Susanne Christensen – En punkbønn

I 2012 indtog aktivistgruppen Pussy Riot Frelserkatedralen i Moskva med en såkaldt punkbøn, der kritiserede forholdet mellem kirke og stat i Rusland. Et år senere besøgte den dansk-norske kritiker og essayist Susanne Christensen selvsamme katedral, hvor hun tændte et lys og hviskede ordene ”Free Pussy Riot”. Nu har Christensen så udøvet endnu en bøn, denne gang i bogform med undertitlen ”Musikk og aktivisme i Russland og Nord-Amerika”.

Selvom både Pussy Riot og især den amerikanske Riot Grrrl-bevægelse er centrale i bogen, er En punkbønn ikke en musikbiografi. Den veksler mellem rejsebeskrivelser (Skt. Petersborg, Moskva, New York, Olympia og Berlin), faktuelle afsnit, små scener og interviews, i en undersøgelse af, hvordan feministiske punkmiljøer udgør ”et eksplosivt kulturelt møtepunkt mellom musikk, litteratur, kunst og sosial aktivisme”. Christensen skriver i et højt tempo, ofte med mange indfald og referencer. I et afsnit om begrebet ”kulturkamp” når vi således forbi både Sex Pistols, nazisme, fotografen Robert Mapplethorpe, Muhammed-tegningerne, 11. september og Charlie Hebdo-angrebet – alt sammen på blot 1½ side. Det giver teksten en god energi, som overordnet set er medrivende, og kun enkelte steder støder man på afsnit, der virker henkastede eller kører i tomgang, som når Christensen i et afsnit om stormvejr – hvis associative begrundelse i forvejen er lidt svær at gennemskue – skriver, at stormen Bodil blev omtalt i erotiske vendinger i de danske medier, hvorefter hun tilføjer: ”Bodil er også navnet på Danmarks største filmpris, oppkalt etter skuespilleren Bodil Ipsen (1889-1964), og i nyere tid har den folkelige, danske fantasien blitt fanget av koblinger mellom kvinnen, naturen og erotikken av et anerkjent filmregissørgeni, Lars von Trier” (s. 69).

Det er en stor styrke ved bogen, at den ikke forsøger at levere et historisk overblik. Christensen forfalder ikke til pligtopfyldende redegørelser og opremsninger af fakta, til gengæld formidler hun både sin fascination af de aktivistiske miljøer og sin længsel mod fællesskaber. En punkbønn handler nemlig også om fremmedgørelsen ved at være en pige, der er ved at blive til en kvinde, og har svært ved at leve op til omgivelsernes forventninger. Her benytter Christensen sig af vejrtrækningen som et gennemgående motiv, hvor samfundets snævre normalitetsbegreb, der skaber identitet ved at bekæmpe alt hvad der er anderledes, beskrives som en slags kvælertag, mens musikken repræsenterer frihed. Christensen beskriver punk som et udfoldelsesrum, hvis rytme åbner nye muligheder for kroppen at bevæge sig på: ”Kroppen var ikke uniformert, den anstrengte seg ikke for å behage noen. Ryggen var ikke rett, kroppen søkte ytterpunkte, den ville leke, den fløt over av begjær, dermed kastet den seg rundt, den fløt og hang, den stagedivet og slamdanset, den prøvde å gå i forbindelser med andre kropper” (s. 75). Men selvom bogens drivkraft er længslen efter samhørighed, styrer Christensen fint uden om utopiske forestillinger om fællesskab. En anden af bogens store kvaliteter er nemlig, at den også berører de interne uoverensstemmelser i de forskellige miljøer, og eksempelvis beskriver hvordan den tidlige punkbevægelse var lige så mandsdomineret som resten af samfundet, eller at Riot Grrrl blev kritiseret for kun at henvende sig til hvide middelklassekvinder. Ved en demonstration mod et Barbiehus i Berlin beskriver Christensen det således: ”Jeg sier ikke at vi kommer sammen i en stor, glad mengde, menneskelige møter er ofte preget av en viss skjevhet og tilfeldighet, en viss grad av famling og tilkortkommenhet. Vi er ikke ett, men vi rører nesten ved hverandre, vi ser hverandres ansikt ut av øyekroken, vi danner en større, uensartet kropp som flyter av sted mellom husene. Vi er ikke noe kor, det er ingen permanent harmoni her, men det er tross alt en slags oppmerksomhet” (s. 110). Her er intet ønske om at smelte sammen til en stor lykkelig enhed, men snarere en opfordring til at anerkende det anderledes og give større plads til udfoldelse. Bogens vejrtrækningsmotiv bliver en påmindelse om de livsvilkår, der er fælles for alle, og Christensens pointe synes i denne forbindelse at være, at samhørighed ikke er noget, vi behøver at arbejde hen mod, det er noget, der allerede eksisterer, hvis bare vi mærker efter.

En punkbønn er også historien om, hvordan vilkår og muligheder for aktivistisk praksis ændrer sig. Det er ikke et spor, der fylder voldsomt meget i bogen, men det bliver alligevel tydeligt hvor stor en forskel, internettet har gjort. Riol Grrrl-bevægelsen benyttede sig af de såkaldte fanzines – små håndlavede pamfletter og tidsskrifter – der cirkulerede mellem venner og blev uddelt til arrangementer eller sendt med posten tværs over landet. Et væsentligt mere møjsommeligt og langsomt arbejde end nu, hvor Pussy Riot for eksempel kan sprede deres budskaber via internettet, og hvor videooptagelser af en performance kan være tilgængelige på YouTube få minutter efter den har fundet sted. Både den amerikanske musiker Ian F. Svenonius og den norske ditto Jenny Hval taler om en forandret kultur, hvor det at være kunstner nu er at være sin egen lille virksomhed, der er nødt til at rette sig efter markedets og de sociale mediers præmisser: ”Folk glemmer at et band pre-internett faktisk kunne ha enorm påvirkning selv om det så å si ikke eksisterte. I dag tenker man at man konstant må prate om seg selv for å være synlig, men på den tiden var det virkelig annerledes. Man kunne bevare et skjær av mystikk […]” (s. 153), og ”For femten år siden ville det vært oppfattet som ukult å holde på sånn, men nå må selv den mest motstrebende kunstner kommunisere via sosiale medier” (s. 143).

Bogens sidste del er en mosaik, der blander passager fra de foregående afsnit med nye tekststykker, som alle starter med ordet ”Hun” (”Hun er en drømmer med billig fantasi”, ”Hun bruker stemmen sin som et våpen”, ”Hun river brudekjolen i stykker og bruker den som gulvklut”, etc.). Sammenstillingerne af forskellige positioner, beskrivelser og udsagn bliver til et broget portræt af ”punkpigen”, et opgør med identiteten som enhed. Punkpigen stritter i utallige retninger, der findes ikke én samlet fortælling om hende, fordi hun netop altid befinder sig i grænselandet mellem de på forhånd givne roller. Den samme mentalitet kommer til udtryk i måden, bogen er skrevet på, både på sætningsplan, med de mange indfald og afstikkere, og på et mere overordnet plan med de forskellige teksttyper, der forsøger at gribe emnet på hver deres måde. Det giver en ujævn og skramlende bog, hvor Christensens samtale med Jenny Hval bliver lidt for indforstået og enstemmig, mens samtalen med digteren Olga Ravn er virkelig fin og perspektivrig. Men bogen vil netop heller ikke være pæn, den vil være punk – og som sådan ender den da også med at fremstå både vigtig og vellykket.

*

Susanne Christensen

En punkbønn (2015)

Forlaget Oktober

Henning Hagerup – Vinternotater

I anledning af essaysamlingen Metafysisk skrapjern, som jeg tidligere har omtalt, udgav Kolon Forlag i slutningen af 2015 en lettere redigeret paperbackversion af Henning Hagerups første bog Vinternotater, der oprindeligt udkom i 1998. Samlingen indeholder tekster om blandt andet Miltons Paradise Lost, La Rochefoucaulds maksimer, surrealisme, politisk lyrik, robotter/automater og Tor-Åge Bringsværds 70’er-bøger.

Det er meget sigende for Hagerup som læser og essayist, at han, både i bogens oprindelige forord og det, der er tilføjet i anledningen af genudgivelsen, går i rette med sig selv. Udover korrekturfejl og upræcise formuleringer drejer det sig om udfald mod i særdeleshed kritikeren og essayisten Arild Linneberg, der ifølge Hagerup har leveret en dårlig læsning af Dag Solstads roman Professor Andersens natt. Det samme gjorde sig gældende i Metafysisk skrapjern, hvor Hagerup var ude efter Øyvind Berg og Susanne Christensen, fordi de havde brugt ordet ”romantik” på en lidt for skødesløs måde. Foruden at være på nakken af tidligere versioner af sig selv, beklager Hagerup altså sine udfald mod kollegerne i bogen. Forordenes korrektioner bliver dermed til en illustration af to af de aspekter, der bedst karakteriserer ham som essayist, nemlig grundighed og temperament.

Hagerup veksler virtuost mellem nærlæsninger og bredere historiske perspektiveringer, og han skriver imponerende indsigtsfuldt om alt fra romantikken til digte for børn. Sidstnævnte behandles i essayet ”Ikke glem kamelen”, der er et af bogens højdepunkter, og fungerer som en glimrende illustration af Hagerups temperament – for udover fine betragtninger om, hvad det vil sige at skrive gode digte for børn, og en anerkendelse af, hvor svært det er (som et af de mere vellykkede eksempler fremhæver han blandt andet Halfdan Rasmussen), holder han sig heller ikke tilbage med at revse nogle af de forfattere, der har forsøgt sig med mindre held:

Om barn vil kunne få noe som helst ut av Britt Karin Larsens bok Ingenting er helt som før, er det strengt tatt grunn til å tvile på. Hvis Kaldestad står i fare for å bli belærende, bliver Larsen så sosionomaktig forståelsesfull at alle barn med respekt for seg selv burde reagere. […] Ronny har alt han trenger av materielle goder, men mangler omsorg og kjærlighet. Det er sikkert en korrekt observasjon – la gå. Men hvorfor i alle dager må man skrive dikt om det? Og hvorfor må diktet munne ut i et spørsmål som like gjerne kunne stått i en lærebok i samfunnsfag for fjerdeklassinger?

(s. 196-197)

To af bogens øvrige højdepunkter er de små essays om den romerske digter Sulpicia og barokdigteren Sibylla Schwarz. Teksterne er en slags portrætter, der både præsenterer de oversete forfatterskaber, indsætter dem i deres historiske sammenhæng og viser, hvordan de hver især adskiller sig fra datidens litterære normer. 

Vinternotater kan læses som ét langt underforstået forsvar for empati og respekt for den Anden. Man mærker det i Hagerups tilgang til teksterne, men det kommer for eksempel også eksplicit til udtryk i nogle bemærkninger om historisk læsning:

For å lese Sibylla Schwarz og hennes samtidige må man glemme mange av 1800- og 1900-tallets poetiske krav – noe som blant annet innebærer at man må bestrebe seg på å tenke historisk, uansett hvor problematisk det måtte være. Ikke minst er det vigtig at man husker hvilken tid barokkpoetene levde i: Hvis man er tilbøyelig til å le av all vanitas- og undergangspoesien fra denne epoken, bør man ikke glemme at det er snakk om en tid da døden var langt mer nærværende enn den er for oss, og at mye av barokkdiktningen er et forsøk på å hanskes med denne ytterst konkrete kjensgjerningen.

(s. 101-102)

Og:

Man går ikke til Goethe for å få bekreftet det 20. århundrets varianter av doxa; man går tvert imot til ham for å utsette seg selv for en udiskutabelt stor ånd […] som har nådd frem til helt andre erkjennelsesmessige resultater enn dem et hvilket som helst akademisk halvtalent kan dosere over på kafeene i dag. Men da må man også våge å gå inn i konfrontasjonen, istedenfor å gjøre seg lystig over hvor lite Goethe later til å ha visst sammenlignet med oss som lever nå […] Men hva som enn måtte utspille seg på den intellektuelle catwalken, bør man ha in mente at det er fullt mulig å besitte dype innsikter som ikke harmonerer med de rådende motene, og som vi fra vårt historisk betingede ståsted bare har ufullkommen tilgang til.

(s. 142-143)

Jeg skal her undlade at citere hele Hagerups svada mod nykritik og dekonstruktion, som strækker sig over flere sider, men blot henvise til den overordnede pointe som er, at de bestræber sig på at læse litteraturen som et autonomt fænomen, og dermed risikerer ”fraværet av historisk innsikt” at føre til at ”politisk betingede ytringer leses kontekstløst og som et generelt uttrykk for Weltschmerz” (s. 265).  

Grundtanken bag disse udsagn er den samme som den, der blev udlagt i teksten om Babelstårnet fra Metafysisk skrapjern: ”Språklige forskjeller og barrierer fører til at vi må anstrenge oss mer for å forstå hverandre, og dermed bliver det også i større grad påkrevd at vi lytter til det andre sier. […] bevisstheten om det flerspråklige […] fordrer en filologisk gå-sakte-holdning som burde bidra til å gi oss en aldre så liten leksjon i kulturell ydmykhet, siden den kan lære oss at våre egne tankemønstre og tankestrukturer ikke er de eneste gyldige” (s. 24-25). For det meste mærker man et stærkt nærvær og en udtalt respekt i teksterne, men ud fra ovenstående passager, kan det selvsagt virke en smule pudsigt, at Hagerup selv går så voldsomt til angreb på eksempelvis Linneberg, og selvom det kan være morsomt at læse, er det heller ikke altid nemt at vide, hvad man skal stille op med sådanne udfald. At det trods alt ikke skæmmer læsningen nævneværdigt, skyldes velsagtens at man får indtryk af, at angrebene skyldes unuancerede læsninger snarere end personangreb – samt at Hagerup heller ikke er bleg for at kritisere tidligere versioner af sig selv. 

Titelessayet, som er bogens sidste, fungerer nærmest som en eksemplarisk tekst for samlingen: Hagerup sidder og læser, han får øje på himmelen, stiller sig ved vinduet og betragter den, hvorefter kommer i tanke om nogle linjer fra et digt af Baudelaire. Dernæst tænker han lidt videre over himmelens skønhed, og bliver mindet om, at det farvespil, han finder så smukt, delvist skyldes forurening. Dette afstedkommer spørgsmålet: ”Hvordan være et ansvarlig, etisk, samfunnsbevisst menneske og samtidig forbeholde seg retten til å gå inn i det estetiske feltet – særlig i de tilfellene hvor man utmerket godt vet at man for en kort stund lurer seg selv?” (s. 404). Herefter følger en længere associationsrække over det ældgamle problem, der undervejs fører os forbi både Shelley, Kant og Nietzsche, i særdeleshed deres overvejelser om sammenhængen mellem skønhed og sandhed, hvilket munder ud i en opsang til tidsånden, hvor folk opfatter det hæslige som mere ægte end det skønne.

Henning Hagerup skriver klart og nuanceret og hans litteraturhistoriske overblik er imponerende (der refereres med største selvfølgelighed (og med løs hånd) til Shakespeare, Goethe, Homer og Adorno – og synet af en lille pige i regnfrakke fører os i løbet af godt fem sider forbi både Marcel Proust, Stefan Zweig, Grethe Risbjerg Thomsen, Nils Ferlin, Stendhal og John Keats!). I det hele taget er det en stor fornøjelse at læse Vinternotater.

Kh M

*

Henning Hagerup

Vinternotater (2015 [opr. 1998])

Kolon Forlag