Silje Aanes Fagerlund – Eneste

Eneste er Silje Aanes Fagerlunds debutbog. Den handler om et kærlighedsforhold, og navnlig om dette forholds opløsning. Romanen er således fortalt i retrospekt, i forsøget på at forstå, hvorfor det gik galt, og den kan læses som en undersøgelse af det spørgsmål, der bliver ved med at dukke op i fortællerens hoved: ”Hvor begynner en slutt” (fx s. 25).

Fagerlunds sprog er søgende og kredser ofte om de samme emner og situationer, som om det afventer sin egen præcision:

Jeg kunne svare med kroppen. Å elske som et slags svar; en annen måte å si at jeg elsker deg på. Men som mindre forpliktende enn ordene, mindre lukkende; både bekreftelse og utgang. Hvordan jeg plutselig kunne elske med en uventet intensitet da. Som om det gjorde meg friere innenfor det du hadde sagt, gjorde kroppen friere innenfor det. Eller kanskje utenfor, tok kroppen med utenfor og videre forbi. Jeg svarte men gled likevel forbi. Forbi noe tungt. Kanskje en byrde. Det er så vidt jeg tør si det ordet: byrde. Er det riktig ord. Er det riktig å si dét til deg.

(s. 94)

(Som det fremgår af citatet, omtales bogens hovedpersoner som ”jeg” og ”du”. Indledningsvist læser jeg det som om de beskrives på en måde, der delvist tilslører dem; hun er ung, det er han ikke, han er forfatter, hun er arkitektstuderende, de kunne ikke være hvem som helst, men de kunne være alle mulige. Men jo længere, jeg når ind i bogen, jo mere falder denne læsning fra hinanden. For efterhånden går det op for mig, at bogens du refererer til en virkelig – og ret genkendeligt beskrevet – person. Man behøver således ikke at have det store kendskab til forfatterskabet og dets tendens til at mytologisere almindeligt levet liv for at vide, hvem det drejer sig om. Mange af de ting, der fortælles om ham, er nogle, han selv skriver om i sine bøger, og det virker næsten påfaldende, at det eneste, der udelades, er hans navn (det kunne for så vidt lige så godt have stået der, jegets navn dukker også op i løbet af bogen og det er – ikke overraskende – Silje). Undtagelsesvist googler jeg bogen for at skimme anmeldelserne, og de fleste refererer med største selvfølgelighed til at det er den pågældende forfatter, romanen handler om. Eftersom jeg ikke vidste det, læste jeg de indledende sider helt anderledes, men jeg må indrømme, at det ikke er muligt for mig at lade som ingenting – nu ser jeg hans ansigt for mig, hver gang du’et nævnes).

Forholdet mellem de to er dybtfølt og intenst; de møder hinanden tilfældigt, kredser lidt om hinanden og pludselig udvikler det sig til en tæt relation, der er næsten totalt upåvirket af verden omkring dem:

Å ville elske, å så sterkt ville elske. Skråtaket over sengen, det lille rommet, vinduet på gløtt ut i vårlufta. Kroppene som infiltrerer hverandre, pusten. Låret mitt over ditt etterpå, vi ble bare liggende, sovnet selv om det ikke var blitt kveld ennå. Å hele tiden ville legge seg nærmere. Presse munnen inn mot nakken din.

Å våkne av regnet; hvor mange ganger våknet jeg ikke slik, for bare å legge meg enda tettere inntil deg igjen, hele tiden nærmere, tettere. Regnet trommende mot taket. Kroppene våre forandret seg. Vi ble den andres, ble hverandres, aldri tvil, alltid nær. Ingen tvil i kroppen, vi fikk kropper som visste; overbeviste av kjærlighet.

(s. 60-61)

Men så går det alligevel galt. De små irritationer fylder mere, og aldersforskellen bliver pludselig et problem; det er, som om det langsomt går op for Silje, at hendes kæreste allerede har levet en stor del af sit liv, mens hun selv kun skal til at etablere sig. Jeg-fortælleren søger i sin erindring efter tegn på, hvornår bruddet begyndte, men finder ikke frem til et entydigt svar; hverken aldersforskellen eller afstanden er en fyldestgørende forklaring. Afslutningen skildres dermed ikke som et brud, men som en række aspekter af deres samvær, der hele tiden har været der, og nu pludselig bliver dominerende.

Eneste er ikke kun fortællingen om et forholds opløsning, det er også historien om en ung kvindes forsøg på at finde sin rette vej i livet. Silje begynder som arkitektstuderende i København, hvor hun dog aldrig rigtig kommer til at passe ind. Derefter flytter hun til Bergen for at gå på en ny arkitektskole, som hun dog forlader efter en årrække for i stedet at læse litteraturvidenskab (først i Bergen og senere i Oslo). Undervejs bliver hendes forældre skilt. Beskrivelserne af hendes vrede over skilsmissen, samt hvordan hun får en nærmest barnlig lyst til at straffe forældrene, er nogle af de stærkeste i bogen:

Det låste seg helt for meg bare hun begynte å snakke om pappa, det var som om jeg hadde utviklet en allergi. Jeg orket ikke å bli dratt inn i det betente igjen og igjen, jeg klare ikke å være der, og jeg hadde forklart det så mange ganger, hvorfor kunne hun ikke la være. Hun så ikke meg når hun var der, da fantes bare hun. Jeg merket det med en gang det skjedde, når hun begynte å vikle seg inn i spiralen av sinne og sårhet og bebreidelser, når hun kjørte seg fast i det såreste mørket sitt. Bruddet. Nederlaget. Jeg ble dratt inn i det rommet hos henne hvor alt stod og dirret, og jeg kunne ikke være der, det ble så forferdelig trangt.

Jeg ble så streng. Nektet å være med henne i dét, jeg klare ikke møte henne der, jeg ville at hun skulle reise seg, riste av seg alt, vise seg sterkere enn det som hadde skjedd. Reis deg, lysten til å rope det inn i ørene hennes, kreve at hun gjorde det.

(s. 118)

Den slags beskrivelser, samt scenerne hvor små omslag i personernes humør viser, hvor lidt der skal til for at slå en flig løs i to menneskers tilsyneladende altomsluttende ømhed, er klart der, hvor Fagerlund er bedst. Men overordnet set er romanen meget ujævn. Der er for mange beskrivelser, der ikke fører nogen vegne, og selvom Fagerlund også formår at fremskrive flere stærke scener, så er den dannelsesrejse, som romanen viser sig at være, simpelthen ikke synderligt interessant – det er ikke et problem, at historien er fortalt mange gange før, og på alle måder er uspektakulær, til gengæld er den ikke beskrevet synderligt godt, og derfor står den også i vejen for den intense skildring, som bogen lader til gerne at ville være.

Silje Aanes Fagerlund  

Eneste (2016)

Cappelen Damm