Karl Ove Knausgård – Om sommeren

I Om sommeren vender Karl Ove Knausgård tilbage til de beskrivelser af ting og fænomener, som udgjorde seriens to første bind. Udover tekster med åbenlyse sommerkonnotationer som grill, is og shorts, er der også indslag om især dyr og planter. Og i stil med det foregående bind om foråret – som beskrev en enkelt dag i Knausgårds liv sammen med sin nyfødte datter – er der lange dagbogsafsnit om familielivets trummerum, inklusiv de obligatoriske smådramatiske hændelser. Begge disse spor rummer beskrivelser, der søger at indfange sommerens særlige stemning ved at rette blikket mod det upåfaldende. For eksempel lyder det om grillkul, at ”det er en helt særegen nytelse å helle dem ned i en tom grill, for de rasler når de slår mot hverandre, og drysser ut med en letthet som bitenes størrelse likesom motsier – de burde falle med tunge dunk – samtidig som en lett sky av askepartikler står opp fra dem, som strålene fra sola, hvis den står på akkurat da, får til å glitre i luften” (s. 240).

Helt fra starten har projektet handlet om at beskrive alskens ting og fænomener for at vise datteren verden – en metode, der også skulle forhindre Knausgård selv i at forfalde til rutiner og fastlåste opfattelser. Men paradoksalt nok er der ofte noget rutinepræget over dette sidste bind. Alle årstidsbøgerne har handlet om klassiske Knausgård-temaer som det skønne, forskellen mellem det åbne og det lukkede liv, tyngden af de andres blikke, samt forholdet mellem skam og skrift, men i de første bind var der trods alt en vis friskhed i beskrivelserne, og selvom der også her er usædvanlige formuleringer (som at sneglen er den fugtige jords kejser, og ribs er bærrenes prinsesser), dvæles der tit også unødigt længe ved upåfaldende iagttagelser a la ”En sykkel er et mekanisk framkomstmiddel som består av en ramme med to hjul som er forbundet med pedaler via et kjede” (s. 359), ligesom associationerne meget hurtigt når frem til de ovennævnte temaer, som i forvejen er så rigt repræsenteret i forfatterskabet.

Selvom dagbogsstykkerne også betræder velkendt territorium, føles de alligevel skarpere, som om nærværet er større, og tanken derfor mere præcis. Jeg har på fornemmelsen at det skyldes, at opslagsteksterne ikke er henvendt til nogen, mens dagbogen eksplicit er rettet mod den nu to år gamle datter. Dette ”du” – som Knausgård har skrevet udførligt om vigtigheden af i sjette bind af Min kamp – giver både skriften en større frihed og en tydeligere retning. Ligesom det var både interessant og rørende at læse om hans forhold til datteren i Om våren, er det svært ikke at blive påvirket af den fascination og omsorg, der lyser ud af beskrivelserne af hende i Om sommeren, navnlig skildringen af, hvordan hun begynder at tilegne sig sproget, som indfanger den nysgerrighed og fortryllelse, der er hele projektets udgangspunkt.

Tonen i bogen er oftest sørgmodig; en konsekvens af, at den nu midaldrende forfatter ikke kun bliver rørt over at se sine børn vokse op og huske tilbage på sit eget liv, men også oftere og oftere rammes af tanken om, at han selv skal dø. Det fører til en anderledes form for selverkendelse, som da han fortæller om naboen, der spiller fodbold med sin søn i haven, og omtaler det som en situation, de sandsynligvis vil glemme, og som Knausgård også ville glemme, hvis han da ikke havde rejst sig for at gå ind og skrive det ned, ”ikke uten et stenk av tristhet i hjertet, for øyeblikket var uten åpenbar mening, og det meningsløse ville forsterkes i det øyeblikket jeg skrev det ned, og enda mer i det øyeblikket jeg døde, og det ville stå alene og vitneløst i en bok et sted: hvorfor skulle akkurat det spares, av alt som hender?” (s. 291-292). I det hele taget er det, som om Knausgård er blevet endnu mere selvbevidst, og sætter ord på nogle tankestrukturer og vaner, der har præget næsten alle hans tidligere bøger, men sjældent været beskrevet så direkte. Men denne bevidsthed åbner (endnu?) ikke for noget nævneværdigt nyt. Han sidder stadig fast i de samme reaktionsmønstre, der er blot tilføjet endnu et lag: Under et lægebesøg bekymrer han sig eksempelvis om, hvorvidt hans penis er mindre end gennemsnittet (”Så mye bedre jeg ville ha følt meg om jeg hadde hatt en stor, flott kuk. Så mye bedre alt ville ha vært”); og selvom han efterfølgende skammer han sig over at have skrevet disse tanker ned og sendt dem til sin redaktør, ender bekymringen, skammen over den og selvbebrejdelsen ved at have skrevet noget, der var for privat, selvfølgelig alt sammen med at indgå i bogen.

Der er flere fine passager i Om sommeren; teksten om is er for eksempel både overraskende, præcis og sjov. Knausgårds blanding af håb og nedtrykthed fører som sædvanlig til interessante overvejelser, men altså netop også en hel del gentagelser. Derfor efterlader denne bog mig mest af alt også med håbet om, at den på sigt har banet vejen for noget andet.

*

Karl Ove Knausgård

Om sommeren (2016)

Forlaget Oktober

405 s.

Torunn Borge – Tankens lystprinsipp

Da Torunn Borge døde i 2014 i en alder af blot 54, efterlod hun sig en række mere eller mindre færdige tekster, som nu udgives sammen med nogle af de essays, anmeldelser og interviews, der tidligere har været trykt i aviser og tidsskrifter. Udvalget er foretaget af Dagfinn Carlsson, Ingrid Storholmen og Henning Hagerup; sidstnævnte er desuden medforfatter på fire af bogens tekster.

Tankens lystprinsipp indeholder essays om blandt andet Cecilie Løveid, Victor Klemperers dagbøger, Ola Bauer, rejsens metafysik og Thure Erik Lunds Om naturen. Titelessayet rummer Borges overvejelser om kritikerens rolle og virke, og fungerer blandt andet som en kritik af de traditionelle opdelinger i høj- og lavkultur:

Det er opplagt at en artikkel som er såkalt dyptgående, undersøkende med hensyn til et bestemt verks forutsetninger og plass i den samtidige litteraturen, at hvis denne artikkelen står på trykk i en dagsavis og ikke i en essaysamling, så foreligger det materielle og symbolske forutsetninger som ikke unnlater å virke. Det er ikke for ingenting at man fremdeles kan betrakte Marcel Duchamps pissoar utstilt i et galleri som et vesentlig utsagn om de endrede vilkår for betraktning av kunst og lesemåter i vårt århundrede. Hvis man betrakter dagsaviser som B-kultur og bøker og tidsskrifter som A-kultur, noe som er høyst vanlig, også blant dem som sverger til B-kultur, vil man altså oppnå det tilsynelatende motsatte av Duchamps poeng ved å la noe essayistisk trykke i en dagsavis, siden avisen er å betrakte som noe vulgært.

(s. 38-39)

Hvis de problematiske aspekter af disse inddelinger ikke allerede er tydelige, bliver de det når man stiller sagen op på ovenstående måde, og Borge mener da også, at så længe den rigide skelnen mellem høj- og lavkultur opretholdes, vil de deraf følgende diskussioner om bred/smal og akademisk/folkelig (etc.) blive ved med ”å distrahere publikum og kritikere”. I stedet plæderer hun for en kritik, der foruden ”utholdenhet og vilje til å utfordre sine egne og for øvrig rådende oppfatninger om kvalitet og verdi” (s. 40) er drevet af nysgerrighed. En kritik, der ikke handler om at evaluere, men om at ”tydeliggjøre verkets egen dynamikk i møtet med en selv”. Borge skriver fint om nogle af de frustrationer, man kan opleve som anmelder, når man ved afleveringen af en tekst må erkende, at det ikke lykkedes at få beskrevet bogens problemer (og/eller anmelderens problemer med at læse den) på en tilfredsstillende måde. På trods af, at hun erkender, at hun sjældent lever op til sine egne kritikeridealer, indeholder udvalget et eksempel på, hvor interessant det kan blive, når anmelderen skriver sin egen tøven og frustration ind i teksten. I ”Harmoni og opprør – Tenk om jeg visste hva poesien het!” læser hun således to digtsamlinger (Henning H. Bergsvågs Nattarbeid og Frank Hiis’ Samlet for å rasere), eller måske forsøger hun snarere at forstå, hvad der står i vejen for hendes læsning: ”Jeg kan anerkjenne begges talent, men bare unntaksvis finner jeg dikt i deres bøker som dytter i min erkjennelse, følelse eller tanke. Så derfor burde jeg kanskje ikke skrevet denne teksten, eller kanskje nettopp jeg skal tvinges til å lete, i alle fall lete etter stedene der jeg kan samtale med diktene, i forvissning om at min sensibilitet og erkjennelse alltid vil være begrænset” (s. 113).

Andre steder mærker man til gengæld tydeligt Torunn Borges sensibilitet og engagement, særligt i

teksterne om kristne digtere som Inger Elisabeth Hansen, Gunvor Hofmo og Steinar Opstad. En af bogens gennemgående pointer er, at eftertiden (og kritikken) må blive bedre til at håndtere litteratur, der ikke passer ind i tidens tankegods:

Det er ikke opp til leseren av et erklært kristent dikt å avvise det for dets troende innhold, gudsbegrepers innhold er bestemt av menneskers erfaring og av en levende tradisjon. Om disse så betraktes som ugyldige fra én lesers side, rokker uansett ingen skepsis ved tilværelsens faktiske preg av lidelse og meningsløshet, men også av håp. Slik sett er det mulig å lese kristne diktere med utbytte for den som ikke deler trosoppfatningen, hvis man deler en erfaring av motstridende og sammensatte krefter, og dessuten ut fra historisk viten om det samme […] vi trenger ikke dele en tro for å kunne lese et dikt, men vi kan tro et diktverk på dets ord.

(s. 66)

Da jeg for godt et års tid siden anmeldte Steinar Opstads seneste udgivelse, digtsamlingen Kjærlighetstapene (2015), havde jeg en klar fornemmelse af, at mange af de figurer og motiver, der optrådte i digtene, var gengangere fra tidligere bøger. Samlingen forblev forholdsvist lukket for mig, men mange ting faldt på plads under læsningen af Borges essay om forfatterskabet. Teksten, der oprindeligt blev trykt som efterord til Opstads samlede digte, leverer både et forbilledligt klart overblik over forfatterskabets temaer og motiver, og forsøg på at karakterisere nogle af dets øvrige grundtræk: ”Opstads dikt er båret av klanger, av presis diksjon og av et veldig tanke- og følelsestrykk. Hvis de er skremmende, er de det på en annen måte enn marerittene der vi ikke kommer av flekken. Jeg blir heller grepet, vekselvis som av noens vennlighet, en stor sorg eller av veldig raseri, et brøl” (s. 149). 

Der er ingen tvivl om, at Torunn Borge både skrev og tænkte godt; der er mange fine formuleringer rundt omkring i bogen, som når hun beskriver kroppen som ”vår siste og ytterste forvirring” (s. 165). Alligevel har jeg tænkt overraskende lidt på teksterne, siden jeg blev færdig med at læse dem. Tankens lystprinsipp rummer fine essays og beskrivelser, men den føles uforløst. Det er, som om Borges tanker konstant er klemt sammen på alt for lidt plads. Mange af teksterne er præcise karakteristikker af værker og forfatterskaber, men når sjældent videre end det. Flere gange standser tanken endda lige der, hvor det ellers begynder at blive interessant, som når Borge spørger: ”Hvis kravet om poesiens politisering dreier seg om å se hva som umiddelbart identifiseres som politikk, det vil si nyheter, hvori befinner poesiens særegenhet seg da?” (s. 122). Spørgsmålet får lov at blive stående uden yderligere kommentarer, og ender dermed et sted mellem det polemiske og det retoriske. Det er synd, for jeg ville gerne have hørt mere om det, og som sådan ender det med at være symptomatisk for min oplevelse af bogen.

*

Torunn Borge

Tankens lystprinsipp (2017)

Forlaget Oktober

243 s.