Mari Tveita Stagrim debuterede i 2015 med novellesamlingen Alle nyanser av sinne. Hendes anden bog, romanen Det jeg letter etter, finnes ikke her, handler om venskabet mellem to navnløse teenagepiger. De mødes til svømning, går i skole sammen og ryger cigaretter i smug. Bogen foregår i en ligeledes unavngiven by, og mere specifikt i et ubehageligt ungdomsmiljø, der er præget af skilsmisser, selvskadende adfærd, overgreb og druk.
Åbningsteksten lyder i sin
helhed: ”Jeg var et åpent barn, vendt mot verden. Skyerne dreiv over himmelen,
bølgene slo mot svabergene. Barnet blir født med en forestilling om trygghet
som en selvfølge. Verden bryter mot dette” (s. 9), og både det åbne og det at
”bryte mot” noget er gennemgående motiver i romanen. Lidt senere hedder det
således om veninden: ”Du hadde så mange steder, så mange hjem du gikk inn og ut
av, så mange dører du åpna, så mange hjerter du åpna, så mange mennesker du
åpna” (s. 20). Jeget, derimod, er ikke åben på samme måde; det er, som om hun
har svært ved at finde sin plads i tilværelsen som teenager. Du’et er en
trettenårig med en voksenkrop, mens jeget er en trettenårig med blød mave og
bumser; du’et er altid omgivet af andre (det vil sige: af drenge og mænd), mens
jeget aldrig har haft en kæreste. ”Jeg var den søte, du var mer sexy”, som det
hedder et sted (s. 53). Men som den første tekst også antyder, er det at være
åben ikke udelukkende en god ting; det indebærer også at være udsat for med- og
modmenneskers påvirkning.
Veninden bliver kæreste med den snart 18-årige Sjur, og de
tre unge hænger meget ud hjemme hos Sjurs far Jan. Her bliver det tydeligt, at
alt ikke er, som det burde være. Gulvet er fyldt med uåbnede breve, tomme
flasker og cigaretpakker, og efterhånden tilbringer veninden mere og mere tid i
kælderen sammen med Jan, når Sjur ikke er hjemme. Skildringen af det døsigt
forrykte kælderliv er – ligesom resten af romanen – præcis og ubehagelig: ”Vi
satt ved sida av hverandre i sofaen, tv-en sto på, sola steikte gjennom
vinduet, støvet beveget seg i lyset, lyset la seg i striper over gulvet,
svetten lå i panna, små, mørke flekker under armene, lukta av svette spredte
seg og blanda seg med røylukta” (s. 19). Jeg ved ikke helt, hvad det er, der fungerer
så godt ved Stagrims beskrivelser, for de er hverken udførlige eller
spektakulære, til gengæld er de enkle og konkrete, detaljerne er enormt
velvalgte. Der er noget feberagtigt ved beskrivelserne, som jeg ikke kan
lokalisere på sætningsniveau, men som lægger sig over hele romanen og skaber en
helt særligt knugende stemning af, at noget ubehageligt er ved at ske som om
det var det mest naturlige og almindelige i verden. I den passage, jeg netop
har citeret, er der en bemærkelsesværdig tyngde i den simple beskrivelse: Den
stegende hede, støvet, røgen, sveden, det hele er så indestængt og
sammenhvirvlet.
Romanen består af små afsnit, der aldrig fylder mere end en
enkelt bogside. Normalt kan jeg godt have det svært med sådanne fragmenterede
fortællinger, fordi de har en tendens til at udelade vigtige scener og detaljer
og lade det være op til læseren at udfylde fortællingens tomrum med en hel
masse betydning. Når jeg ikke har et problem med det her, skyldes det både at
tekststykkerne akkurat hænger nok sammen til at det aldrig føles abrupt, og at
måden, der bliver fortalt på, passer så godt til det, der bliver fortalt: Veninden
er flygtig og båret af sin egen selvfølgelige og uforståelige logik; jeget
føler sig ikke sikker på, hvor hun har hende: ”Jeg husker deg best i bilder.
Som om jeg hele tida sto litt på utsida og så på det du gjorde. Som om jeg
aldri var helt med, for jeg kan ikke huske noen følelser, jeg ser det bare for
meg” (s. 87). De to piger finder liget af en kvinde, der har begået selvmord,
Sjur bliver fjernet fra hjemmet, jeget bliver afhørt af politiet, da nogen
melder Jan for at have et seksuelt forhold til du’et, og selvom bogen er et
erindringsarbejde, bliver det hele fortalt så tæt på situationerne, at det ikke
er til at afgøre, hvornår jeget er for ung til at forstå, hvad der sker, og
hvornår hun vælger ikke at tage konsekvensen af det, hun ser.
Det jeg letter etter,
finnes ikke her er en barsk skildring
af, hvordan to unge piger finder og mister hinanden. Særligt nedslående bliver
det fordi den enes forfald beskrives på en måde, der både virker uafvendelig og
som om det kunne (og ikke mindst burde) have været undgået. Jeg tror det er den
dynamik, der trods bogens enkelhed og sparsomme handlingsforløb, gør det til en
intens og medrivende læseoplevelse.
*
Mari Tveita Stagrim
Det jeg letter etter,
finnes ikke her (2017)
Kolon Forlag
96 s.