Med Rigels øjne afslutter
Roy Jacobsen sin trilogi om Ingrid Marie Barrøy, som startede med De usynlige og fortsatte med Hvidt hav. Året er 1946. Krigen er slut,
men Norge præges stadig af dens eftervirkninger. På familieøen Barrøy bor
Ingrid med sin nu 10 måneder gamle datter Kaja, hvis far er den russiske
krigsflygtning Alexander, som Ingrid tog sig af efter et skibsforlis i 1944. Hun
har ikke hørt fra Alexander siden han forlod øen, og hun beslutter sig derfor
for at følge i hans dunkle fodspor, i håb om at se ham igen.
Turen gennem Norge fører til møder med folk, der på
forskellig vis har været i kontakt med Alexander. I et enkelt, afdæmpet og
samtidig højtideligt sprog skildrer Jacobsen ikke kun Ingrids møjsommelige
rejse, men også et land, hvor sandheden er blevet »fredens første offer«: Nogle af beboerne leder hende på afveje, de fleste
hjælper hende modvilligt, men fælles for dem alle er, at de forsøger at tale
hende fra at fortsætte rejsen – hvilket ikke kun skyldes, at den forekommer dem
at være forgæves, men også at flere af dem frygter, at Ingrid skal få nys om
deres lyssky aktiviteter under besættelsen.
Jacobsen er god til at beskrive det
mentalt krigshærgede samfund, hvor folk ikke kan samle sig igen, men lever
videre i al deres mistro og meningstab; de stumper af liv, Ingrid støder ind i
undervejs. Men bipersonportrætterne og stemningen kan ikke bære hele bogen, og
derfor lider den under, at Ingrid er så upåvirkelig en hovedperson. Når hun
oplever modgang, græder hun lidt eller bliver paf, men det næste øjeblik
fortsætter hun, som om intet var hændt. Jeg er med på, at det også er et udtryk
for hendes ukuelighed, for bogen handler langt hen ad vejen om at træffe en
(ikke nødvendigvis synderligt fornuftig) beslutning og ikke lade sig kue af
omgivelsernes modstand. Men jeg får aldrig fornemmelsen af, at Ingrid rigtig er
i knibe, at hun er udsat og alene på sin rejse, for det er, som om fortælleren
hele tiden ikke blot holder hende i hånden, men også holder hånden over hende.
Forhindringerne har ikke den store betydning, når først det viser sig, at de som
regel er overkommet nogle få linjer længere nede på samme side. Derfor bliver
jeg ikke synderligt investeret i, om det lykkes Ingrid at opspore Alexander –
og værre endnu: jeg bliver heller ikke investeret i selve rejsens forløb. Folk
er modvillige og fjendtlige, så får de dårlig samvittighed og åbner op,
hvorefter hjælper de hende lidt alligevel, samtidig med at de råder hende til
at rejse hjem. I større eller mindre grad forløber alle bogens møder sådan,
hvilket ender med at gøre Rigels øjne
ensformig og selvtilfreds.
Roy Jacobsen
Rigels øjne
Oversat af Camilla Christensen
Rosinante
208 s.