Espen Stueland – 700-årsflommen

Introduktion

De fleste af de forfattere, jeg bliver ved med at vende tilbage til, er ikke nødvendigvis nogen, jeg læser fordi deres bøger udtrykker et livs- eller kunstsyn som jeg kan tilslutte mig. Jeg læser dem fordi jeg synes det er interessant at følge netop disse forfatteres særlige form for nysgerrighed. Noget af det bedste ved at følge et helt forfatterskab – og ikke kun læse alle bøgerne i kronologisk rækkefølge, men også tage dem ned fra hylden ud fra tilfældige indskydelser eller vage associationer og bladre, krydslæse, skimme – er at se bort fra enhver tanke om udvikling eller modning, og i stedet danne sig ikke nødvendigvis synderligt konkrete indtryk af, hvordan et bestemt tema dukker op i forskellige sammenhænge i forskellige former og bruges til vidt forskellige ting. Det, der samler sig ved den slags læsning, er ikke kun et billede af gennemgående temaer eller nye retninger, der opstår også fornemmelsen af en stemme eller et blik, en særegen måde at tænke og være nysgerrig på, som man kan have tiltro til og nyde at følge, fordi man har fulgt den før, og ved at den sandsynligvis fører en vigtige steder hen, selv i de tilfælde, hvor tekstens emne umiddelbart virker uinteressant. For mig er Espen Stueland en af den slags forfattere. Han har både udgivet tre digtsamlinger, prosasamlingen Brått revet bort (2006), en roman, samt bøger om Jon Fosse og Alberto Giacometti, men her er det essayisten Stueland, det skal handle om.

I 2009 udkom Gjennom kjøttet, som angav et markant skifte i forfatterskabet. Forgængeren Brått revet bort er en samling af forskellige tekster, heriblandt både readymades, kortprosa og historiske spekulationer, nogle i lange, sammenhængende afsnit (eksempelvis et fremragende stykke om Kina), andre på blot få linjer (”//Som et forsøk på å lappe hjulet mens du syklet // Slik ville jeg beskrive forsøkene mine på å få vite hvem du er”). Stilen er ofte encyklopædisk legende a la Jorge Luis Borges, samtidig med at den er ganske frisluppen i sine metaforiske associationer og ”litterariseringer” (Stuelands udtryk) af stoffet. Gjennom kjøttet, derimod, er en næsten 800 sider lang skildring af kroppens og dissektionens kulturhistorie. Bogen er ikke udformet som én lang, fremadskridende fortælling – selvom den slags redegørende afsnit også findes, står de side om side med essayistiske fascinationspunkter om utallige aspekter af emnet, lige fra anatomiske metaforer hos Shakespeare, Orlans kropskunst, videoen til Robbie Williams’ ”Rock DJ” og dæmoni i Katarina Frostensons digte. Men den vigtigste forskel mellem de to bøger er, at de fantasifulde associationer er erstattet af saglighed og en helt anden forpligtelse over for stoffet.

Senere har Stueland beskrevet, hvordan han flere gange undervejs måtte revidere sit arbejde, fordi han opdagede at hans fantasifulde associationer stod i vejen for projektet, fordi de simpelthen ikke havde hold i virkeligheden. Denne indsigt banede vejen for en ny forståelse af essayet, som præsenteres i Falsk tilståelse og andre essays (2013), hvor Stueland har samlet og kraftigt revideret en række af sine tidligere tekster. I det programmatiske essay ”I stedet for en litterarisering”, gør han op med Adornos påståede modsætning mellem essay og videnskab, og lancerer til gengæld en ny type essay, som modsætning til den ret rigide (og altså også meget kunstige) opdeling af det formelle og uformelle (se fx Georg Johannesens ”Holberg og essayet” fra Om den norske skrivemåten (1981) for en uddybning heraf), nemlig det epistemologiske essay. Som navnet angiver, er Stuelands senere essayistik ofte mentalitetshistorisk vinklet: ”I et essay med en mer litterær form er idiosynkrasiene toneangivende fra første stund, og leseren dropper kravene til at påstander må belegges. Det er tross alt forfatterens erfaringer som skildres. Men i et essay om historiske tekster er forsøket på å få fram hvilke perspektiver som gir en forståelse som er teksten verdig, av høyeste prioritet” (Stueland 2013, s. 39). Et emne eller en problematik undersøges i tæt sammenhæng med sin samtid og kultur (oftest kunst og litteratur) – og ved at vise, hvordan tidligere forståelser af en bestemt problematik er skruet sammen, banes vejen for en analyse af denne problematik i nutidens optik, som herefter så let som ingenting kan afklædes sit skær af selvfølgelighed.

700-årsflommen

I oktober 2014 ramte en oversvømmelse Vestlandet i Norge. 820.000 liter vand i sekundet skyllede ind over området, og ødelagde både huse og store dele af infrastrukturen. Espen Stueland var på vej hjem fra fodboldtræning med sin datter, da hendes cykel pludselig forsvandt i mørket under dem. Datteren slap heldigvis uskadt fra hændelsen, der er dramatisk genfortalt i hans nye udgivelse, 700-årsflommen. Bogen består af 13 indlæg, der hver omhandler et bestemt aspekt af klimasituationen netop nu. Foruden oversvømmelsen på Stuelands hjemegn hører vi både om klimajura, forskning, børns forhold til naturen, mørk økologi, politik og lobbyisme, ligesom der er refleksioner over hvorfor kritik er blevet umoderne, samt læsninger af digte af blandt andet Tor Ulven, Inger Christensen og Theis Ørntoft. De første tekster er en grundig indføring i den aktuelle forskning, der viser hvor omfattende klimaforandringerne allerede er, samt hvor dystre fremtidsudsigterne er, hvis markante tiltag ikke sættes i værk omgående. Efterfølgende bruges disse indsigter som udgangspunkt for en bredere diskussion af de kulturelle og æstetiske spørgsmål, som klimaforandringerne medfører.

I løbet af bogen nævner Stueland utallige eksempler på, hvorfor ”det er en dyp kløft mellom klimafremskrivningene og et språk som har kraften til å mobilisere” (s. 8): Vi har svært ved at forstå/få overblik over forskningen/prognoserne; vi føler os fremmedgjorte over for naturen (hvilket uddybes i en af bogens allerbedste tekster, hvor der blandt andet fortælles om en norsk skole som så sig nødsaget til at indføre forbud mod at klatre i træer, fordi forældrene mente at det var for farligt for deres børn!); tanken om ”vores efterkommere” – som vil mærke konsekvenserne af klimaændringerne i langt højere grad end os – er for abstrakt; politikerne bekymrer sig mere om næste valg end om klodens fremtid, og der er så mange smuthuller i de politiske aftaler, som er lavet hidtil, at de i praksis er værdiløse.  

Bogens mange forskellige emner og spor kædes sammen af Stuelands fine sproglige analyser. Udgangspunktet er, at ”klimaendringene er en krise i språket, i det som sies og ikke sies” (s. 294). Et af problemerne består i at finde et passende sprog for omfanget af klimaforandringerne. For eksempel eksisterer der en app, som omregner hvor meget energi, den menneskeskabte opvarmning af kloden siden 1998 svarer til i Hiroshima-bomber – i skrivende stund er tallet et godt stykke over to millioner – men som Stueland påpeger, medvirker den slags metaforer mere til katastrofetænkning og dårlig samvittighed end til refleksion og ændret adfærd. Et andet eksempel henter Stueland fra nyhedsudsendelserne i dagene efter oversvømmelsen på Vestlandet, hvor eksperter forklarede, hvor mange badekar eller mælkekartoner, det ville kræve at rumme de vandmængder, der var skyllet ind over egnen. Her er metaforene så underligt hjemlige, at de ikke kun bliver ufarlige, men også absurde.

Stueland har desuden et skarpt blik for de problematiske strategier, som visse virksomheder bruger for at slippe for at tage deres del af ansvaret. Han introducerer begrebet ”grønvask”, som er når ”bedriften eller selskapet bruker større ressurser på å reklamere for at den er grønn, enn på tiltak som gjør den til en grønn bedrift” (s. 122) – eksempelvis når Statoil investerer store summer i skisporten i Norge, samtidig med at deres øvrige aktiviteter bidrager til den globale opvarmning, der får sneen til at smelte i de norske fjelde, hvilket blandt andet ses ved at mere end hvert fjerde skiløb i 2014 måtte aflyses eller udsættes på grund af manglende sne (s. 89-90). Heller ikke den norske regering klarer frisag; Stueland harcelerer over statsminister Erna Solbergs udtalelser om at hun er ”klimaoptimist”, og han opsummerer den uholdbare politiske strategi i følgende passage:

Nå er det ”klimamålene for 2040” som gjelder. Og frem mot 2055 skal vi, ifølge olje- og energiminister Tord Lien, pumpe opp mer olje enn det er pumpet opp fra Nordsjøen frem til i dag, for å skaffe penger til å oppfylde klimamålene for 2040, blant annet gjennom kjøp av klimakvoter som skal bøte på en promille av klimaendringene som er forårsaket av karbonutslip fra norsk olje og gass i samme tidsperiode. Om du ler høyt når du leser dette, er vi to. Om du gråter, er vi også to.

(s. 124-125)

Ligeledes er der hug til de politikere, som har til opgave at indgå internationale klimaaftaler, eksempelvis Kyoto-aftalen, hvor man rigtignok lavede en fælles aftale om at nedbringe det globale CO2-udslip, men hvor afsnittet om hvilke konsekvenser det skulle få for de lande, der ikke overholdt aftalen, var genstand for så megen uenighed, at man endte med at fjerne det. Dermed kunne alle landene stolt proklamere, at de var enige, blot for at fortsætte deres miljøskadelige praksis fuldstændig som før.

Det lyder måske temmelig nedslående alt sammen – men så meget desto mere vidner det om Stuelands store kvaliteter som essayist og debattør, at bogen både er engagerende, udfordrende og enormt interessant. Der er ingen tvivl om, at Stueland plæderer for en mere aktiv indsats for at begrænse omfanget af den globale opvarmning, men han bliver aldrig belærende eller urimeligt polemisk, selvom der vel at mærke stadig er masser af temperament i bogen. Ligesom i hans tidligere bøger, bruger han bruger megen plads på at forstå sine modpartens holdninger og hvilket verdenssyn, der ligger bag dem, inden han giver sig til at skille argumenterne ad og vise, hvorfor de ikke hænger sammen. Her er det blot tilsat en del mere temperament, som kommer til udtryk gennem opgivende udråbstegn eller spydige parafraser af politisk retorik (”Spørsmålet er ikke hva vi kan gjøre for klimaet, men hva klimaet kan gjøre for Norge” (s. 122)). Det klæder Stuelands skrift, og gør 700-årsflommen til en velafstemt bog, der formidler og diskuterer med masser af nerve.

*

Espen Stueland

700-årsflommen (2016)

Forlaget Oktober

Susanne Christensen – En punkbønn

I 2012 indtog aktivistgruppen Pussy Riot Frelserkatedralen i Moskva med en såkaldt punkbøn, der kritiserede forholdet mellem kirke og stat i Rusland. Et år senere besøgte den dansk-norske kritiker og essayist Susanne Christensen selvsamme katedral, hvor hun tændte et lys og hviskede ordene ”Free Pussy Riot”. Nu har Christensen så udøvet endnu en bøn, denne gang i bogform med undertitlen ”Musikk og aktivisme i Russland og Nord-Amerika”.

Selvom både Pussy Riot og især den amerikanske Riot Grrrl-bevægelse er centrale i bogen, er En punkbønn ikke en musikbiografi. Den veksler mellem rejsebeskrivelser (Skt. Petersborg, Moskva, New York, Olympia og Berlin), faktuelle afsnit, små scener og interviews, i en undersøgelse af, hvordan feministiske punkmiljøer udgør ”et eksplosivt kulturelt møtepunkt mellom musikk, litteratur, kunst og sosial aktivisme”. Christensen skriver i et højt tempo, ofte med mange indfald og referencer. I et afsnit om begrebet ”kulturkamp” når vi således forbi både Sex Pistols, nazisme, fotografen Robert Mapplethorpe, Muhammed-tegningerne, 11. september og Charlie Hebdo-angrebet – alt sammen på blot 1½ side. Det giver teksten en god energi, som overordnet set er medrivende, og kun enkelte steder støder man på afsnit, der virker henkastede eller kører i tomgang, som når Christensen i et afsnit om stormvejr – hvis associative begrundelse i forvejen er lidt svær at gennemskue – skriver, at stormen Bodil blev omtalt i erotiske vendinger i de danske medier, hvorefter hun tilføjer: ”Bodil er også navnet på Danmarks største filmpris, oppkalt etter skuespilleren Bodil Ipsen (1889-1964), og i nyere tid har den folkelige, danske fantasien blitt fanget av koblinger mellom kvinnen, naturen og erotikken av et anerkjent filmregissørgeni, Lars von Trier” (s. 69).

Det er en stor styrke ved bogen, at den ikke forsøger at levere et historisk overblik. Christensen forfalder ikke til pligtopfyldende redegørelser og opremsninger af fakta, til gengæld formidler hun både sin fascination af de aktivistiske miljøer og sin længsel mod fællesskaber. En punkbønn handler nemlig også om fremmedgørelsen ved at være en pige, der er ved at blive til en kvinde, og har svært ved at leve op til omgivelsernes forventninger. Her benytter Christensen sig af vejrtrækningen som et gennemgående motiv, hvor samfundets snævre normalitetsbegreb, der skaber identitet ved at bekæmpe alt hvad der er anderledes, beskrives som en slags kvælertag, mens musikken repræsenterer frihed. Christensen beskriver punk som et udfoldelsesrum, hvis rytme åbner nye muligheder for kroppen at bevæge sig på: ”Kroppen var ikke uniformert, den anstrengte seg ikke for å behage noen. Ryggen var ikke rett, kroppen søkte ytterpunkte, den ville leke, den fløt over av begjær, dermed kastet den seg rundt, den fløt og hang, den stagedivet og slamdanset, den prøvde å gå i forbindelser med andre kropper” (s. 75). Men selvom bogens drivkraft er længslen efter samhørighed, styrer Christensen fint uden om utopiske forestillinger om fællesskab. En anden af bogens store kvaliteter er nemlig, at den også berører de interne uoverensstemmelser i de forskellige miljøer, og eksempelvis beskriver hvordan den tidlige punkbevægelse var lige så mandsdomineret som resten af samfundet, eller at Riot Grrrl blev kritiseret for kun at henvende sig til hvide middelklassekvinder. Ved en demonstration mod et Barbiehus i Berlin beskriver Christensen det således: ”Jeg sier ikke at vi kommer sammen i en stor, glad mengde, menneskelige møter er ofte preget av en viss skjevhet og tilfeldighet, en viss grad av famling og tilkortkommenhet. Vi er ikke ett, men vi rører nesten ved hverandre, vi ser hverandres ansikt ut av øyekroken, vi danner en større, uensartet kropp som flyter av sted mellom husene. Vi er ikke noe kor, det er ingen permanent harmoni her, men det er tross alt en slags oppmerksomhet” (s. 110). Her er intet ønske om at smelte sammen til en stor lykkelig enhed, men snarere en opfordring til at anerkende det anderledes og give større plads til udfoldelse. Bogens vejrtrækningsmotiv bliver en påmindelse om de livsvilkår, der er fælles for alle, og Christensens pointe synes i denne forbindelse at være, at samhørighed ikke er noget, vi behøver at arbejde hen mod, det er noget, der allerede eksisterer, hvis bare vi mærker efter.

En punkbønn er også historien om, hvordan vilkår og muligheder for aktivistisk praksis ændrer sig. Det er ikke et spor, der fylder voldsomt meget i bogen, men det bliver alligevel tydeligt hvor stor en forskel, internettet har gjort. Riol Grrrl-bevægelsen benyttede sig af de såkaldte fanzines – små håndlavede pamfletter og tidsskrifter – der cirkulerede mellem venner og blev uddelt til arrangementer eller sendt med posten tværs over landet. Et væsentligt mere møjsommeligt og langsomt arbejde end nu, hvor Pussy Riot for eksempel kan sprede deres budskaber via internettet, og hvor videooptagelser af en performance kan være tilgængelige på YouTube få minutter efter den har fundet sted. Både den amerikanske musiker Ian F. Svenonius og den norske ditto Jenny Hval taler om en forandret kultur, hvor det at være kunstner nu er at være sin egen lille virksomhed, der er nødt til at rette sig efter markedets og de sociale mediers præmisser: ”Folk glemmer at et band pre-internett faktisk kunne ha enorm påvirkning selv om det så å si ikke eksisterte. I dag tenker man at man konstant må prate om seg selv for å være synlig, men på den tiden var det virkelig annerledes. Man kunne bevare et skjær av mystikk […]” (s. 153), og ”For femten år siden ville det vært oppfattet som ukult å holde på sånn, men nå må selv den mest motstrebende kunstner kommunisere via sosiale medier” (s. 143).

Bogens sidste del er en mosaik, der blander passager fra de foregående afsnit med nye tekststykker, som alle starter med ordet ”Hun” (”Hun er en drømmer med billig fantasi”, ”Hun bruker stemmen sin som et våpen”, ”Hun river brudekjolen i stykker og bruker den som gulvklut”, etc.). Sammenstillingerne af forskellige positioner, beskrivelser og udsagn bliver til et broget portræt af ”punkpigen”, et opgør med identiteten som enhed. Punkpigen stritter i utallige retninger, der findes ikke én samlet fortælling om hende, fordi hun netop altid befinder sig i grænselandet mellem de på forhånd givne roller. Den samme mentalitet kommer til udtryk i måden, bogen er skrevet på, både på sætningsplan, med de mange indfald og afstikkere, og på et mere overordnet plan med de forskellige teksttyper, der forsøger at gribe emnet på hver deres måde. Det giver en ujævn og skramlende bog, hvor Christensens samtale med Jenny Hval bliver lidt for indforstået og enstemmig, mens samtalen med digteren Olga Ravn er virkelig fin og perspektivrig. Men bogen vil netop heller ikke være pæn, den vil være punk – og som sådan ender den da også med at fremstå både vigtig og vellykket.

*

Susanne Christensen

En punkbønn (2015)

Forlaget Oktober

Henning Hagerup – Vinternotater

I anledning af essaysamlingen Metafysisk skrapjern, som jeg tidligere har omtalt, udgav Kolon Forlag i slutningen af 2015 en lettere redigeret paperbackversion af Henning Hagerups første bog Vinternotater, der oprindeligt udkom i 1998. Samlingen indeholder tekster om blandt andet Miltons Paradise Lost, La Rochefoucaulds maksimer, surrealisme, politisk lyrik, robotter/automater og Tor-Åge Bringsværds 70’er-bøger.

Det er meget sigende for Hagerup som læser og essayist, at han, både i bogens oprindelige forord og det, der er tilføjet i anledningen af genudgivelsen, går i rette med sig selv. Udover korrekturfejl og upræcise formuleringer drejer det sig om udfald mod i særdeleshed kritikeren og essayisten Arild Linneberg, der ifølge Hagerup har leveret en dårlig læsning af Dag Solstads roman Professor Andersens natt. Det samme gjorde sig gældende i Metafysisk skrapjern, hvor Hagerup var ude efter Øyvind Berg og Susanne Christensen, fordi de havde brugt ordet ”romantik” på en lidt for skødesløs måde. Foruden at være på nakken af tidligere versioner af sig selv, beklager Hagerup altså sine udfald mod kollegerne i bogen. Forordenes korrektioner bliver dermed til en illustration af to af de aspekter, der bedst karakteriserer ham som essayist, nemlig grundighed og temperament.

Hagerup veksler virtuost mellem nærlæsninger og bredere historiske perspektiveringer, og han skriver imponerende indsigtsfuldt om alt fra romantikken til digte for børn. Sidstnævnte behandles i essayet ”Ikke glem kamelen”, der er et af bogens højdepunkter, og fungerer som en glimrende illustration af Hagerups temperament – for udover fine betragtninger om, hvad det vil sige at skrive gode digte for børn, og en anerkendelse af, hvor svært det er (som et af de mere vellykkede eksempler fremhæver han blandt andet Halfdan Rasmussen), holder han sig heller ikke tilbage med at revse nogle af de forfattere, der har forsøgt sig med mindre held:

Om barn vil kunne få noe som helst ut av Britt Karin Larsens bok Ingenting er helt som før, er det strengt tatt grunn til å tvile på. Hvis Kaldestad står i fare for å bli belærende, bliver Larsen så sosionomaktig forståelsesfull at alle barn med respekt for seg selv burde reagere. […] Ronny har alt han trenger av materielle goder, men mangler omsorg og kjærlighet. Det er sikkert en korrekt observasjon – la gå. Men hvorfor i alle dager må man skrive dikt om det? Og hvorfor må diktet munne ut i et spørsmål som like gjerne kunne stått i en lærebok i samfunnsfag for fjerdeklassinger?

(s. 196-197)

To af bogens øvrige højdepunkter er de små essays om den romerske digter Sulpicia og barokdigteren Sibylla Schwarz. Teksterne er en slags portrætter, der både præsenterer de oversete forfatterskaber, indsætter dem i deres historiske sammenhæng og viser, hvordan de hver især adskiller sig fra datidens litterære normer. 

Vinternotater kan læses som ét langt underforstået forsvar for empati og respekt for den Anden. Man mærker det i Hagerups tilgang til teksterne, men det kommer for eksempel også eksplicit til udtryk i nogle bemærkninger om historisk læsning:

For å lese Sibylla Schwarz og hennes samtidige må man glemme mange av 1800- og 1900-tallets poetiske krav – noe som blant annet innebærer at man må bestrebe seg på å tenke historisk, uansett hvor problematisk det måtte være. Ikke minst er det vigtig at man husker hvilken tid barokkpoetene levde i: Hvis man er tilbøyelig til å le av all vanitas- og undergangspoesien fra denne epoken, bør man ikke glemme at det er snakk om en tid da døden var langt mer nærværende enn den er for oss, og at mye av barokkdiktningen er et forsøk på å hanskes med denne ytterst konkrete kjensgjerningen.

(s. 101-102)

Og:

Man går ikke til Goethe for å få bekreftet det 20. århundrets varianter av doxa; man går tvert imot til ham for å utsette seg selv for en udiskutabelt stor ånd […] som har nådd frem til helt andre erkjennelsesmessige resultater enn dem et hvilket som helst akademisk halvtalent kan dosere over på kafeene i dag. Men da må man også våge å gå inn i konfrontasjonen, istedenfor å gjøre seg lystig over hvor lite Goethe later til å ha visst sammenlignet med oss som lever nå […] Men hva som enn måtte utspille seg på den intellektuelle catwalken, bør man ha in mente at det er fullt mulig å besitte dype innsikter som ikke harmonerer med de rådende motene, og som vi fra vårt historisk betingede ståsted bare har ufullkommen tilgang til.

(s. 142-143)

Jeg skal her undlade at citere hele Hagerups svada mod nykritik og dekonstruktion, som strækker sig over flere sider, men blot henvise til den overordnede pointe som er, at de bestræber sig på at læse litteraturen som et autonomt fænomen, og dermed risikerer ”fraværet av historisk innsikt” at føre til at ”politisk betingede ytringer leses kontekstløst og som et generelt uttrykk for Weltschmerz” (s. 265).  

Grundtanken bag disse udsagn er den samme som den, der blev udlagt i teksten om Babelstårnet fra Metafysisk skrapjern: ”Språklige forskjeller og barrierer fører til at vi må anstrenge oss mer for å forstå hverandre, og dermed bliver det også i større grad påkrevd at vi lytter til det andre sier. […] bevisstheten om det flerspråklige […] fordrer en filologisk gå-sakte-holdning som burde bidra til å gi oss en aldre så liten leksjon i kulturell ydmykhet, siden den kan lære oss at våre egne tankemønstre og tankestrukturer ikke er de eneste gyldige” (s. 24-25). For det meste mærker man et stærkt nærvær og en udtalt respekt i teksterne, men ud fra ovenstående passager, kan det selvsagt virke en smule pudsigt, at Hagerup selv går så voldsomt til angreb på eksempelvis Linneberg, og selvom det kan være morsomt at læse, er det heller ikke altid nemt at vide, hvad man skal stille op med sådanne udfald. At det trods alt ikke skæmmer læsningen nævneværdigt, skyldes velsagtens at man får indtryk af, at angrebene skyldes unuancerede læsninger snarere end personangreb – samt at Hagerup heller ikke er bleg for at kritisere tidligere versioner af sig selv. 

Titelessayet, som er bogens sidste, fungerer nærmest som en eksemplarisk tekst for samlingen: Hagerup sidder og læser, han får øje på himmelen, stiller sig ved vinduet og betragter den, hvorefter kommer i tanke om nogle linjer fra et digt af Baudelaire. Dernæst tænker han lidt videre over himmelens skønhed, og bliver mindet om, at det farvespil, han finder så smukt, delvist skyldes forurening. Dette afstedkommer spørgsmålet: ”Hvordan være et ansvarlig, etisk, samfunnsbevisst menneske og samtidig forbeholde seg retten til å gå inn i det estetiske feltet – særlig i de tilfellene hvor man utmerket godt vet at man for en kort stund lurer seg selv?” (s. 404). Herefter følger en længere associationsrække over det ældgamle problem, der undervejs fører os forbi både Shelley, Kant og Nietzsche, i særdeleshed deres overvejelser om sammenhængen mellem skønhed og sandhed, hvilket munder ud i en opsang til tidsånden, hvor folk opfatter det hæslige som mere ægte end det skønne.

Henning Hagerup skriver klart og nuanceret og hans litteraturhistoriske overblik er imponerende (der refereres med største selvfølgelighed (og med løs hånd) til Shakespeare, Goethe, Homer og Adorno – og synet af en lille pige i regnfrakke fører os i løbet af godt fem sider forbi både Marcel Proust, Stefan Zweig, Grethe Risbjerg Thomsen, Nils Ferlin, Stendhal og John Keats!). I det hele taget er det en stor fornøjelse at læse Vinternotater.

Kh M

*

Henning Hagerup

Vinternotater (2015 [opr. 1998])

Kolon Forlag