Vigdis Hjorth – Arv og miljø

Efterårets store litterære debat i Norge har handlet om den såkaldte virkelighedslitteratur, og særligt om, hvor grænsen går for, hvad forfattere kan tillade sig at skrive om virkelige personer. Anledningen til debatten var udgivelsen af Vigdis Hjorths roman Arv og miljø, som handler om fire søskendes forsøg på at dele arven efter deres forældre (der vel at mærke stadig lever, da striden begynder). To af dem (Astrid og Åsa) har et godt forhold til forældrene, mens de to andre (Bård og Bergljot) har brudt forbindelsen til familien. Stridens omdrejningspunkt er forældrenes to hytter ved Hvaler, som de vil sælge til Åsa og Astrid til langt under markedsprisen, på trods af, at de tidligere har lovet børnene, at arven skulle fordeles ligeligt mellem dem. Midt i denne strid dør faderen, hvilket kun gør tingene værre: Det viser sig nemlig, at Bergljots begrundelse for at ikke at se familien er, at de ikke vil anerkende, at han udsatte hende for seksuelle overgreb da hun var barn.

Romanen skildrer hendes forsøg på at navigere mellem de mange forskellige følelser og interesser. Selvom hun insisterer på sin egen historie, er Bergljot hele tiden i tvivl om, hvordan hun skal forholde sig til familiemedlemmerne. Det meste bliver analyseret og endevendt gentagne gange, hvilket rent stilistisk fører til mange gentagelser – eller måske snarere: tilbagevenden til de samme emner, men med bittesmå forskydninger – og spørgsmål: ”Hvordan skulle mor handle hvis far innrømmet? Svimlende, svimlende. Snakke ut med far og innkalle til et møte med meg? Så vi kunne snakke alvorlig og ærlig om det alle tre, hele trekanten? Kunne de fortsette å være gift da? Kunne jeg fortsette å se dem da? Og de andre, skulle det snakkes åpent og ærlig om med Bård og Astrid og Åsa? Og var det ikke ulovlig, måtte det meldes til politiet?” (s. 239).

Familiemedlemmerne forstår tilsyneladende aldrig helt, hvad problemet er for Bergljot, idet de flere gange forsøger at genetablere kontakten til hende i håb om, at hun bare kan glemme det, der er sket. Arv og miljø er således en bog om ikke at føle sig set. Både Bård, Bergljot og hendes datter Tale giver udtryk for, at den anden del af familien ikke anerkender dem og deres oplevelser. På overfladen er opgøret måske økonomisk, men i sin rod er det moralsk. Og selvom Astrid forsøger at mægle mellem parterne, anklager moderen Bergljot for at lyve om overgrebet for at gøre sig interessant, hvilket selvsagt umuliggør at de nogensinde når hinanden. For som Bergljot siger, kan forsoning kun ske, når alle parter får lov at fortælle deres historie (s. 197).

Selvom der dukker uventede breve og oplysninger op, som i en anden slags roman kunne have ført til ændringer i konflikten, er det, som om Arv og miljø bare graver sig dybere og dybere ned i den elendighed, som er til stede fra begyndelsen. Undervejs har jeg flere gange tænkt på August Strindbergs En dåres forsvarstale. På trods af, at der er stor forskel mellem de to bøger, forekommer der mig alligevel at være fællestræk i måden, fortællerne retfærdiggør deres egne tanker og handlinger på og medtager alle mellemregningerne, samtidig med at de andre personer tillægges alle mulige motiver, som passer perfekt ind i jegets fortælling. Bergljots tanker er ofte præget af en voldsom vrede, men der er dog også steder, hvor hendes vrængen kammer over og grænser op til det humoristiske: ”Fordi voldtekt av barn er ekstremt alvorlig, må slike påstander behandles med stort alvor, skrev hun, formelt og på armlengdes avstand som for å påpeke for meg hvor alvorlige mine påstander var, i tilfelle jeg ikke hadde tenkt på det. Brukte alvor og alvorlig i samme setning, så alvorlig tok hun det, med stort alvor” (s. 320). Hvor Strindberg er uomtvisteligt forrykt og paranoid, så er det sværere at have en entydig holdning til Bergljot. Den tragiske overgrebshistorie vækker selvsagt sympati, og familiens manglende evne eller vilje til at forstå hende, er frustrerende at overvære. Men hun udviser også en bemærkelsesværdig mangel på selverkendelse på visse områder, som når hun tørrer sine børn af på bedsteforældrene, og ligesom bytter børnenes samvær med dem for selv at kunne få en pause fra den konflikt, hun har med dem. På den ene side er jeg tilbøjelig til at gå med på hendes mange motivanalyser, men på den anden side er der noget ubehageligt ved hendes skråsikkerhed, eksempelvis når hun ligefrem forestiller sig dialogen mellem familiemedlemmerne:

[Astrid] hadde tenkt mye på det, skrev hun, ikke fortiet det, men snakket mye om det, men med hvem? Fagfolk? Støttesenteret for incest? Nei, med mannen sin og Åsa som delte hennes interesser og med mor hvis hele liv ville framstå som dumt og skammelig hvis det jeg sa var sant. Hvordan lød samtalen om dette dem mellom?

Mor: Kan det ha skjedd? Vi hadde jo et så åpent hus. 

Ingen sa noen gang noe til meg.

Åsa: Hun hadde jo tre barn da dette kom fram, hun kan ikke ha hatt fysiske skader, da ville vel en lege reagert.

Astrid: Jeg kan ikke huske at hun sa noe om det eller at hun hadde det vondt. Det var ingen som nevnte noe om noe slikt.

Mor: Jeg tror ikke det kan ha skjedd. Far var ikke sånn.

Åsa: Nei, det tror ikke jeg heller.

Astrid: Nei, det virker ikke sannsynlig.

(s. 323)

Samtidig får Bergljot også flere gange ondt af sin far, men kun indtil hun minder sig selv om, at ”den faren jeg følte medlidenhet med ikke var far, men forestillingen far, arketypen far, myten far, den tapte faren min” (s. 67). Der er ingen tvivl om, hvem der er skurkene i fortællingen, men heller ikke ofret er uden fejl og usympatiske træk, og Hjorth balancerer disse spændinger på imponerende vis.

Det virker meget nøgleromanagtigt at en af romanens karakterer, en digter, hedder ”Anton Vindskev” – det er for fjollet i forhold til tonen i resten af bogen, så jeg gætter på, at det er en intern morsomhed – men jeg ved simpelthen for lidt om Vigdis Hjorths liv og værk til at jeg ville have opfattet romanen som selvbiografisk, hvis det altså ikke havde været for den heftige debat i Norge (og navnlig i Aftenposten). Jeg må ærligt indrømme, at det ikke er vigtigt for mig om bogen er baseret på forfatterens egne oplevelser; derfor har jeg heller ikke tænkt mig at gå dybere ind i de etiske problemstillinger her. Ønsker man at læse en perspektivrig anmeldelse, der opfatter bogen som selvbiografisk og forholder sig til debatten i Norge, vil jeg henvise til Arne Borges tekst fra Vagant, som kan læses her: http://www.vagant.no/noen-ganger-er-det-for-sent/

For mig er det mere vigtigt, at Hjorth har skrevet en bog om de mekanismer, som omgivelserne bruger for at forhindre nogen i at bryde tabu. Arv og miljø er gennemsyret af jalousi, fortvivlelse og nærmest alle andre tænkelige varianter af forsmåede følelser. Det er en stærk og medrivende historie, som fortjener at blive læst og diskuteret.

*

Vigdis Hjorth

Arv og miljø (2016)

Cappelen Damm

343 s.

Ingvild Lothe – Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt

I 2015 udgav Ingvild Lothe hæftet Litt lyst til å pule, litt lyst til å dø på AFV Press. Nu debuterer hun i bogform med digtsamlingen Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt, som er en slags portræt af en ung kvinde, der kæmper med at finde sig til rette i livet. Hun går i seng med mænd, hun ikke kan lide, ”streamer dårlige komedier på Netflix og blir dum i hodet” (s. 39) og drømmer om en fremtid med ”mann og barn og Volvo og hekk” (s. 51).

Disse beskrivelser af hendes hverdag suppleres af nedslag fra jegets opvækst: Fra barndommen til frustrationen over kroppens forandringer til de mislykkede forsøg på at udnytte ungpigekroppen til sin egen fordel. Der er ikke tale om en klassisk historie, hvor den voksne længes tilbage til barndommens idylliske uskyld, for selvom jeget ”savner å være åtte år og ikke ha ødelagt livet mitt” (s. 9), vidner beskrivelserne også om et hjem med fraværende forældre og en voldelig far (”når bølgene slår / er det med en ømhet / som ikke finnes i andre slag / som f eks når pappa slår mamma”). Samtidig beskrives det, hvordan hun helt siden barndommen har følt sig forkert; samlingen er fyldt med udtryk som ”feil”, ”uelsket”, ”umulig” og ”fremtidsløs”, og da jeget er blevet en ung kvinde, suppleres disse følelser af en konstant frygt for, at der også er noget alvorligt galt med hendes krop.

Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt er en bog om modstridende følelser. Jeg mindes ikke før at have læst en bog om et ungt menneske, som handler så meget om at være træt. På den ene side er hun urolig og rastløs, på den anden side er hun slidt:

Som liten elsket jeg å løpe.

Nå venter jeg på neste buss.

Jeg har energien til en olding,

allikevel sier folk: Du har hele livet foran deg.

                     

Men altså hva faen.

Det finnes grenser

for hvor mye et menneske

kan makte å legge bak seg.  

(s. 26)

Andetsteds hedder det med symptomatisk ambivalens: ”Jeg vender meg mot verden, jeg vender ryggen til” (s. 32). Den unge kvinde både vil og vil ikke livet, og hendes nerver slides tynde af alle de store og små spørgsmål, som hele tiden strømmer gennem hendes hoved (”Er jeg verdifull. / Burde jeg ta flere selfies” (s. 68)).

Denne tvivl manifesterer sig også i bogens tonefald. Selvom de fleste af digtene er korte, spænder de ofte over mange forskellige registre. Ingvild Lothe formår på imponerende vis at balancere klassiske lyriske linjer (”det er så mye tåke i barndommen min / hjemme er ingen hjemme / vi er barn som vokser i mørket” (s. 15)) og talesprog (”Jeg er sykt pen i utlandet” (s. 56)). Jeget er koket, urimelig og forkælet (”Noen har sendt meg blomster i gave / men ikke av sorten jeg foretrekker” (s. 42)), hun er apatisk og selvdestruktiv, og undervejs tænkte jeg flere gange, at det var underligt, at bogen ikke irriterede mig mere. Det havde den helt sikkert gjort, hvis disse træk kun havde været udtryk for overfladisk koketteri, men eftersom de også rummer en stor alvor og smerte, opstår der en helt speciel tone, som jeg ikke kan finde en præcis betegnelse for. Se for eksempel den vilde blanding af skrøbelighed, foragt og en selvironisk hvad-skal-jeg-ellers-stille-op-følelse i linjer som ”cumshot rett i fjeset / selvfølgelig ble jeg forbanna / så jeg tok meg til ansiktet / samlet spermen mellom fingrene / og med en teatralsk bevegelse / gned jeg hånda over panna hans / og hvisket simba” (s. 30).

Ingvild Lothe er beslægtet med forfattere som Caspar Eric, Sofie Diemer og Maja Mittag, og for dem, der er begejstrede for denne del af nyere dansk lyrik, er hendes bog et must have. Men der er også noget at komme efter for andre. Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt burde få en pris for årets bogtitel, for udover at være et af hverdagens store spørgsmål, illustrerer den også digtsamlingens bedste træk: Den selvfølgelige sammenskrivning af det urimelige, morsomme og sårbare, som gør

bogen både rørende og sært charmerende.

*

Ingvild Lothe

Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt (2016)

Kolon Forlag

Ola Bauer – Forløberen

Forløberen er Ola Bauers tiende og sidste roman, og den fjerde i rækken, der handler om Tom. Efter 40 år i udlandet vender Tom hjem til Norge. Han drikker brandy, fisker og går med aviser, mens han prøver at fortrænge sin fortid og undgå at tænke på døden. I rygsækken bærer han sin gamle lærers notesbøger, som han efter en bytur glemmer hos den litteraturstuderende Ellen. Da det senere lykkes hende at opspore Tom, viser det sig, at et forlag er interesseret i at udgive manuskriptet, og at han fejlagtigt udråbes til Norges næste litterære sensation. Mellem disse relativt få plotpunkter får vi Toms tanker om det sted, han aldrig havde tænkt sig at vende hjem til, og som nu er blevet ham mere fremmed end de lande, han har rejst i.

Der er noget fundamentalt søgende ved Ola Bauers skrift. Dette udtrykkes ved talrige gentagelser og ved at den enkelte sætning forsøger at være mere præcis end den foregående, hvilket dog resulterer i en ret upræcis og sludrende prosa: ”Det her var Norge. Det her var Norge når det var bedst. Han havde ikke brug for mere, en fluestang, vand og ensomhed. Han kunne leve af det. Han behøvede fandeme ikke mere” (s. 27). Ligeledes giver det bogen en besynderlig rytme, når de fleste situationer behandles overfladisk, mens enkelte strækkes langt ud, uden at det nødvendigvis er ensbetydende med, at der sker noget vigtigt. 

Jeg har på fornemmelsen, at Toms fremmede blik på den norske kultur skal bruges til at give en væsentlig samtidskarakteristik. Problemet er bare, at han kun får øje på ting, der er så indlysende, at man snildt kan se det, selvom man er en del af det: Hvis man læser visse aviser, kan man få indtryk af, at snart sagt alle madvarer er kræftfremkaldende. Folk er mere sarte over for rygning, end de var før i tiden. Og så taler de meget i mobiltelefon! En 15 sider lang beskrivelse af politikere i fjernsynet kulminerer med udsagnet ”Han kom frem til at statsministeren i al sin troskyldighed troede på det han selv sagde” (s. 162).

 I det hele taget er kritikken af den norske normalitet stort set blottet for nuancer. Uanset om det drejer sig om folk på stranden eller Toms unge avisbudkolleger, så har de alle sammen en forfejlet tilgang til verden. Men Tom, derimod, han ved, hvordan man skal fiske og hvordan man deler aviser ud. Som det hedder et sted: ”Han hyggede sig, solen bagte, han strakte benene og hyggede sig, mens hans jævnaldrende poserede forbi med hurtige skridt” (s. 126) – jovist: Tom er ægte, de andre poserer bare. Han er ikke bundet af normens lænker, og kan altid flygte, hvis noget kommer for tæt på: ”Det var magter uden for ham selv som tvang ham til at forlade det som lignede lykke” (s. 35). Og dette citat er endda kun ét af de mange eksempler på bogens romantisering af outsideren, hvormed den tilslutter sig beatlitteraturens kongerække af selvforherligende ansvarsfraskrivere. Et andet, som måske også er det allerværste, lyder sådan her:

Tom var paralyseret. Hånden levede sit eget liv. Gispet rundt omkring ham steg til et forventningsfuldt hulk, som om alle havde forventet dette, at han i cirka niogtredive vildtfremmede menneskers åsyn faktisk stod og befølte en vildtfremmed kvindes venstre bryst.

Det var ikke naturligt for ham at chikanere ukendte kvinder. Men det skete bare. Han var et offer, ikke andet, et offer.

(s. 263)

I forlængelse af ovenstående passage er det måske værd at bemærke, at Forløberen i de danske aviser (med en enkelt undtagelse, så vidt jeg kan se) udelukkende er blevet anmeldt af mænd. Bortset fra min egen anmeldelse i Information, har modtagelsen været utroligt positiv. I Politiken beskriver Jes Stein Pedersen Bauers bøger som ”marvfulde manderomaner”, mens Bent Stenbakken i Nordjyske kalder Forløberen ”en mandebog for mænd”. Hvad det er, der gør romanen så mandeagtig, er imidlertid svært at blive klog på. Hvilke træk ved hovedpersonen eller bogen er det, de gerne vil tilslutte sig og gøre til emblem for deres køn? Er det Toms bedrevidenhed? Hans selvretfærdighed? Hans ulækre måde at gøre sig selv til offer på, når han chikanerer et andet menneske? Er det den anstrengende stil med de mange gentagelser og stødvist faldende hovedsætninger? Tilbøjeligheden til at puste sig op ved at bruge mange adjektiver, overdrivelser og unødigt dramatiske beskrivelser? Det er ikke til at sige, for det bliver ikke forklaret nærmere. Kun Stenbakken uddyber en lille smule, da han efterfølgende skriver: ”At finde en god kvinde, at fiske, at fortælle gode historier. Hvad vil du mere, mit mandehjerte?”. Ak ja, det store, pumpende potenshjerte har åbenbart kun plads til fisse, fisk og fuldemandssnak.

Forløberen er lidt nemmere at holde ud, når Tom glemmer at føle sig hævet over andre. I en scene, hvor han svømmer i en skovsø, erstattes svulstigheden af en klar og afdæmpet prosa, som giver situationen stemning og liv. Desværre er det også et af de eneste steder (hvis ikke det eneste – det var faktisk virkelig svært at finde én god ting at fremhæve i min oprindelige anmeldelse), hvor Tom fremstår i et formildende skær. Når han interagerer med folk og fortæller sine historier fra gamle dage, virker han faktisk temmelig sølle, og man forstår egentlig godt, at andre har svært ved at rumme ham. Denne store afstand mellem omgivelserne og hovedpersonen rummer mange muligheder, men desværre bliver den ikke brugt til noget. Tom justerer nemlig ikke sin verdensopfattelse ud fra de ting, der sker. Det er, som om han allerede har besluttet sig for, hvordan verden hænger sammen, og når han møder modstand, ryster han bare på hovedet eller flygter. Det giver en alt for statisk bog, hvor der hverken er nævneværdig udvikling eller forfald. I stedet får vi bare det ene antiklimaks efter det andet, der falder som perler på en forsuttet snor, og kun varierer i graden af pinagtighed og depravation.

*

Ola Bauer

Forløberen (2016, opr. 1999)

Oversat af Jannie Jensen

BATZER & CO.