Karl Ove Knausgård – Så mye lengsel på så liten flate

Det er efterhånden ikke den store overraskelse, at Karl Ove Knausgård udgiver en ny bog, for denne udgivelse er hans femte siden efteråret 2015. Til gengæld er det lidt af en nyhed, at den ikke (kun) handler om ham selv. I anledning af, at Munch-museet i Oslo har inviteret Knausgård til at kuratere en udstilling af kunstnerens enorme produktion, lancerer han nemlig også Så mye lengsel på så liten flate, som hverken er et udstillingskatalog eller en monografi, men snarere et essay, hvor Munchs værker åbner for refleksioner over skabelsesakten, menneskets grundfølelser og vejen mod at finde et personligt udtryk.

Bogen falder i tre dele. Den første består af Knausgårds forsøg på at nærme sig kernen i Edvard Munchs praksis gennem tolkninger af en række mindre kendte malerier. Anden del fortæller historien om, hvordan udstillingen på Munch-museet blev til, og indeholder et længere interview i museets magasin med Stian Grøgaard, som har skrevet en bog, der forholder sig kritisk til Munchs tekniske kunnen. I tredje del følger vi Knausgård og den norske instruktør Joachim Trier, samt dennes bror Emil, som vil lave en dokumentarfilm, hvor de besøger Munchs hjem i Åsgårdstrand og huset Ekely, hvor han havde atelier.

Så mye lengsel på så liten flate handler om alt det, der er mellem os og det, vi ser: de kulturelle forestillinger, som vi er blinde for, fordi vi lever midt i dem, og alle de tidligere fremstillinger af verden, som har været med til at forme vores blik på en bestemt – og for os selv ofte uigennemskuelig – måde: En ”velinformert og kyndig leser” i middelalderen kunne se forskel på datidens forskellige bogillustrationer og -illustratører, ”mens stilen for oss, i alle fall for meg, uttrykker én og bare én ting: middelalder” (s. 19). Både udstillingen og bogen drives af et ønske om at befri Munchs malerier fra den slags fastgroede forestillinger og fortællinger: ”Den ikoniske ”Munch” tar lett bort livet fra bildene, den biografiske ”Munch” tar lett bildene bort fra livet”, som det hedder et sted (s. 215). Fortroligheden ved at have set Munchs værker så mange gange ”strider mot deres grunnleggende karakter, som er den motsatte av fortrolighet, nemlig fremmedhet” (s. 102), hvilket betyder, at nogle af hans mest kendte billeder, såsom Skrik, ”på sett og vis er ødelagt for oss som kunstverk” (s. 16). Ved at forholde sig til værker, der ikke er kanoniserede, vil Knausgård opløse forestillingen om Munch som maler af ikoniske enkeltbilleder, og i stedet rette fokus mod den livslange skabelse.

Det giver anledning til fine beskrivelser af den kunstneriske proces som et vedvarende forsøg på at løse problemer, og på at forholde sig til ”maleriet før maleriet”, et begreb, Knausgård henter hos den franske filosof Gilles Deleuze: ”det som alltid er der på forhånd, og som allerede før maleriet er påbegynt står mellom maleren og motivet, er på den ene side klisjeen, med alt hva den innebærer, på den andre siden muligheten, med alt hvad den innebærer […] maleren går inn i bildet nettopp fordi han vet hva han ønsker å gjøre, men ikke hvordan han skal gjøre det, og den eneste veien til den vissheten går gjennom bildet og ut av det” (s. 27). I sine udlægninger prøver Knausgård at leve sig ind i de problemer, Munch måtte løse for at skabe de billeder, han forestillede sig, men som der ikke fandtes et kunstnerisk udtryk for i samtidens konventioner – en kamp, der betegnes som splittelsen mellem ”uttrykksviljen og uttrykksmidlet” (s. 87).

Udover hans beskrivelser af sine egne forsøg på at finde et personligt udtryk, får vi også endnu en variant af en af de helt klassiske Knausgård-troper, nemlig mindreværdet. Tanken bag udstillingen var som sagt netop at udforske, om det gik an ”å se Munch uten å se ”Munch”, eller med andre ord, gikk det an å se ham slik han ble sett for første gang?” (s. 134). Men da han læser Grøgaards bog, melder frygten sig med det samme: ”De bildene jeg hadde valgt ut, ville de tåle et slikt saklig-kritisk, før-kanonisert blikk? Jeg la merke til at Grøgaard kalte mange av bildene i Munchmuseets samling for ”kjellerslitere”, og en bunnløs angst grep meg, hadde jeg valgt ut alle Munchs dårlige bilder ut fra en underliggende tanke om at de var gode fordi de var malt av Munch?” (s. 145). Til gengæld er det fint at få Grøgaards kritiske tanker med i bogen. For hvad stiller man egentlig op med en kunstner, der har lavet 1789 malerier af svingende kvalitet, hvis mest kendte værker næsten udelukkende stammer fra et enkelt årti relativt tidligt i hans karriere, og som i de sidste år stort set kun malede upåfaldende motiver fra sit lokalområde? Knausgård skriver også selv en del om sit ambivalente (og ikke altid synderligt saglige) forhold til kunstneren: ”Det høres kanskje litt merkelig ut å si det, men jeg har alltid undervurdert Munch, han har i mine øyne framstått som litt dum, litt naiv, en som ikke forstod så mye, hverken av seg selv eller av andre. At han likevel klarte å male så bra, har jeg nærmest tenkt på som flaks, eller at det å male er så forskjellig fra å tenke at selv en litt dum fyr kunne tenkes å treffe” (s. 215). Bogens styrke er, at tvivlen og splittelsen forbliver tydelig hele vejen igennem, og at de bruges som nye måder at nærme sig Munchs kunst på. Samtidig er den dog også præget af en hel del gentagelser, som når Knausgård gang på gang betoner, at ”Munchs store begavelse lå i hans evne til å male ikke bare det blikket så, men også det blikket var ladet med” (s. 8). Det er heller ikke uden problemer, når han prøver at bygge bro mellem Munch og andre kunstnere: Ved at holde Skrik op mod Hamsuns Sult når han frem til væsentlige aspekter af dem begge, mens sammenligningerne med Joachim Trier, fotografen Stephen Gill samt malerne Anna Bjerger og Vanessa Baird er anderledes vage og søgte; her forsvinder Munchs særegne træk simpelthen bag de generelle fællesnævnere. Mens første del er søgende og associativ, når Knausgårds skrift bevæger sig fra det ene maleri til det andet, bliver den for løs mod bogens slutning, hvor samtalerne med Trier-brødrene sjældent hæver sig over famlende tilnærmelser. Så mye lengsel på så liten flate er således bedst i de afsnit, hvor den går helt tæt på Munchs malerier og forfatteren ikke kun dvæler ved skabelsesaktens iboende splittelse, men også ved sit eget ambivalente forhold til fænomenet Munch.

*

Karl Ove Knausgård

Så mye lengsel på så liten flate (2017)

Forlaget Oktober

234 s.

Rune Christiansen – Krysantemum

Rune Christiansens forfatterskab blev introduceret på dansk i 2015 med den anmelderroste Ensomheden i Lydia Ernemans liv, og nu udkommer endnu en af hans romaner, denne gang på det nye forlag LESEN i en flot oversættelse af Christel Pedersen. Krysantemum handler om Agnes, som bor i Schweiz, hvor hun skriver afhandling om den franske forfatter Alfred de Vigny. Ved bogens begyndelse rejser hun til Norge for at begrave sin far, hvorefter hun besøger sit barndomshjem og falder i snak med husets nye ejer, Jason. På vej tilbage til Basel møder hun den unge Carla, og størstedelen af handlingen skildrer Agnes’ forhold til skiftevis Carla og Jason. Dette forløb er tæt sammenvævet med erindringer (oftest vedrørende den afdøde far), samt referencer til klassisk musik eller bøger af Nathalie Sarraute, Françoise Sagan og Michel Butor.

Der er noget distanceret, nærmest reserveret over romanen, som jeg tror primært skyldes to ting: For det første genfortælles hændelser og dialoger oftest indirekte: ”Agnes fik den tanke at hun måtte spørge ham lige ud om han var bange for døden, og med en vis sardonisk beherskelse sagde han at han i det store og hele havde det forfærdeligt, men i lykkelige øjeblikke erkendte han nu alligevel at livets alvor ikke var nogen virkelig tragedie” (s. 105). For det andet er Agnes en besynderligt upåvirkelig hovedperson. Selv i de mest intime øjeblikke bevarer hun en vis varsomhed, og hendes spontane handlinger virker samtidig helt selvfølgelige. I et af erindringsstykkerne hører vi således om, hvordan hun forlod sin ægtefælle, rejste til Basel og besluttede sig for at blive der, men ingen af delene ændrer hendes humør eller tilgang til verden nævneværdigt. Sådanne livsomvæltninger berører hende tilsyneladende lige så lidt som et omslag fra solskin til regn.

”Er det ikke netop alle de mere eller mindre tilfældige episoder der danner de forløb og forgreninger vi kalder “virkeligheden” eller “tilværelsen”?”, spørger fortælleren i romanens åbningslinjer, og det er det måske nok – men spørgsmålet er så, om disse tilfældigheder fører til en god roman? Både ja og nej. Rune Christiansen skriver utroligt fint; selv i korte, simple afsnit formår han at skabe stemninger, som er sammensatte, på grænsen til uhåndgribelige (Den følgende sætning er ikke en direkte illustration af netop dette, men jeg har alligevel lyst til at citere den her, fordi jeg synes den er fin og ikke kan finde plads til den andre steder: ”Der var en stilhed som under vand, en afventende og ubeskyttet stilhed, man anede det der var tilbage af alle hverdagens lyde, men nu var de uforståelige, som hak i hukommelsen” (s. 176)). Romanpersonerne taler sjældent åbent om tilværelsens store konflikter; snarere er det, som om de hele tiden forholder sig lige så stille til dem, hvorfor de ikke tager konfrontationerne, men i stedet forbliver i en vedvarende række af tilnærmelser; de er ”fremmede i al fordragelighed”, som det hedder et sted. Langt hen ad vejen er det en flot roman med mange interessante aspekter, men jeg kan altså heller ikke sige mig fri for en vis irritation. Jeg har en forkærlighed for de reserverede personer i litteraturen, og til at starte med er det også et spændende karaktertræk her, men Agnes er så exceptionelt upåvirkelig, at det ærligt talt bliver temmelig trættende i længden. Når hun forlader nogen, slentrer hun lige ind i en andens arme, og denne udskiftelighed i relationerne, hvor alle kan erstattes, gør at jeg efterhånden mister interessen for, hvor de forskellige personers historier ender.

Krysantemum følger sine egne regler, men den gør det også lidt for godt. Flere af bogens hændelser ville i andre romaner føre til udvikling, konfrontation eller erkendelse, mens de her snarere får karakter af narrative blindgyder: Ting dukker op, virker betydningsfulde, løber ud i sandet og afløses af noget andet. Selvom den rigtignok indfanger mange af de tilfældige øjeblikke, der udgør et liv, illustrerer den samtidig, at det ikke nødvendigvis resulterer i en synderligt vedkommende roman.

*
Rune Christiansen
Krysantemum (2017)
Oversat af Christel Pedersen
Forlaget LESEN
256 s.

Bjørn Arild Ersland – Store hendelser i liten skala

(23. januar 2017)

Danske Gladiator har indgået et samarbejde med norske Pelikanen som går ud på, at de to forlag udgiver hinandens bøger på originalsproget. Således udkom Josefine Klougarts seneste roman New Forest for nylig på dansk i Norge, og nu får vi så den første norske udgivelse herhjemme, i form af Bjørn Arild Erslands Store hendelser i liten skala. Vi møder hovedpersonen Arne Sjølingstad på dagen hvor han modvilligt pensioneres fra sit job på kommunebiblioteket. Størstedelen af bogen er fortalt i tilbageblik, mens han sidder på sit ryddede kontor og venter på at blive hentet af sin kone Ingrid, og undervejs når vi både forbi Arnes arbejde med at lave statistik over kommunens biblioteker, hans forhold til datteren Anne, historien om dengang han så en elg blive født, samt beretningen om en akavet bogturné med forfatteren Line Erle.

Romanen handler om den store uoverensstemmelse mellem Arnes forestilling om sit liv og det liv, han rent faktisk lever. Han ser ikke faresignalerne da Ingrid begynder at planlægge en ny tilværelse sammen med datteren i København, og at hans chef har opfordret ham til at gå på pension, opfatter han som en teknikalitet, der giver ham mere tid til at gennemføre sit næste store biblioteksprojekt, som er noget med forholdet mellem natur og teknik (”Elg og tog”), men også om ”integrering, multimedia, språkopplæring, natur, det nye Norge, urbanisering” (s. 168).

Begge forlag omtaler bogen som komisk, men selvom mine forventninger sænkede sig i takt med at jeg nærmede mig slutningen, trak jeg ikke på smilebåndet en eneste gang. Der er et vist tragikomisk potentiale i at Arne på alle måder er blevet til overs i sit eget liv, men det bliver sjældent mere end tragikedeligt. For allerede ved begyndelsen står det klart, at Arne misforstår sin plads i verden, og resten af bogen er sådan set bare en række hændelser, der bekræfter dette. Nogle af dem er mere absurde og pinlige end andre, men det føles stadig som at få gentaget punchlinen til en joke, der ikke var sjov til at begynde med. For eksempel er det vist en gennemgående morsomhed, at Arnes helt store passion er kommunikation – et ord, han bruger om alt fra sex til føromtalte biblioteksprojekt – samtidig med at han er ude af stand til at lytte til sine medmennesker. Da Ingrid lufter sin drøm om at rejse på storbyferie, tænker han at den slags ferier ”stort sett dreier seg om å følge flokken og vri hodet i den retningen guiden peker” (s. 48-49). Nej, så skal hun da hellere med på et af de norske provinshoteller, han kender i forvejen, for ”[p]å en slik tur ville hun fått et godt innblikk i deler av mitt yrkesaktive liv” (s. 50). Altså en tilfredsstillelse af hans behov på bekostning af hendes.

Over for stakkels Line Erle er han både ubehagelig og grænseoverskridende, når han udnævner hende til sin bedste ven blot få timer efter de har mødt hinanden, ligesom han opfatter en erotisk scene fra en af hendes bøger – som hun vel at mærke ikke fortæller ham, men bare refererer til i det foredrag, han har hyret hende til – som en anledning til at indføre hende i intime detaljer fra hans eget liv. Den slags vidner ikke kun om en meget kedelig, men også utroligt irriterende, mand. Desværre skildres Arne ikke på en måde, der øger min forståelse af ham. Jeg konstaterer en bestemt opførsel og undrer mig over den, men romanen giver mig ikke mulighed for at komme videre end det. Så selvom der er noget tragisk ved at Arne aldrig forstår, hvor ensom han faktisk er, så ender jeg med at have det som romanens øvrige karakterer: Jeg har ikke lyst til at være i hans selskab.

Enkelte gange har jeg fået til opgave at anmelde såkaldt sjove bøger i avisen. Udover Erslands roman drejer det sig især om Kari Hotakainens Naturens lov, og i mindre grad måske også Einar Már Gudmundssons Hundedage. Hver gang har de fået mig til at føle mig som den mest humorforladte læser, fordi jeg simpelthen ikke kan more mig over dem, men kun mønstre et anstrengt smil i begyndelsen, som hurtigt afløses af en tiltagende irritation. Jeg undrer mig over, hvad der får mig til at reagere på den måde, når nu andre bøger kan godt få mig til at grine. Navne som Jane Austen, Franz Kafka, Christina Hesselholdt, David Foster Wallace og Michel Houellebecq er de første, der falder mig ind. Deres forskelligheder til trods er min umiddelbare tanke, at komikken hos disse forfattere er noget, der viser sig i glimt, som en af flere konsekvenser af en dybere eksistentiel problematik. Og selvom Erslands roman også kan siges at rumme en sådan problematik – for eksempel hvilke konsekvenser det har, hvis man ikke formår at justere sit verdensbillede ved at lytte til andre mennesker – så er mit problem med bogen nok, at denne problematik stort set aldrig får andet end humoristiske udfald. Dermed mister humoren den spontanitet, som kunne få den til at føles naturlig. Det er, som om den er underspillet og samtidig bange for at blive overset, hvilket gør, at den virker klodset, overdrevet og alligevel fuldstændig flad.

Jeg bifalder samarbejdet mellem Pelikanen, der generelt leverer udgivelser af høj kvalitet, og Gladiator, som trods et utroligt svingende kvalitetsniveau har udvist tiltrængt vilje til at ruske op i forlagsbranchen. Ønsket om at styrke de skandinaviske bånd og kæmpe for en fælles litterær offentlighed er værd at tilslutte sig, men desværre er Erslands roman ikke en vellykket start på projektet.

*

Bjørn Arild Ersland

Store hendelser i liten skala (2017)

Gladiator

196 sider