Der er noget distanceret, nærmest reserveret over romanen, som jeg tror primært skyldes to ting: For det første genfortælles hændelser og dialoger oftest indirekte: ”Agnes fik den tanke at hun måtte spørge ham lige ud om han var bange for døden, og med en vis sardonisk beherskelse sagde han at han i det store og hele havde det forfærdeligt, men i lykkelige øjeblikke erkendte han nu alligevel at livets alvor ikke var nogen virkelig tragedie” (s. 105). For det andet er Agnes en besynderligt upåvirkelig hovedperson. Selv i de mest intime øjeblikke bevarer hun en vis varsomhed, og hendes spontane handlinger virker samtidig helt selvfølgelige. I et af erindringsstykkerne hører vi således om, hvordan hun forlod sin ægtefælle, rejste til Basel og besluttede sig for at blive der, men ingen af delene ændrer hendes humør eller tilgang til verden nævneværdigt. Sådanne livsomvæltninger berører hende tilsyneladende lige så lidt som et omslag fra solskin til regn.
”Er det ikke netop alle de mere eller mindre tilfældige episoder der danner de forløb og forgreninger vi kalder “virkeligheden” eller “tilværelsen”?”, spørger fortælleren i romanens åbningslinjer, og det er det måske nok – men spørgsmålet er så, om disse tilfældigheder fører til en god roman? Både ja og nej. Rune Christiansen skriver utroligt fint; selv i korte, simple afsnit formår han at skabe stemninger, som er sammensatte, på grænsen til uhåndgribelige (Den følgende sætning er ikke en direkte illustration af netop dette, men jeg har alligevel lyst til at citere den her, fordi jeg synes den er fin og ikke kan finde plads til den andre steder: ”Der var en stilhed som under vand, en afventende og ubeskyttet stilhed, man anede det der var tilbage af alle hverdagens lyde, men nu var de uforståelige, som hak i hukommelsen” (s. 176)). Romanpersonerne taler sjældent åbent om tilværelsens store konflikter; snarere er det, som om de hele tiden forholder sig lige så stille til dem, hvorfor de ikke tager konfrontationerne, men i stedet forbliver i en vedvarende række af tilnærmelser; de er ”fremmede i al fordragelighed”, som det hedder et sted. Langt hen ad vejen er det en flot roman med mange interessante aspekter, men jeg kan altså heller ikke sige mig fri for en vis irritation. Jeg har en forkærlighed for de reserverede personer i litteraturen, og til at starte med er det også et spændende karaktertræk her, men Agnes er så exceptionelt upåvirkelig, at det ærligt talt bliver temmelig trættende i længden. Når hun forlader nogen, slentrer hun lige ind i en andens arme, og denne udskiftelighed i relationerne, hvor alle kan erstattes, gør at jeg efterhånden mister interessen for, hvor de forskellige personers historier ender.
Krysantemum følger sine egne regler, men den gør det også lidt for godt. Flere af bogens hændelser ville i andre romaner føre til udvikling, konfrontation eller erkendelse, mens de her snarere får karakter af narrative blindgyder: Ting dukker op, virker betydningsfulde, løber ud i sandet og afløses af noget andet. Selvom den rigtignok indfanger mange af de tilfældige øjeblikke, der udgør et liv, illustrerer den samtidig, at det ikke nødvendigvis resulterer i en synderligt vedkommende roman.
*
Rune Christiansen
Krysantemum (2017)
Oversat af Christel Pedersen
Forlaget LESEN
256 s.