Steinar Opstad – Kjærlighetstapene

Kjærlighetstapene er Steinar Opstads tiende bog. Den falder i tre dele – ”Livet og diktet”, ”Diktet og livet” og ”Kjærlighetspoetikk” – og består af både digte, aforismer og små prosastykker. Bogen kredser om store emner som tro og kærlighed, men beskæftiger sig også med lidt mere stilfærdige ting, såsom spurve og plovfurer i morgensolen. Undervejs støder vi desuden på en række figurer i form af Munken, Digteren, Bonden og Gud.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har læst en bog, hvor tvivlen iscenesættes på samme måde som i Kjærlighetstapene. Mange af bogens udsagn virker kategoriske, hvis man læser dem isoleret, men i løbet af bogen støder man på andre udsagn, som nuancerer de foregående og er formuleret lige så kategorisk. Der er altså både hvad man kan kalde en øjeblikkelig paradoksalitet, hvor den enkelte aforisme er bygget kontradiktorisk op, men der er også en slags paradoksalitet over tid, hvor et udsagn modificeres af et andet senere hen, uden at man får fornemmelsen af, at noget af det er endegyldigt.

Tvivlen kommer også til udtryk i brugen af modalverber – (”En dikter kan ikke være et unnvikende menneske” (s. 17), ”En dikter må ha erfart seg selv som begge kjønn” (s. 19), ”En dikter bør ha kjent vinens forvandlingskraft i kropp og sjel” (s. 53), for nu bare at nævne nogle af dem) – en slags dogmatiske udsagn, som jeg ikke tror (og, ærligt talt: ikke håber) skal forstås docerende, men snarere som et udtryk for at jeget forsøger at overbevise sig selv.

I kærlighedspoetikdelen skriver Opstad flere gange om at vende sig bort fra sin elskede og ligefrem skabe sig et kærlighedstab, for ”bare slik vil han kunne beholde ham, uhildet, som svarte bokstaver på et hvitt papir” (s. 59). Der er ikke kun tale om en romantisk følelse, det er kærlighed i den bredest mulige forstand. For digterjeget er denne følelse tæt forbundet med fravær, og eftersom han nærer stor kærlighed til Gud (”Når noen stiller meg det ublu spørsmålet om jeg tror på Gud, kan jeg bli like forlegen som når noen spør om jeg har en kjæreste” (s. 60) og ”[…] hvorfor skulle kjærligheten til det uendelige, om denne er virkelig, kjennes mindre smertefull enn den som er rettet mot en kjær venn?” (s. 61)) bliver ”Gud” og ”fravær” til tæt sammenskrevne størrelser i bogen, hvilket desværre ikke er noget, der bliver udfoldet synderligt meget.

 

Kjærlighetstapene virker langt hen ad vejen som en slags selvransagelse – et opgør med en tidligere måde at leve på, som har påvirket både jegets forhold til sig selv, til Gud, til kærlighed, og til skriften:

”I perioder har jeg fornektet alt og mistet så vel

poesien som politikken av syne. Jeg har vært besatt av

Gud som fravær, ikke som lyset som gjør hvert måltid

synlig. Diktene har lidd under dette slik feilernærte

unger lider”.

(s. 13)

Efter min mening er Opstad bedst når han skriver mere traditionelt lyrisk. For eksempel synes jeg at dette billede er både fint og sjovt: ”Når du lyver blir øyet ditt vått og kinnet ditt slapt / som et valmueblad styrtet til jorden av nattens regn” (s. 23), og et stykke som dette kan jeg også vældig godt lide:

”Éluard skriver at det fins en fugl større enn vinden.

Men livet har lært meg at så fort det kommer tre eller

fire andre fugler flyvende

så blir vinden igjen den største”.

(s. 29)

Men jeg har også på fornemmelsen, at jeg ville få mere ud af disse tekster, hvis jeg havde læst Opstads foregående bøger. At det ville give en helt anden tyngde, hvis jeg havde en dybere forståelse af, hvad opgøret gik ud på. Enkelte steder er tekststykkerne for lukket om sig selv, når der eksempelvis bare står ”Spørsmålet er: Hvordan skal den som engang har mistet livet uttrykke livet” (s. 33). Det ene øjeblik bliver jeg ikke irriteret over bastante sætninger som ”Poesien er det dypest saklige og det eneste som forsoner” (s. 45), mens jeg andre gange slet ikke ved, hvad jeg skal stille op med dem. Overordnet set ændrer det dog ikke ved, at Kjærlighetstapene er en interessant og sært charmerende bog. Der er formentlig bare mest at hente for dem, der kender forfatterskabet i forvejen.

*

Steinar Opstad

Kjærlighetstapene (2015)

Kolon Forlag

Eirin Gundersen – Du er menneske nå

av og til mennesker med mørke sjøer i seg

og ansiktene til dem de savner, drivende et sted mellom bunn og overflate

Du er menneske nå er Eirin Gundersens debutbog. Digtsamlingen er en undersøgelse af sorgens indflydelse på tid og erindring, på forholdet mellem nærvær og fravær. En ung kvinde har mistet sin far, han er allerede fraværende i det første digt, som er en beskrivelse af, hvordan døden har lagt sig over huset og dets beboere, ”dekket veggene med kjedsomhet som ikke er kjedsomhet, men stillhet” (s. 9). For jeget bliver sorgen en slags prisme, den syr verden sammen på en ny måde (s. 13) – faderens fravær er forkert og fremmed, og via denne fremmedhed trækkes alt det, hun forbinder med noget forkert – selv ”kommafeilene jeg ble gjort oppmerksom på i niende, de røde strekene under ordene” – sammen i erindringen, indtil det er det eneste, hun lægger mærke til. Det betyder samtidig, at jeget mister tiltroen til sin egen hukommelse. Som om faderen med sin tilstedeværelse repræsenterede sandheden om (/i?) sig selv, mens han nu kun eksisterer i hendes erindring, hvor alt ligger hulter til bulter. Det er både frygten for at glemme, og frygten for at gøre faderen uvirkelig ved at reducere ham, eller ved at huske noget, der aldrig er sket:

jeg sitter på fanget til pappa, drikker saft. jeg er tre, kanskje fire og dette husker jeg. dette har jeg alltid husket. han forteller meg hvorfor det er så varmt. sommerens siste krampetak. sola skjærer i øynene. han grer håret sitt bakover med en kam. vi myser begge idet farmor tar bildet. men jeg var ikke født. nittenåttitre og jeg var ikke født. på fotografiet sitter søstra mi på fanget hans, søstra mi drikker fra en hvit plastkopp, hun har blonde korketrekkere og rød kjole. fargerne er matte, et gyllent filter, herdet av skarpt lys, årstider og gul saft

(s. 20) 

Du er menneske nå er også en historie om at opdage sin plads i verdens kredsløb. Jeget forsøger blandt andet at forstå sit forhold til omgivelserne ved at identificere sig med dem, for eksempel med en sibirisk kvinde, der har levet det meste af sit liv afskåret af andre mennesker, og nu taler et uforståeligt sprog, som ”sies å ligne en slags kurring, langsom og malende” (s. 33). Andre gange spejler jeget sig i forskellige dyr: ”under vann ligner huden min fiskeskjell. hendene glinser, fingrene blir lange klør” (s. 50), eller som her, hvor hun ser sin fars kiste blive sænket i jorden og er ude af stand til at græde:

”havskilpadden svømmer i dagevis uten annet enn saltvann å drikke, den gråter for ikke å dø; saltet skilles ut fra blodet, blandes med tårevæske, og havskilpadden gråter, slik også havoteren, sjøløven, selen og sjøkuen gråter, store, salte tårer som holder dem i live” (s. 10).

Den slags identifikationer et af digtsamlingens gennemgående motiver. Jeget er især fascineret af urtidsdyr, muligvis på grund af deres evne til at overleve på trods af verdens skiftende omstændigheder, men måske især fordi de bliver en slags repræsentanter for hendes nye opfattelse af tid: ”å være en lungefisk, et urtidsdyr i nåtiden” (s. 50) og ”der forfedrene våre en gang reiste seg og begynte å snakke, kunne vi bare bøyd oss, gått ned på fire, tilbake til urmennesket, alle ord usagt” (s. 49). Sorgen har opsplittet den kronologiske tidsopfattelse, forplumret forholdet mellem fortid og nutid, men efterhånden bliver det til en åbning for jeget, der får hende til at forstå, hvordan hun er forbundet med alt det, der er gået forud for hende: ”på alle steder der mennesker har vært: tråder som knytter livene sammen. i gamle hus, på bunnen av dype innsjøer. begravd under stein og jord og leire. enkelte dager ser jeg dem, trådene som følger etter meg hjem, historiene som ber om å bli fortalt” (s. 58), eller ”for fremtiden er vi dette: bindeledd, mønstre. en lang rekke mennesker som stod opp, gikk ut og levde til det ikke var mer igjen av oss” (s. 54). Altså den vanlige erkendelse af livets tyngde (eftersom det hviler på alt det foregående) og dets lethed (fordi det så hurtigt erstattes af noget nyt). Og i den henseende er det også historien om at vokse og opdage verden, kun for derefter at opdage, at den slags oplevelser og erkendelser er det mest almindelige, der findes: ”jeg må tenke noe som alle som tenker har tenkt” (s. 51). 

 

I løbet af bogen erstattes det oprindelige du (den afdøde far) med et nyt, i form af en kæreste. Sorgen som undtagelsestilstand glider over i sorgfyldt hverdag, som efterhånden bare bliver almindelig hverdag, som langsomt ledsages af et spirende håb. Fremtiden virker endda så lys, at jeget kan vende sin egen død til noget positivt (eller måske bare meningsfyldt?), i hvert fald i fantasien:

jeg tenker på å bli funnet som et skall, liggende et sted under jord og stein, i forbindelse med et byggeprosjekt. at nogen skal grave meg fram, finne ut når jeg levde, hvor lenge jeg befant meg her, om jeg spiste eller ble spist. noen skal legge det som er igjen av meg på et sted med perfekt luftfuktighet; den tørra lufta og levningene mine. noen skal ta vare på meg, stryke varsomt med små koster og ønske å rekonstruere alt. 

(s. 62)

*

Eirin Gundersen

Du er menneske nå (2015)

Gyldendal Norsk Forlag

Karl Ove Knausgård – Om vinteren

For mindre end to måneder siden udkom den første bog i Karl Ove Knausgårds firebindsværk, der følger årstiderne, og allerede nu er den næste bog, Om vinteren, landet. Bøgerne er henvendt til Knausgårds yngste datter og udformet som en personlig encyklopædi over ting og fænomener som mønter, næsen, atomer og fødselsdage; et forsøg på at beskrive den verden, som datteren skal vokse op i. I forhold til den første bog virker Om vinteren mere komponeret: Årstiden spiller en større rolle, ikke kun i emnevalg (både vinter, sne, den første sne, vinterlyde, kulde, julegaver, julenisser og fyrværkeri har således deres egne opslag), men også i måden, vejret former familiens aktiviteter på. Samtidig er bogen tematisk mere stringent. Indledningsvis beskriver Knausgård hvordan fostrets udvikling minder om hele menneskehedens udvikling, fra et lille rejelignende dyr, til et pattedyr med fingre og tæer – ligesom barnet, der ligger i mørket i moderens mave, minder ham om Jorden i universets mørke. Denne idé om at stort og småt rummer hinanden dukker op i utallige variationer i løbet af bogen, og danner udgangspunkt for de fleste tanker, metaforer og associationer.

Derudover bruger Knausgård den samme metode i størstedelen af teksterne: Først beskriver han to poler (såsom orden/rod, fri/afhængig, synlig/skjult, ideel/reel, nærhed/afstand, nogen/ingen), og dernæst giver han sig til at udforske grænselandet mellem dem. Når det fungerer, kan metoden tydeliggøre besynderlige aspekter af uskrevne regler og hierarkier, og blotlægge nogle virkelig interessante nuancer i sociale omgangsformer. I teksten om vinduer bliver skellet mellem inde og ude anledning til en (kærkommen) påmindelse om, hvor mærkeligt det er at opbevare planter indenfor – for ikke nok med at ”inde” dermed bliver ”gjennomtrengt av ”ute””, det foregår også under ”sterkt kontrollerte former, det er som om blomsternes ute får et eget ”inne”, inne i det store ”inne”, bare ifølge det omvendte prinsipp, for i blomsterpotten er det ”ute”, det vil si jorden og vannet, som holdes ”inne” av veggene. Ingen dyrker blomster eller grønnsaker inne uten disse ekstra veggene, for eksempel i jordhauger på gulvet; tvert imod, all jord, alle småsteiner, all sand, gresstrå, barnåler og løv som av en eller annen grunn havner inne, er uønsket og fjernes umiddelbart” (s. 271).

Når det til gengæld ikke fungerer, er det som regel fordi forskellen mellem de to poler er lige lovligt skarpt trukket op, eksempelvis ved at kalde en bestemt handling eller opførsel for ”utænkelig”, selvom det højst drejer sig om noget, der er lidt usædvanligt (”Så innarbeidet er stolens vesen av enerådighet at det er utenkelig at to voksne skulle dele en stol, enten det nå var gjennom å sitte ved siden av hverandre, eller den ene oppå fanget til den andre” (s. 52)). I den slags tilfælde beskriver Knausgård ikke sociale normer, men snarere hvor utroligt tynget, han selv er af andres blikke: ”Ganske ofte ser jeg på livet vårt her med blikket til barnevernet eller sosialtjenesten. Er det ikke altfor rotete? Er det ikke for lenge siden vi har skiftet sengetøy? Hvor lenge er det siden de har badet, egentlig? […] Jeg tenker meg ganske ofte en representant for en av disse myndighetene stå ved siden av meg og notere det som skjer. Med rødt blekk i notatblokken står det: Fett hår. Skitne negler. En av dem svært sint for svært lite, ukontrollert. En annen taus, mutt, ikke-kommunikativ. Og de deler tannbørster. Fosterhjemplasseres?” (s. 167).

 

Hvor den foregående bog var fuld af håb for fremtiden, og sågar skildrede nogle lykkelige stunder (i hvert fald ud fra en knausgårdsk målestok), så rummer denne bog en mere eksplicit bevidsthed om livets skrøbelighed. I det indledende brev skriver Knausgård flere gange, at hvis alt går vel, vil der i fremtiden ske sådan og sådan (fx at datteren skal begynde i skole). Denne bevidsthed om at noget forfærdeligt også kan ske, var stort set ikke til stede i Om høsten, hvilket gjorde at den visse steder blev lige lovligt sentimental. Dette skyldes måske, at den bog udelukkende var præget af forventningens glæde, eftersom datteren på dette tidspunkt endnu ikke var født, mens hun under arbejdet med Om vinteren rent faktisk bliver født, endda en måned for tidligt, under dramatiske omstændigheder, hvor Knausgård et øjeblik når at tænke, at hun er død. Den skrøbelighed forplanter sig i bogen, og det giver plads til lidt flere nuancer og lidt mere perspektiv. 

I det hele taget rummer Om vinteren flere deciderede højdepunkter. Teksterne om hulrum, livsfølelse, operation og vinduer rummer noget af det, Knausgård er allerbedst til: de indfølte, detaljerede beskrivelser af dagligdagen, og de skarpe, særegne analyser af menneskers måder at organisere sig på. At han også mestrer at veksle mellem det generelle og det specifikke, ses i teksten om vand, som begynder med en beskrivelse af et helt almindeligt glas vand, og slutter med en foruroligende beretning om en ven, der under en gåtur i vintermørket pludselig ser noget lyse på havbunden, hvilket viser sig at være en forulykket bil. Der er også adskillige små fine billeder, som når han kalder næsen for kindernes telt eller skriver at ”åkrene utenfor vinduene var dekket av et tynt lag snø, hvor jordens brune her og der trengte gjennom, omtrent som sår trenger gjennom tynne lag av gasbind”.

Men der er samtidig noget trist ved projektet. For udover at ville vise verden til sit nyfødte barn, er årstidsbøgernes mål også at åbne verden for Knausgård selv. I Min kamp-serien gjaldt det om at bryde med fiktionens begrænsninger, men det handlede lige så meget om at bruge skriften som en flugt fra et utilfredsstillende hverdagsliv. Og den kamp kæmper han tilsyneladende stadigvæk. For selvom datterens fødsel glimtvis fører til lykkelige stunder, er det en stor tabserfaring, der kommer til udtryk i udsagn som ”livet kan defineres som kampen mot utligningskreftene, som det på sikt er dømt til å tape. Livet eksisterer således på trass, og er tragisk i sin natur”, eller ”hverdagen får alt til å forsvinne, hverdagen er som en sone hvor det som havner innenfor, blir dømt til glemsel” – og der er ingen tvivl om at Knausgård spejler sig i sine børns måde at møde verden på, og længes efter et mere frit og umiddelbart syn på tingene.

Om vinteren indeholder mange gode tekster, og heldigvis forholdsvis få, der ligefrem er uinteressante eller ligegyldige. Dog synes jeg også, at bogen bliver mærkeligt ujævn, når alle teksterne er stort set lige lange – uden noget hensyn til, om Knausgård nu rent faktisk har synderligt meget at sige om det pågældende emne. En del tekster kunne sagtens have været halvt så lange, mens andre havde fortjent at få mere plads. Men det, der gør størst indtryk er alligevel Knausgårds stædige kamp mod sit eget triste sind, og hans længsel efter barndommens åbenhed. Det minder mig om en passage hos en af hans norske forfatterkolleger, afdøde Stig Sæterbakken: ”Det å ha vært barn er vår store sorg i livet. Vi går jo rundt og bærer på et dødt barn, helt til vi dør”.

*

Karl Ove Knausgård

Om vinteren (2015)

Forlaget Oktober

(Teksten er en udvidet version af min anmeldelse fra Information d. 28. november)

Kristin Ribe - Lyte & Eline Lund Fjæren – Klokken og sengen

I det seneste nummer af tidsskriftet Reception (som kan læses her) anmelder jeg en bog af Kristin Ribe. Oprindeligt havde jeg planlagt at bringe en udvidet version af min (meget korte) anmeldelse, hvor jeg også ville skrive om ensomhed og isolation som et fælles tema hos Ribe og Eline Lund Fjæren. Af forskellige årsager blev teksten ikke færdig, inden min læseoplevelse forsvandt bag det billede, der med tiden kan samle sig af og om en bog, og ligesom lukke for nye måder at forstå den på. I stedet kommer her nogle af de notater, jeg nåede at skrive undervejs.

*

Kristin Ribes roman Lyte handler om en kvinde som får konstateret brystkræft. Selvom kræften endnu ikke har spredt sig, nægter hun at modtage behandling. I stedet beslutter hun sig for at dø. Gennem bogen følger vi hendes nedbrydelse, der kommer til udtryk både kropsligt og sprogligt; syntaksen kollapser konstant, sætningerne er ofte uden pronomener, der er store associative spring i og mellem de forskellige afsnit, og en særegen brug af skråstreger hakker læserytmen i stykker. 

Den navnløse hovedperson gør rent, laver lister og går ture i skoven. Det meste af tiden opholder hun sig i sin lejlighed, går fra stuen til toilettet og tilbage igen, eller ligger i sengen og mærker hvor meget knuden i brystet er vokset. Hun registrerer de mindste sansninger og bevægelser (”Natt. Bare lydene av øynene”), og hendes beskrivelser af lydene fra nabolejlighederne er et genkommende element i romanen. Disse afsnit fungerer som en slags parallel til jegets handlinger, dog med væsentlige forskelle – en nabo hænger for eksempel noget op på væggen, hvorimod jeget afsyrer tapetet og fjerner sine fingeraftryk.

Det står hurtigt klart, at kvindens dødsønske fandtes længe før sygdommen, og at kræften blot er en kærkommen lejlighed til at lukke ned for det liv, som ikke interesserer hende længere. Det eneste lyspunkt, der anes i hovedpersonens liv, er E. – en kvinde som hun tidligere har haft et forhold til. Det er uklart hvorfor deres forhold gik i stykker, men E. bliver ved med at være i hovedpersonens tanker til det sidste; selvom der ikke længere er håb, er der stadig længsel. Og selvom bruddet ikke er den direkte årsag til at hun ønsker at dø, bliver det alligevel det mest markante eksempel på den menings- og retningsløshed, der præger hende: ”kanskje er ingenting lenger vigtig, for det er ikke noen det skal være vigtig for”, som hun siger, og ”veit ikke hvor jeg skal når jeg skal alle andre steder enn til E.”

Lyte er stærkest når den er mest konkret, som i beskrivelserne af kroppen og dens forfald. Der er noget sært hypnotisk over de mange afsnit, der går helt tæt på kroppens bevægelser: ”Setter seg. På golvet, lent inntil veggen. Løfter beina, knærne tett tett inntil magen. Senker hodet hakk for hakk ned, med utpust. Presser knokene hardt inn mot brystbeinet. Gnir fram og tilbake der, lenge. Knokene imot det harde, bestemmende. Og allikevel nesten ingen lyd” (s. 9).

Det er netop ikke en historie om hvorfor kvinden gerne vil dø, men en historie om at hun lader det ske. Der findes ikke én bagvedliggende årsag, som kunne gøre det nemmere at forstå hende. Men stemmen er trods alt så særegen, at man sagtens kan lade sig føre med gennem bogen uden på noget tidspunkt at identificere sig med kvinden og hendes projekt. Den idiosynkratiske logik, der ligger bag fortællerens handlinger og beslutninger, er svær for mig at forstå, men den afstedkommer samtidig nogle af de skarpeste og mest barske sætninger i bogen:
”Bryster. Beholde bryster. For lettere å beholde viljen til å dø. Fordi det da er /hel kropp/ som står bak beslutningen. Ikke la /færre kropp/ bestemme dette”. (s. 18)

”Å ville dø: Mange tenker at det er det samme som å ville /tomhet/. Og så er det så lett, da, å overse det grunnleggende premisset for ordet /tomhet/, at tomhet ikke kan romme /noe/, heller ikke en /vilje/. Å dø for alltid er kun mulig dersom man ikke /vil/ dø, dersom viljen ikke lenger betyr noe, å dø for alltid er kun mulig dersom man /allerede/ er /tom/” (s. 101-102).

*

Hovedpersonen i Eline Lund Fjærens Klokken og sengen er en 19-årig kvinde, der flytter hjemmefra for at studere i Bergen. Hun får dog aldrig taget sig sammen til at gå til forelæsninger, og opholder sig mest i sin etværelses lejlighed. Den hjemstavn, hun forlader, forbliver imidlertid en væsentlig del af hendes liv, i form af erindringer, opkald fra forældrene, samt henvendelser fra en unavngiven mand, som hun har et seksuelt forhold til. Ganske tilfældigt får hun en veninde i Bergen, den jævnaldrende Julie, som hun af og til ses med, men aldrig på eget initiativ.

Ideen med at flytte til en anden by er at isolere sig, være alene så længe at det bliver til ensomhed, hvorved hun vil få lyst til at opsøge andre mennesker. At vælge dem aktivt til, i stedet for de tvungne familierelationer, som hun flygter fra. Men allerede efter få uger i lejligheden begynder kvinden at miste kontrollen over sit projekt. Snarere end at være et klart defineret forsøg på at genfinde lysten til at være sammen med andre, bliver ensomheden til en apatisk og forfaldslignende tilstand, som hun ikke længere har overblik over: ”Ofte fantaserer jeg om å ligge alene, med en bøtte ved sengen. Sove og spy i seks uker, minst. Helt alene, formodentlig ville det skje en slags utskiftning i kroppen, hvor jeg hadde svømt ut og noe nytt, mer levedyktig, ville glidd inn i meg” lyder det tidligt i forløbet. Senere er det som om hun er blevet fuldstændig udhulet: ”Hver morgen, de samme øvelsene, for liksom å danne en figur, eller en skisse av en menneskekropp. Noen ørsmå, idrettsaktige forsøk på å lage et liv rundt meg”.

Fortælleren lever ”et håndløst liv”, som hun selv kalder det, og hænders forskellige forekomster i romanen illustrerer forandringerne i fortællerens liv: Læser man kronologisk, på tværs af rækkefølgen af hendes egne tanker, nævnes hænder for første gang i denne forbindelse: ”Fars tykke hender, den ene hånden på rattet, den andre foldet rundt girspaken. Jeg tenkte: Så lenge det finnes hender, er vi trygge” (s. 84). Senere bliver håndmotivet overtaget af den navnløse mand, som fortælleren går i seng med: ”de ru og tørre hendene hans langs rygradden, det glohete stoffet brant mot de kalde brystene […] en stund var jeg kvalm, nesten råtten, lengtet etter å være alene” (s. 12). Nogle måneder efter hun er flyttet, kommer han og besøger hende, og da de mødes på en café, formår hun stort set ikke at tale med ham, bortset fra da hun beder ham om at se på hendes ødelagte hænder: ”Jeg rekker dem mot ham. Han tar på dem, snur på håndflatene. River lett i plastrene jeg har pakket inn fingrene i. Så nikker han strengt, slipper hendene, eller kaster dem fra seg. Han sier: Det ser ikke bra ut. Jeg nikker” (s. 45). Da de, helt obligatorisk, ender i seng sammen hjemme hos hende, er det igen hænderne, hun fæstner sig ved: ”Det kan virke som om hendene hans ikke registrerer noe av interesse. Eller de er bare så pertentlige at å komme seg videre bliver en umulighet. Han stagnerer ved utforskningen av kroppsdelene, som han tidligere har sett i flerfoldige sammenhenger” (s. 47). Senere, da hun sidder på en café med Julie, og nogle af Julies venner tilfældigvis kommer forbi, må hun – stærkt nødet af Julie – hilse på dem:

det har alltid fascinert meg, menneskets hang til å tillegge selv de minste ting betydning, som i dette tilfellet: et fast hånntrykk, det skal nesten være hardt, levende, kanskje til og med maskulint, attpåtil regnes det for å være uhøflighet. Et såkalt førsteinntryk, alt bestemt ut fra vår evne til å krumme håndflaten, folde den rundt en annen hånd og klemme til. Hånden min er svett etter minuttene, kanksje kvarteret, halvtimen, med Julies hånd over min. Hendene deres, de hardtarbeidende studenthendene, faller ut av grepet mit, knuses.

Jeg tørker hånden på en serviett, maten og drikken ankommer bordet. Telyset bliver byttet ut, studentene forsvinner ut, de skal videre; hendene deres ligger igjen på gulvet.

(s. 97-98)

Dermed fungerer jegets forhold til hænder som en miniatureudgave af hendes forhold til omgivelserne i det hele taget: Det, der tidligere var trygt og godt derhjemme, er nu blevet først tomt og fremmedgjort, og dernæst til noget farligt eller ligefrem absurd (som når de studerende bogstaveligt talt giver hånd).

*

Jeg ved ikke om det overhovedet giver mening at beskrive det på den måde, men det er som om kynismen både findes hos Fjæren og Kristin Ribe; hos sidstnævnte er den bare mere kropslig og rettet mod livets forgængelighed: Det, der sker med sygdommen indeni, er alligevel uden for kvindens rækkevidde, det er hvad det er, og selvom der grundlæggende ikke er nogen livslyst tilbage, er der alligevel længsel efter det samvær, der kunne have været, både med E. og med de veninder, hun havde engang. Hos Eline Lund Fjæren retter kynismen sig derimod mod relationerne. Hovedpersonen får lange, bekymrede beskeder fra sin mor, og mens hun læser dem, forestiller hun sig hvordan moderen sidder på sit kontor og ”formulerer setning etter setning, og hvert eneste ord skremmer henne, det neste mer enn det forrige – slik fortsetter det til hun griner og bliver nødt til å søke tilflukt på personaltoalettet” (s. 80). Men denne fantasi får blot fortælleren til at more sig over moderens barnlige formuleringer. Senere har hun, af uvisse årsager, ladet sig lokke af Julie til at tage med i en park: ”Det gjør meg vondt, alt sammen, hvordan hun aldri kommer til å skjønne noe av dette, at å sitte her, i en park med henne, fyller meg med vemmelse. Det aller siste jeg vil er å bli et menneske som sitter i parken og spiser søte ting fra søte tallerkener, kopper og bestikk, designet av økohippier fra flate jorder i Danmark, overpriset til det hinsidige, og aller minst vil jeg gjøre det med henne”(s. 101). Andre gange kommer der bare umotiverede angreb: ”Sykepleieren overlater meg til psykologen: Han er en fetladen mann, noe som umiddelbart gjør det umulig å ha tiltro til ham” (s. 116).

Der er noget Holden Caulfieldsk over fortælleren i Fjærens bog, den her kontrære, bedrevidende person, der defilerer planløst rundt. Den vrængende tone som er nedladende over for andre, men tilsyneladende blind for sine egne tanker og handlinger. Nok er der et refleksivt lag i fortællerens tankevirksomhed, men det er som om det kun findes i den pågældende situation, hun er ude af stand til at forbinde nutiden med tidligere hændelser på en måde, der ellers ville kunne sætte hendes handlinger i perspektiv (og dermed udstille deres paradoksale karakter). Hos Ribe er forholdet til de andre sentimentalt, fordi hendes hovedperson gerne vil dø. Hos Fjæren er det aggressivt og nedladende, fordi fortælleren vil leve og dyrke sin egen identitet.

Begge hovedpersoner omtaler det at være alene som et bevidst valg, en slags projekt, uagtet de forskellige årsager, der ligger bag beslutningen. Ribes hovedperson er præget af en følelse af nødvendighed eller uundgåelighed. Kroppen skal have lov at dø, når det nu alligevel er det, den er i gang med: ”Når huden som holder verden oppe blir gammel, vil den revne. Og dette skal ikke forstyrres” – og den skal hverken forstyrres af eller forstyrre andre:

[…] kanskje K. eller S. eller kanskje er det T. som står der utenfor nå og vil inn og som hvis jeg lukker opp vil lure på hvor jeg har vært og hvordan det går men så er det ikke noe som er mulig / sagt / ikke mulig å vise kropp ansikt / slapp medtatt trøtt / uten at det for begge forstyrrer / og kanskje bare hvis jeg visste det var E. kanskje bare da kunne jeg åpne men det er ikke mulig å se hvem det er uten selv å bli sett [...] så jeg [...] lar bare den som står der foran ytterdøra være aleine lukker ikke opp og [...] går bare stille forsiktig inn på soverommet sitter der bare i mørket uten skygger […]

(s. 82)

Der er mange paralleller mellem hovedpersonerne. Begge er de optaget af lydene fra de andres lejligheder, af deres egen krop, begge har de valgt at isolere sig. Men der er forskel på isolationen og deres måde at forstå den på. Den forskel kan måske illustreres i nedenstående passager, der begge handler om at have brug for andres opkald:

[...] og så blir det etter dag og dag mer og mer umulig å sende svar også det blir mer og mer umulig men jeg kaster den ikke kaster ikke telefonen i søpla i bakgården trenger den også trenger denne lyden trenger å vite at noen har vært der til meg og jeg sjekker den lader den hela tida vil ennå vite når noen ringer kanskje E. kanskje noen andre enn E. kanskje i morgen mer og mer ikke

(Lyte, s. 65)

Og:

[...] jeg kunne naturligvis ha skrudd av telefonen, aldri høre den igjen, om det virkelig var det jeg ønsket, samtidig ligger det en trygghet i å ha den her. [...] En kort glede over disse innkommende anropene, når jeg, uten å være nødt til å svare, kan se hvem det er som ønsker å få tak i meg, her jeg sitter innhyllet i myke sengeklær og sukker, og på et vis kjenne meg mindre alene. I det minste kan jeg forestille meg ansiktene deres, hente kroppene deres ut fra bevisstheten og plassere dem foran meg, gjøre hva jeg vil med dem, alt etter behov, og selv om jeg aldri får dem tilfredsstilt, kan jeg like fullt forestille meg at de blir det.

(Klokken og sengen, s. 80)

*
Det er interessant – om ikke andet for mig selv – at jeg bliver mere anfægtet af Fjærens bog end af Ribes. Det kommer bag på mig, fordi fortællerens isolationsprojekt i Klokken og sengen er om ikke genkendeligt, så i hvert fald mere velkendt, mens det i Lyte er voldsomt, ubehageligt og svært at forstå. Jeg bladrer i begge bøger, mens jeg prøver at nærme mig en forklaring. Den første tanke, der melder sig, er at jeg har en bedre forståelse for Lyte fordi dens modus er sorg, mens det i Klokken og sengen er vrede. Det skal ikke forstås som en aversion mod vreden, eller mod bøger, hvis vrede er rettet mod fællesskabet (Bernhard, Houellebecq, osv.), snarere skal det forstås sådan, at vreden i denne henseende næsten kun er interessant for mig, når den kommer af sorg og/eller skuffelse, og altså kan ses som et (om end ofte uerkendt/usagt) forsøg på at opildne til forbedring, og ikke når den – sådan som jeg forstår temperamentet hos Eline Lund Fjærens fortæller – bliver en attitude. Det er den her tanke om at hun skulle være hævet over fællesskabet fordi hun har gennemskuet deres falske måde at leve på, og ligesom må trække sig væk indtil hun igen kan magte dem; enten fordi de forbedrer sig eller fordi hun – skal jeg virkelig forstå det sådan? – regner med, at hun til sidst vil blive så træt af sig selv, at de andres selskab trods alt er mere tåleligt end hendes eget? Det er hverken at tage det at være alene eller det at være sammen med andre alvorligt. Og det er måske et andet aspekt af, hvorfor jeg føler mig anfægtet: Den manglende ansvarsfølelse for eget liv.

 (14. juli-3. august 1015)

*

Kristin Ribe

Lyte (2015)

Forlaget Oktober

&

Eline Lund Fjæren

Klokken og sengen (2015)

Forlaget Oktober