpel opremsning af fakta. For det tredje kunne jeg godt have ønsket mig, at det hele var gjort lidt mere subtilt. Eksempelvis kunne mange af opremsningerne snildt have bestået af fire forskellige ting, uden samtidig selv at påpege, at der er tale om FIRE: ”Huden var rød og varm, og etter Sveins ansikt å dømme gjorde det vondt. De fire kanoniske tegna på et infisert sår er hevelse, rødme, varme og smerte” (s. 75). Desuden optræder tallet fire så ofte, at det ofte virker meget demonstrativt, som når en bipersons helt præcise adresse nævnes i begyndelsen af bogen: ”Da vi stoppa, forsto jeg at vi var innerst i Tverrveien 4, der Aslak bodde” (s. 79), eller når et stort anlagt røveri hen mod bogens slutning selvfølgelig skal finde sted d. 4. Andre gange virker det helt malplaceret, som når fortælleren midt i en kritisk situation pludselig lader tankerne vandre:     

Jeg åpna øynene og myste mot lyset. Skyggene tegna figurer på betongveggen. Arfan sto vendt mot meg med taklampa rett bak seg og pillet distré på steinen i øret. Han hadde sagt det var en 0,14 karats diamant. Diamanter er laget av karbon og er altså av det samme stoffet som laget søtsmaken i munnen. Det er noe mystisk på gang med karbonatomet. Av en eller annen grunn er det byggesteinen i alt organisk liv. Kanskje skyldes det at atomet er såkalt tetravalent, det vil si at det har fire kovalente bindinger […].

(s. 348)

Det ender lidt mellem to stole – enten skulle det have været væsentligt bedre forankret i handlingen, eller også burde afsnittene nok have været vildere og mere svimlende. Og det er ærgerligt – for Stein Sørensen lykkes med så meget andet. Med sine 525 sider er det en bog, der tager sig god tid til at fortælle sin historie, og alligevel er den virkelig medrivende. Det er ikke en nem balance at ramme. Ligeledes er især portrættet af Arfan Johansson imponerende udført, da han på samme tid fremstår skræmmende og latterlig. Og så er 4 helt elementært spændende; faktisk en af de mest spændende bøger, jeg længe har læst, på trods af, at den ikke lever op til sit fulde potentiale.  

Stein Sørensen

4 (2016)

Kolon Forlag