De seneste år har det lille forlag LESEN gjort sit til at
udbrede kendskabet til norske Mona Høvrings forfatterskab. I 2016 udgav de
Høvrings glimrende romandebut Noget der
hjælper, året efter fulgte Venteværelset
i Atlanten, og nu lanceres romanen Fordi
Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født, blot få måneder efter
den udkom i Norge.
Bogen handler om søstrene Ella og Martha, der tidligere var
tætte som tvillinger og delte seng langt op i teenageårene. En dag bekendtgør
Martha pludselig at hun vil gifte sig og flytte til Danmark, og selvom hun
hurtigt kommer tilbage, fører hendes beslutning til en dyb splittelse mellem
søstrene. Da vi møder dem som voksne – Ella er 22, Martha er ét år ældre – er
deres relation således præget af varsomhed, forbehold og smålighed. Efter det
mislykkede ægteskab har Martha været indlagt på et sanatorium, og da hendes
læge råder hende til at tage ophold på et hotel i de norske fjelde, rejser Ella
med for at passe på hende. På hotellet møder de først den venlige bestyrerinde
Ruth og siden den lettere mystiske Dani, men det meste af tiden bruger Martha
og Ella på at drikke vin, gå i bad og vedligeholde deres små konflikter.
Der
er noget barnligt over søstrenes måde at være i verden på. De mangler basale
sociale færdigheder og virker usikre, urutinerede i livet, hvilket hos Ella
blandt andet udmønter sig i konstante spørgsmål som »Hvad var det Martha syntes
jeg burde have fortalt hende?«, »hvorfor valgte jeg lige netop denne bog?« og »Hvem
kan egentlig vide hvordan en andens smerte føles?«. Da et pludseligt
skænderi skiller dem ad, får Ella anledning til at tænke over forholdet til
storesøsteren, som hun har været alt for god til at føje. Ved romanens
begyndelse lyder det: »Jeg
måtte holde mine tanker for mig selv. At rose hende var det samme som at give
hende en opgave, en forpligtigelse. Jeg frygtede at den mindste antydning af
ansvar ville gøre hende ængstelig, til og med modvillig. Nej, at takke hende
ville ødelægge alt«. Efter skænderiet lyder det i stedet: »Martha med sit
guddommelige og forførende ansigt. Martha med den rislende stemme. […] Hun
havde bragt mig ud af balance. Hun havde kørt rundt med mig. Jeg tænkte at jeg
ikke kunne fordrage hende. Jeg ville fjerne mig fra hende, jeg ville beskytte
mig selv. Hvorfor kunne jeg ikke det? Fordi jeg frygtede hende? Fordi jeg
elskede hende? Tanken skræmte mig«. Som citaterne antyder, føler Ella »en irriterende ømhed for
hende, en ømhed der hverken var kærlig eller medfølende, men ikke desto mindre
en ømhed«.
Høvring
har blik for de nuancer i vores relationer, der ellers undslipper
opmærksomheden og hverdagssproget, samt evnen til at skrive små,
funklende scener (her skiller en erindring om kartoffelchips og knappenåle sig
særligt ud med sin blanding af ubehag og nænsomhed). Hendes prosa er præcis og rig på adjektiver, som et
overdådigt og sirligt dækket middagsbord. Beskrivelserne kan være egensindigt
skarpe, som når Ella hader morgenlys, fordi det får hende »til at tænke på
røntgenstråler«, eller de kan være smukke og stilfærdigt storslåede, som når
fjeldhotellet ligner »en gylden krystalfugl med enorme vinger spændt ud over
den lodrette klippevæg«.
Romanens univers er nærmest filmisk stiliseret, godt hjulpet
af det gammeldags og alligevel tidløse hotelmiljø. Og måske også af, at Høvrings
karakterer langt hen ad vejen er genkendelige persontyper, der dog levendegøres
gennem få udvalgte detaljer: »Min søster hedder Martha. Hendes hår ser hvidt ud i fluorescerende lys.
Og hvad hedder jeg? Jeg hedder Ella. Jeg hedder Ella, og mine øjne er næsten
grønne. I en bog skriver jeg hvad jeg tror kommer til at ske det næste år, og
på årets sidste dag skriver jeg hvad der er sket«.
Et
erotisk møde med en ældre kvinde bliver ligesom i Høvrings tidligere romaner
udslagsgivende for handlingen. Men hvor mødet i for eksempel Noget der hjælper intenst og præcist
skildrer en ung piges seksuelle opvågnen, er dets funktion i den nye roman
langt mere diffus. Her er det ikke decideret forløsende, det er snarere
en åbning, der ikke fører i den rigtige retning, men stadig er vigtig fordi den
sætter noget andet i gang. Karakterudviklingen går omtrent fra forknyt forvirring til en lidt mere
åben og reflekteret forvirring. Det gør historien mere egenartet, men får den
samtidig til at føles lidt lille. Jeg savner den kombination af gnistrende
vækkelseshistorie og Høvrings øvrige kvaliteter, der i sin tid gav romandebuten
en helt særlig tyngde.
Fordi Venus passerede en
alpeviol den dag jeg blev født cementerer LESENs ry for at lave kvalitetsbøger. Udover at
den er flot fordansket af Ditte Holm Bro, er Line Kjeldsen Jensens omslag en
fornøjelse at se på. Og selv om romanen måske ikke er helt på højde med
Høvrings foregående, er den stadig en fin og særegen fortælling om to søstre,
der vokser fra hinanden.
Mona Høvring
Fordi Venus passerede
en alpeviol den dag jeg blev født
Oversat af Ditte Holm Bro
Forlaget LESEN
128 s.
200 kr.